Efter at have overlevet en dødsensfarlig leg hos sin tidligere svigerfamilie – de svimlende rige og magtfulde Le Domas – går det op for Grace (Samara Weaving), at spillet langt fra er slut.
Sammen med sin søster Faith (Kathryn Newton) står hun nu over for fire rivaliserende familier, hvis grænseløse magtbegær overtrumfer enhver moral. De stopper ikke, før de har sikret sig pladsen på tronen i en Illuminati-lignende, satanistisk kult, hvor kampen står om intet mindre end verdensordenen.
En præmis, der må være enhver sølvpapirshat-bærende fanatikers våde drøm.
Rollelisten tæller kultinstruktøren David Cronenberg som lederen af verdensordenen, Elijah Wood som ypperstepræst og Sarah Michelle Gellar som en af kandidaterne til den absolutte magt.
Filmen åbner med Grace, der med tunge skridt forlader det brændende palæ, hvor hendes katastrofale bryllup fandt sted, mens Amy Winehouses Will You Still Love Me Tomorrow spiller på lydsiden.
Indsmurt i andre menneskers blod bliver hun indlagt på hospitalet og naturligvis mistænkt for de ufattelige begivenheder, der udspillede sig blot et døgn tidligere.
Men nyheden om Le Domas-familiens skæbne når hurtigt resten af logen, og Grace bliver endnu engang bortført – denne gang sammen med sin søster.
Med eneindehaveren død sættes et nyt ritual i gang for at udpege hans efterfølger. Fire rivaliserende familier fra hver sit hjørne af verden træder frem, fast besluttede på at sikre sig den ultimative magt.
Hver familie sender sit overhoved ud som jæger, mens resten følger den dødelige jagt fra palæets storskærme. Den slægt, der først finder Grace og slår hende ihjel, overtager tronen – ”det højeste sæde” – og dermed kontrollen over verdensordenen.
Og spillet tåler ingen tabere: falder et familiemedlem undervejs – enten ved et uheld eller på grund af Grace – træder straks den næste frem for at fortsætte jagten. Som en slags voldsparat bænkevarmer.
Men hvis en spiller dræber et medlem af en rivaliserende familie, bliver vedkommende og hele sin nulevende slægt straks revet i stykker i et voldsomt, computergenereret inferno – et blodigt og kaotisk spektakel.
Herfra tager spillet for alvor fart: Grace må endnu engang kæmpe for at overleve indtil solopgang, lænket til sin søster, med døden konstant i hælene.
De to søstre har et anstrengt forhold, efter at Grace forlod Faith som attenårig for at tage imod et college-stipendium i New York. Temaet om svigt fremstår alt andet end subtilt.
”Du forlod mig!” råber Faith.
”Jeg var atten, og du kun femten. Jeg kunne ikke tage mig af dig – du var tryg i din plejefamilie!” svarer Grace, mens søskendeparret kæmper sig gennem de blodtørstige aristokrater i et desperat forsøg på at overleve.
Skuespillerne gør vitterlig, hvad de kan. Men det er oppe imod et manuskript fyldt med klodsede replikker. Og i en gyserkomedie, hvor kvikke bemærkninger og rappe ordvekslinger er altafgørende, står de ofte tilbage med ingenting at arbejde med.
Skuespillerne skal bære en allerede udslidt præmis om en elitær overklasse, der jager pøblen for ren fornøjelses skyld.
Filmen kunne have gjort det langt mere interessant, hvis den havde flettet denne information – og al den øvrige baggrund – ind på en kreativ eller i det mindste organisk måde.
Man behøver ikke engang have set den første film. Alt bliver opsummeret flere gange, så man aldrig behøver at følge med. Så selv hvis man tjekkede telefonen eller dagdrømte om noget helt andet undervejs, ville man stort set opleve det samme som en fuldt opmærksom tilskuer.
facebook
twitter
Kommentarer