Den kvindelige helt sover fredeligt på første sal, da en truende skikkelse med en kniv sniger sig ind i rummet. Vi gyser, men ingen dør, for det er åbningsscenen i Disneys tegnefilmudgave af skuespillet Peter Pan, som også leverer højdepunktet i Scream 7.
Scenen viser prøver til en skoleforestilling, hvor Peter Pans ledsager, feen Klokkeblomst, spilles af teenageren Hannah (Mckenna Grace). Hun svæver ophængt i wirer, der pludselig rykker hende voldsomt op og ned som en menneskelig yoyo.
Projektørlyset blænder, men vi ser i glimt en fremmed træde ind på scenen. Han bærer en maske inspireret af Edvard Munch’ maleri Skriget. Så vi ved, at det er Ghostface, Scream-seriens faste morder – eller rettere, én af dem, for masken skifter ejer fra film til film.
Det er en kompromisløst veludført scene, der kulminerer med flere meter blodige tarme dinglende fra et knivsår i maven på den panisk skrigende Klokkeblomst. Vi er ikke længere på Ønskeøen, Dorothy!
Seriens første film, Scream fra 1996, genoplivede slashergenren med sin meta-filmiske tilgang, hvor hovedpersonerne vittigt kommenterer genrens egne konventioner. Den blev instrueret af den nu afdøde Wes Craven efter et manuskript af Kevin Williamson, som siden har instrueret gyserkomedien Teaching Mrs. Tingle og nu også Scream 7.
Der er bred enighed om, at serien kørte træt med Scream 4 i 2011. men altså ikke mere, end at den har nået det magiske nummer syv.
Jeg var spændt på, hvordan Scream 7 ville håndtere sin egen status som syvende film. Mange horrorfranchises har passeret samme milepæl – fra Godzilla med 38 film, officielt verdens længste serie, til found footage-antologiens V/H/S med otte film. Så der burde være rigeligt stof til refleksion.
Men selv om Scream 7 foregår i en lille by, hvor biografen viser Motorsavsmassakren (den første af ni film), svigter den sit originale koncept. I stedet for at kommentere genrens regler er filmen primært optaget af at referere til sig selv. Det gør den til gengæld ganske godt.
Neve Campbell sprang Scream 6 over, men er tilbage som Ghostfaces foretrukne mål, Sidney Prescott. Nu er hun voksen, gift med en politibetjent (Joel McHale) og mor til teenageren Tatum (Isabel May), der har nået den alder, hvor hun – som Wendy i Peter Pan og Sidney i den første Scream – får besøg af jævnaldrende drenge gennem soveværelsesvinduet på første sal.
Typisk for serien byder Scream 7 på en kringlet identitetsgåde og et stort, velfungerende persongalleri. Courteney Cox er et særligt velkomment gensyn som den benhårde tv-journalist Gale Weathers.
På lydsiden vender Roger L. Jackson tilbage som den forførende, kunstige stemme, morderne gemmer sig bag, når de ringer til deres ofre. Nyt er det, at skurkene også benytter digitale masker – og at en af de mistænkte har en fortid som AI-ekspert hos Google, hvilket giver rollelisten et par overraskende drejninger.
Filmen snubler dog, når det gælder slasher-scenerne.
Som instruktør er Kevin Williamson ikke nogen Wes Craven. Det er måske også for meget at forlange, men som medforfatter kunne han godt have leveret flere drabelige konfrontationer i mere opfindsomme og varierede miljøer.
Peter Pan-drabet er allerede nævnt, og fornøjelig er også åbningssekvensen i et velkendt hus indrettet som true crime-museum: rendyrket Scream-meta med telefonisk horrorquiz, stativ med blanke køkkenknive og en truende animatronics-Ghostface i fuld figur.
Slutbilledet, hvor flammerne rejser sig bag den triumferende morder, har ikonisk kraft som infernalsk ouverture til forteksterne.
Herefter bliver der længere mellem skrigene. Filmen vender tilbage til to gennemgående kulisser: en garagebyggeplads med en værktøjskasse fuld af potentielle mordvåben og Psycho-inspirerede plastforhæng, som morderen kan skimtes igennem. Samt en dunkel kro, hvor et fadølshåndtag er formet som en spids dolk.
Man fornemmer, hvor det bærer hen. Men her kommer en spoiler, for udførelsen fortjener et anerkendende nik: En kvalmende blanding af blod og øl fosser ud af offerets mund. Sidste omgang gælder konfrontationen mellem mor/datter og Ghostface – næppe seriens sidste runde.


Kommentarer