Forestil dig en kvinde på motorcykel iklædt læderjakke, bandana om håret og tonede briller. Hun er på vej gennem et støvet landskab for at sætte nogle mænd på plads.
Placer så det billede i nutidens Iran og forestil dig, hvilken spektakulær dokumentarfilm der kunne udfoldes omkring personen, hvis ellers der var frihed til at filme og fortælle den slags historier.
Så har du Mohammadreza Eyni og Sara Khakis Saras stempel, der har gået sin internationale festival-sejrsgang under titlen Cutting Through Rocks.
Irans historie rummer mange bemærkelsesværdige mønsterbrydere – fra politiofre til filmmagere, fra digtere til menneskerettighedsforkæmpere. Mange har vundet hjerter i ind- og udland, men ingen er blevet fulgt så nært og intenst, mens deres kamp stod på som Sara Shahverdi.
Det er en bemærkelsesværdig film om en gennemført særlig kvinde.
Sara smiler bredt og ofte med sit uregelmæssige tandsæt. Hun er en jordemoder på omkring de 40 år, fraskilt og motorcykelentusiast, som nægter at leve i skyggen af patriarkatet.
Tidligt i filmen stormer hun ind i sine brødres hjem og kræver, at arveretten til familiehuset også tilfalder hendes søstre, selv om de allerede under pres har skrevet under på en kontrakt om det modsatte.
Det er et øjeblik, der sætter tonen for hele dokumentaren.
Kameraet følger Sara tæt og håndholdt. Uden at dukke nakken skælder hun ud på sin vej gennem landsbyens støvede gader – ufeminint iført praktisk frakke og lag på lag af bukser – mens mændene stirrer. Undervejs bliver hun vidne til adskillige lussinger, som konservative fremmede mænd uddeler til unge kvinder, der vover at lade sig inspirere af Saras frimodighed.
I løbet af filmen bliver Sara Shahverdi valgt ind i byrådet i sin unavngivne landsby i det nordlige Iran, med stemmer fra både kvinder, unge mænd og alle dem, der kender hende som en fighter. Det i sig selv er opmuntrende.
Men filmen er langt fra et sejrsråb. Den tegner et nuanceret billede af de strukturer, der stadig holder kvinder tilbage i konservative miljøer: skolepiger på tolv, der trues med tvangsægteskaber, kvinder uden juridisk beskyttelse og mænd, der kan fejre offentligt, mens kvinder må kigge på gennem tremmer.
Det klæder filmen, at den forbliver nøgternt observerende – uden fortællerstemme eller ekspertkommentarer. For de iranske feminister kan stadig kun langsomt skubbe til grænserne for, hvad der er muligt i samfundet.
En særlig stærk scene viser Sara føre en motorcykelkonvoj af piger ud af landsbyen. En stille fejring af frihed, spænding og råstyrke, men friheden er skrøbelig. En af pigerne bliver stoppet og slået af en slægtning, og Sara ser til, mens han afreagerer og går sin vej.
”Når vi gør noget, der bryder normer, må vi forvente, at det kan have konsekvenser,” siger hun og får den rødkindede pige midt på landevejen til at acceptere, at et par håndmadder fra bedrevidende mænd nok er en ringe pris at betale for smagen af selvstændighed.
Visse scener bærer præg af iscenesættelse, men filmen lever især gennem sine uforskønnede og tilsyneladende ufiltrerede indblik i hjem med beskidte tæpper, billige samovarer og nedarvede sandheder.
Der er en konstant vekslen mellem håb og modgang, og man sidder med følelsen af, at meget i regionen står og falder med Saras helbred og ukuelighed. Et særligt smukt øjeblik opstår, da hun holder dundertale i en lokal pigeskole, hvor man i mange ansigter ser spor af spejlinger over generationer.
Selv bærer Sara et stort hul i sit hjerte. Hendes afdøde far, som opdragede hende til selvagtelse og friheden på to hjul – nærmest som var hun en dreng – plantede to små træer på en bakke sammen med hende. De to træer er nu fuldt udvoksede, og indimellem sidder hun op ad dem og mærker savnet i sin ensomhed.
Saras stempel fungerer som et vindue ind i den bredere feministiske bevægelse verden over, hvor kvinder og piger forsøger at skabe plads i et ufleksibelt samfund. Mange af disse kvinder står kortvarigt i rampelyset, når oprør og reformkræfter peaker, men må ofte kæmpe i årtier uden anerkendelse.
Det er netop dette, der gør filmen smuk midt i alt det uskønne, den også rummer.


Kommentarer