Rejseholdet – Det første mord

Otto Himmelstrup var en legendarisk politimand, hvis karriere som efterforsker kulminerede under den tyske besættelse. Hans sidste store sag blev mordet på Kaj Munk i 1944 – en opklaring, han nåede at fuldføre, inden han døde i 1949, 70 år gammel.

Men før det var han berømt som anføreren for politiets moderne rejsehold, Danmarks FBI som det hed i folkemunde. Himmelstrup blev en omvandrende myte som manden, der blot ved sin tilstedeværelse fik stovte og stædige forbrydere til at gå til bekendelse.

Forfatteren Jacob Jonia udgav i 2023 med krimien Den yderste grænse om Himmelstrup og hans kolleger. Romanen er nu blevet filmatiseret af Christoffer Broe under titlen Rejseholdet – Det første mord, med manuskript skrevet i samarbejde med Lasse Kyed Rasmussen.

Filmen oser af atmosfære og gestaltet i den filmiske ekspressionisme, vi forbinder med samtidens ekspressive filmkunst. De brølende 1920’ere med kvinder i klokkehatte og korte skørter, mænd i blød hat og lange frakker. Og hvor alle snakker rapt og hårdkogt, som om de moderne tider led af munddiarré.

Vi begynder i 1907, hvor Otto Himmelstrup ved sin vilde leg er skyld i lillebrorens død. En traumatisk hændelse, der jager den voksne Otto med en skyldfølelse lagt på ham af en uforsonlig mor.

Så springer vi frem til 1927, hvor strisseren Otto bliver sat i spidsen for rejseholdet, et politikorps på tværs af regioner og amter. Det skal tage sig af kompliceret, muligvis organiseret kriminalitet.

Åstedet i historien er Esbjerg, kaldet Jyllands Chicago på grund af havnebyens entreprenante driftighed, igangsættende virkelyst og rå tone udi omgang og samkvem.

Borgmesterens sommerhus er brændt ned og synes at være en del af landsdækkende forsikringssvindel. Men takket være Himmelstrup og hans stab, blandt andet en kvik kvinde, kommer de på sporet af det første mord i korpsets historie. Men københavnerne er oppe imod stedets overklasse, som ikke ønsker, at der bliver rørt ved byens vedtagne hierarki.

Christoffer Boe har overbevisende taget springet fra arthouse (Reconstruction) til mainstream (Journal 64, Spies & Glistrup). Han er frem for alt et kreativt øjemenneske, som fortæller sin krimi i visionære indstillinger med zoom og dybdeperspektiv. Historien afvikles derfor mere i montagelignende tableauer end i et flow af action, fart og tempo.

Der er huller i plottets logistik og rationalitet, men netop via billedsidens blændende indstillinger med lys og skygge og Jon Ekstrands en meget pompøse, Wagner-agtige underlægningsmusik er filmen konstant spændende.

Selv filmens meget fatale psykologi med den onde mor i diverse gradbøjninger, falder på plads med en rimelig sandsynlighed. Netop de psykologiske brikker i puslespillet er sat meget patetisk og bombastisk op. Men på genrens præmisser holder de som adspredte spor, der samles til fornuftige beviser for sagens konkluderende opklaring. Og altså Rejseholdets første succes og fortsatte eksistensberettigelse.

Alex Høgh Andersen er glimrende som en stålsat og stovt Himmelstrup, der aldrig stikker op for bollemælk, men også drives af indre skyld fra barndommens skæbne med lillebroren. Nikolaj Kopernikus har sin bedste rolle i lang tid som hans hjælper, der kan trylle med fingeraftryk og fotografering.

Mathilde Arcel er rejseholdets kloge kvinde, som tilfører den maskuline hørm og atmosfære parisisk pikanteri og koket kvindelist. Lars Ranthe er for en gangs skyld ikke hele Danmarks Mister Nice Guy. Og så er der fascinerende Katrine Greis-Rosenthal som Esbjergs femme fatale, der fører an i løsslupne orgier med drinks og dekadence, som vel egentlig mere hører hjemme i Weimarrepublikkens Babylon end i den jyske vestkysts mere rustikke regi.

Men det er underholder hele vejen. Uden at røbe for meget synes filmen at kalde på en fortsættelse. Jacob Jonia har netop udgivet sit tredje bind, Troldmanden, i serien om Himmelstrups meriter i den danske underverden og asfaltjungle. Så mon ikke vi får en toer?