Rejsen til Piemonte

Der findes en særlig feelgood-genre, som må være opfundet i nordvendte, ofte protestantiske lande, hvor sommeren er såre kort, og livet forholdsvis hårdt. Man lever bedst uden at stikke næsen frem, og hverdagen er mere hamsterhjul end dans på roser og lutter lagkage.

Men så er der en eller flere fra dette ydmyge miljø, som arver, overtager eller køber en vingård, villa eller et gods i Toscana, Málaga eller Provence. Eller et andet sydligt, bukolisk hjørne af verden, hvor livet leves i et ganske andet tempo end derhjemme.

Vi ved også, hvordan det går. Syden vinder over Norden, når det gælder livsstil og livsglæde. Snart finder alle hinanden på tværs af kultur og klasse over rustik vin, solskin og lystig konversation.

Carpe diem hele vejen rundt om bordet.

Den svenske film Rejsen til Piemonte kører stilsikkert efter genrens slidstærke konventioner og klichéer. Traurige Eva med et forlist ægteskab i bagagen har efter sin bror arvet en olivengård i Piemonte. Sammen med tre gamle venner og nybagte pensionister vil hun bese foretagenet, ordne det praktiske i den lille landsby, sælge stedet og tage hjem igen.

Et fransk visit i det smukke Norditalien, kendt for sine trøfler, nødder og fine vine. Men det skal hurtigt blive anderledes.

Kufferterne er næppe pakket ud, før landskab og befolkning forfører til et længere ophold med det, italienerne kalder for ”dolce far niente” – den søde lediggang. Men ubekymret let gang på jorden har aldrig været en svenskers gangart.

Nissen flytter med fra Skandinavien i form af fortrængte sorger, indestængt sex, bristede drømme, spontan skinsyge og stædige skærmydsler blandt de fire pensionister.

Imens betragter de sinistre italienere under en fernis af venlighed disse tossede svenskere som barbariske indvandrere fra en fremmed kultur. Nordboere, der ikke har nogen ret til at eje egnens jord – især ikke de kostbare skovområder, hvor regionens gastronomiske guld, den hvide trøffel, gemmer sig i underskoven.

Snart er der slanger i det paradisiske Piemonte.

En aristokratisk bedstemor skuler ondt og smeder rænker, mens hun beskærer vinstokkene før vinteren. Skoven falmer i lækkert modlys, maskerne falder, og noget, der minder om mafia, stikker fjæset frem.

Men tag det roligt – det her er en familiefilm med stort F, hvor klichéerne står i kø for at komme til orde. Med én undtagelse, der i øvrigt er halvt italiener, er filmens svenske mænd sarkastiske sutter, stamkunder hos Systembolaget og omvandrende veteraner fra forliste forhold.

De italienske mænd er til gengæld konstant chevalereske, medmindre de foretrækker kold mammon frem for modne kvinder.

Filmen bæres frugtbart af de fire hovedrolleindehavere. Frem for alt Helena Bergström (Englegård) som den både synkefri og samspilsramte Eva. Hun er single-advokaten Nicos gamle flamme. Han spilles sympatisk af Björn Kjellman (Klassefesten) som den eneste i kliken, der behersker sproget.

Så er der eksparret, spillet af Kjell Bergqvist og Kajsa Ernst. Han bearbejder sorgen over en afdød hund, hun gemmer på forfatterdrømme og har hang til seniorsex med tilfældige mænd. Parret er tilsyneladende tænkt som ensemblets muntreste indslag med et strejf af farce.

Det lykkes også – indimellem.

Når Alexandra-Therese Keining ikke dvæler ved Piemontes smukke vinmarker og grønne bjerge indhyllet i tåge – formentlig som modydelse for støtte fra den lokale turistindustri – instruerer hun befriende behændigt. Scenerne afvikles rapt, kvikt og smidigt, mens de mange små og store floskler fungerer som fartbump på fortællingens slagne landevej.

Er man forgabt i alt fra Støvlelandet, er filmen et pænt pensum i italiensk for begyndere. Slutningen trækker dog lovlig langt ud og virker lige så sandsynlig som Wasa-knækbrød på et italiensk frokostbord.