Meget af det, vi forbinder med julens traditioner, fandt sin definerende form i Victoria-tidens England. Det gælder julekort, salmesang på gaden med Frelsens Hær, de mest gængse former for julepynt og velgørenhed i alle afskygninger.
Måske er det derfor, Charles Dickens’ Et juleeventyr, der første gang blev udgivet den 19. december 1843, rammer julen så afsindigt rent.
Filmatiseringerne er utallige, og hver generation har sin favorit som den nærige pengeudlåner Ebenezer Scrooge. Denne anmelder holder derfor også på George C. Scott, der i 1984 med forbilledlig bitterhed legemliggjorde det kolde kapitalistsvin.
Andre foretrækker Alastair Sims stumfilmmimik fra 1951 eller Michael Caine i The Muppet Christmas Carol fra 1992.
Historien kender vi godt. Tre spøgelser viser Scrooge hans egen jul i fortid, nutid og fremtid. Især den sidste i al sin gru. Indtil han til sidst bryder sammen og overgiver sig til godheden. Hans emblematiske ”humbug!” bliver til et ”glædelig jul!”
I 2026 er vi så blevet dus. Ebenezer, Scrooges fornavn og et drengenavn, der stort set er uddødt efter Charles Dickens’ berømte historie, er rykket frem som originaltitel på instruktøren Ti Wests gotiske familiegyser. På dansk er titlen nærmest gået den modsatte vej og er blevet til det mere intetsigende Scrooge.
Julepunchen har fået et skud gys i en håndterbar udgave, hvor halvstore skolebørn kan være med. Men hele filmens og historiens hensigt – at finde ind til det individuelle menneske i synderen – er faldet bort i den fattige, danske titel.
Næsten lige så mirakuløs som Scrooges forvandling er Johnny Depps tilbagekomst til Hollywoods store filmproduktioner efter otte års fravær, hvor MeToo og to opsigtsvækkende retssager satte hans karriere på pause.
Og sikke en hjemkomst.
På et dunkelt, tåget, beskidt og gotisk bagtæppe spiller Depp Scrooge med både charme, satire og dybde. Britiske anmeldere beskylder ham for at overspille, men det nærmest revyagtige har altid været en del af hans repertoire. Her synes det ovenikøbet helt bevidst.
Han karikerer den bitre, indebrændte og sårede gamle mand, men bevarer samtidig den sympati, der får os til at grine med ham.
For Scrooge er jo historiens egentlige helt – en anglikansk protestant, der gennemgår en moralsk forvandling. Hos Dickens bliver han omvendt til julens ånd, men i samtiden var det ensbetydende med at vende tilbage til Kristus. Ebenezer kommer hjem til jul.
Nathaniel Halperns manuskript er skarpt skåret og holder sig forholdsvis tæt til forlægget. Ti West giver filmen et litterært præg med flotte, bogtrykte frontispicer mellem kapitlerne.
Det litterære greb går igen i en ændring af Dickens’ historie: Scrooges ungdomskæreste Belle bliver en berømt forfatter efter bruddet med Ebenezer, der elskede penge – eller rettere frygtede fattigdom – højere end hende. Ellie Bamber og Sara Galvin leverer hver deres udmærkede fortolkning af Belle.
Johnny Depps præstation vil på godt og ondt gå over i historien. Den excentriske rolle er som skabt til hans manierede, skabagtige komik. Men hans fortjeneste er især, at Ebenezers barnlige menneskelighed til sidst fremelskes så ægte, at man føler, at man sidder med en klejne i halsen.
Det skyldes selvfølgelig også Dickens’ enestående sans for at spidse dramatikken til det næsten ulideligt rørstrømske.
Rupert Grint fra Harry Potter spiller lønslaven Bob Cratchit med varme og en uventet modenhed. Andrea Riseborough er uhyggelig som fortidens julespøgelse med store, blinde, hvide øjne. Tramell Tillman (genial i Apple-serien Severance) gestalter nutidens julespøgelse med buldrende dramatik.
Han er én af fire sorte skuespillere, hvis casting snarere synes begrundet i nutidens inklusionsideal end i Londons befolkningssammensætning i 1843. Sorte londonere fandtes ganske vist dengang, men udgjorde en forsvindende lille minoritet.
Et spøgelse lader sig dog vanskeligt underkaste en folketælling. Prioriteringen er alligevel bemærkelsesværdig – ikke mindst fordi man tilsyneladende ikke holder sig tilbage fra at give Depp en omgang ”jewface”. Med den spidse, protetiske næse og Scrooges pengegriskhed trækker figuren på velkendte antisemitiske stereotyper. Depp har selv forklaret, at han sådan set blot ville virke ”dyrisk” og ”ravneagtig”.
Ian McKellen brillerer desværre i alt for kort tid som Scrooges afdøde kompagnon Jacob Marley. Som genfærd er han helt suveræn, lettere skræmmende og nærmest et autentisk levende lig.
Ti Wests Dickens-film er en tidlig julegave til en ny generation af biografgængere. Og næste år kommer der såmænd nok endnu en Scrooge i en helt anden og smuk indpakning.


Kommentarer