Biografanmeldelse
10. sep. 2025 | 18:43

Relay

Foto | Heidi Hartwig

Ash (Riz Ahmed) er en slags undercover-fixer, der agerer mellemmand for idealistiske sladderhanke.

Mesterlige Riz Ahmed er fixer for korrupte selskaber i original og underholdende thriller, der både leger med og respekterer genrens konventioner.

Af Bo Tao Michaëlis

Skotten David Mackenzie fik sit store gennembrud på Cannes-festivalen i 2003 med sin anden film, Young Adam.

Den socialrealistiske neo-noir udspiller sig i 1950’ernes fattige Skotland og bærer tydelige ekkoer af James M. Cains Postbudet ringer altid to gange. Mackenzie holder sig inden for genrens rammer, men tilfører den et markant tvist af hverdagsrealisme.

Det samme gælder for neo-thrilleren Relay, der udspiller sig i nutidens New York. Her har biologen Sarah Grant som whistleblower stjålet dokumenter fra et storfirma, der arbejder med genmodificeret hvede, men skjuler de mulige bivirkninger.

Hun blev fyret og føler sig truet. Nu vil hun bare aflevere sin stjålne rapport tilbage. En advokat henviser hende til en slags undercover-fixer, Ash, en mellemmand for idealistiske sladderhanke.

Allerede før vi møder Sarah, har vi set Ash skjult overvære en anden whistleblower, Hoffman, som er blevet groft intimideret af sit firma. Han bliver overvåget af en gruppe brutale og bøse sikkerhedsfolk. Det er – viser det sig – de samme, som forfølger Sarah.

Men nu har hun fået kontakt til Ash, der er i gang med at hjælpe hende med at ordne de stjålne papirer. Snart udvikler dramaet sig til en meget raffineret og elegant katten efter musen.

Relay henviser til den relæbaserede telefontjeneste for døve, som Ash benytter til at kommunikere anonymt mellem whistlebloweren og firmaets aktører. Tekstligt kommunikerer man via telefonen i samtaler, der hverken umiddelbart kan aflyttes eller udleveres til andre.

Men der er andre midler i brug i den yderst intelligente thriller, som først til sidst griber til våben og vold. Relay har toner af salig Hitchcock, men nu med mobiltelefoner og andet moderne isenkram.

Samtidig tinter Mackenzie sin film med glimt af storbysmennesker med senmoderne skavanker i virkelighedens metropol: social udsathed, udbredt alkoholisme og islamofobi.

Ash er muslim og går til AA-møder, Sarah går på nettet for at finde en kæreste. Ash er mere middelmådigt anonym end en hæsblæsende actionhelt fra Marvel. Sarah dufter af at være en pæn og dydig tolvtalspige med dyre vaner og et forsigtigt sind.

Det tjener filmen til ære, at den aldrig helt skrider ud i eksesser af plotmæssige usandsynlighed. Og længe overholder den anslaget af rationel realisme.

Instruktøren bruger sit New York med både skyskrabernes skønhed og storbyens skygger nede på asfalten: hjemløse, socialt fortabte og ensomme tabere. Undervejs tager filmen også afstikkere til Oklahoma og Californien, hvor labyrinten af spor fører os tættere på sandheden om medicinalfirmaernes skalten og valten med patienter og klienter.

Riz Ahmed (Sound of Metal) er som Ash mesterligt markant, allestedsværende og samtidig paradoksalt inkognito som en ukendt i mængden. Den tavse mand – vi skal godt stykke ind i filmen, før han begynder at tale.

Han er en ny slags privatdetektiv. Snilde og snuhed har afløst den rapkæftede snushane, men den hårdkogte sentimentalitet og ridderlighed, vi kender fra Philip Marlowe og hans ligemænd, er bevaret.

Latent opstår der en chance for romance med Sarah, spillet som en skræmt ingenue af Lily James – mange vil straks forbinde hende med sympatiske Lady Rose MacClare fra Downton Abbey. Altid solide Sam Worthington afslører bag sit dagligdagsydre i t-shirt, løbesko og vindjakke genrens flamboyante skurk, Dawson, med gelasne manerer og en næsten pervers respekt for sin modstanders kløgt og snuhed.

Relay er original og begavet underholdning, der både leger med og respekterer thrillergenrens konventioner. Filmen giver også et nyt perspektiv på ”go ahead”, samtidig med at man ikke kan undgå at erkende, at det amerikanske postvæsen er langt mere serviceminded og effektivt end vores PostNord.

Trailer: Relay

Kommentarer

Titel:
Relay

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
David Mackenzie

Manuskript:
Justin Piasecki

Medvirkende:
Riz Ahmed, Lily James, Sam Worthington, Willa Fitzgerald, Jared Abrahamson, Pun Bandhu, Eisa Davis

Spilletid:
112 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
11. september

© Filmmagasinet Ekko