Samsara er et 99 minutter langt billeddigt, hvor vi betragter verdens store og små vidundere gennem et ofte statisk kamera. Det lyder måske ikke videre ophidsende. Men filmet på 70mm celluloid og med en smækker musiklydside er det en vild oplevelse, når man læner sig tilbage i biograf sædet og lader sig opsluge i det enorme, knivskarpe 4Kdigitalbillede. Et billedbombardement af enorm skønhed og sublim gru.
Samsara betyder ”livets hjul” og refererer til den uendelige cykliske bevægelse af fødsel, liv, død og karmisk genfødsel, som optræder i en række religioner. Dermed understreger titlen, at filmen vil vise et billede af klodens tilstand, både som den tager sig ud helt naturligt, og som vi mennesker påvirker den kulturelt med vores livsstil og stadige bearbejdning i jagten på råstoffer og nye leveformer.
Filmen er optaget over fire år i hele 25 lande verden over. Vi møder – blandt meget andet – balinesiske dansere, Tollundmanden, futuristiske asiatiske skyskraberlandskaber, krops modificerede afrikanske stammefolk, vulkanudbrud i slowmotion, dansende filippinske fængselsfanger, kinesiske gigafabrikker, dampende svovlbrud, moderne (dansk!) landbrug, japanske strippere, robotter, mandalategnende munke, kæmpelossepladser og mavesugende timelapsesekvenser med rullende himle over de mest storslåede naturscenarier.
Vi ser tidligere tiders kulturskatte ædt op af naturen og historiens gang, imens nye kulturer og megabyer skyder op og skaber nye landskaber og moderne menneskemyretuer.
Fotograferingen taler for sig selv, og den for tiden så populære 3Dteknologi gøres til skamme, når instruktør og fotograf Ron Fricke udfolder sin 2D-billedmagi med udtalt sans for farver, dybde og beskæring. Velkendte optrin blandes perfekt med sælsomme billeder, der ligner noget fra fremmede verdener, og man måber gang på gang over ting, man ikke har set så detaljeret og smukt skildret på film før.
På mange måder minder Samsara både om Frickes forrige film, Baraka (1992), og om den semi klassiske Koyaanisquatsi fra 1982, som han var fotograf på. Sidstnævn tes lidt kultagtige status i dag skyldes både Philip Glass’ smukke musikspor og Frickes fabelagtige billeder, der gav brugen af timelapseoptagelse og klippeteknik sit store gennembrud.
I modsætning til Koyaanisquatsi er Samsara dog på ingen måde prædikende eller eksplicit moralise rende i sin skildring af menneskets indvirkning på naturen.
Tværtimod hylder Samsara kultur og natur på lige vis, og de to ting stilles ikke op som fjender eller modpoler som i dens ældre slægtning. Det er dermed en langt mere moderne og åben film, der kræver lidt mere af tilskueren: Man kan frit vælge at opleve den som en hyldest til menneskets formåen eller som en påmindelse om vores begrænsninger – eller begge dele!
Filmen fungerer desuden som en kærkommen antitese til tidens hektiske Instagram/Facebookbilled kultur, hvor mængden af solnedgange og filterlækkergjorte selvportrætter er omvendt proportional med visuelt talent og fortællemæssige ideer.
Tempoet i Samsara er langsomt, manende og tålmodigt. Som tilskuer får man rigelig tid til at lægge de følelser og meninger ind i billederne, man har lyst til. For den dovne filmseer kan den måske blive en overfladisk omgang hyperæstetik, men har man blot en smule fantasi og historisk kulturel interesse, er der en kæmpe filmoplevelse i vente.
En stor og varm tak til organisationen Doxbio, som igen i år har bragt nogle fantastiske dokumentarfilm oplevelser ud i biograferne, hvor film trods alt stadig helst skal ses. Højdepunkter i år har været Ekspeditionen til verdens ende, Stories We Tell og Blodets bånd. Med Samsara tilføjes så et ordløst, visuelt mesterstykke, som ikke kan anbefales varmt nok.
facebook
twitter
Kommentarer