Streaminganmeldelse
03. dec. 2025 | 11:31

Sean Combs: The Reckoning

Foto | Netflix

Diddy voksede op med sin mor i New York, da hans far blev skudt, da Diddy var ganske ung. Den fraværende far formede drengens fantasier.

Netflix-dokumentarserie om rapperen Diddy tegner et forfærdende portræt af et monster og retter et kritisk blik mod de sociale mediers stigende betydning i kendisretssager.

Af Anders Vedby Jørgensen

Allerede inden den nye dokumentarserie om den fængselsdømte rapper og musikmogul Sean ”Diddy” Combs udkom, er den blevet kaldt et ”shameful hit piece” af hovedpersonens advokater.

Det er især brugen af videooptagelser fra Combs’ hotelværelse på Manhattan i dagene op til hans anholdelse i 2024, som det juridiske hold harcelerer mod. Advokaterne mener, at de er anskaffet på ulovlig vis.

Netflix nægter at have stjålet optagelserne. De blev oprindelig lavet af en videograf, som Combs selv hyrede til at dokumentere sin udgave af sandheden.

Det er netop forsøget på at styre sandheden gennem medier og pr-strategier, som dokumentaren i lange stræk kredser om. På optagelserne fra hotelværelset i skyskraberen ser vi Sean Combs snakke i telefon med sin advokat og bede ham finde nogen, der har en tidssvarende forståelse for medier til at hjælpe hans sag.

Han beskylder advokaten for at være en af dem, der kun ser CNN og understreger, at der er ni milliarder mennesker på kloden, hvoraf syv milliarder er på Instagram.

Trods den retoriske overdrivelse er det jo rigtigt.

Sociale mediers indflydelse på den offentlige mening om personer – hvad enten det er ofre eller overgrebsmænd – er blevet et definerende træk ved vores tid.

Instruktør Alex Stapletons dokumentarserie ender derfor med at have et dobbeltærinde. Den giver personerne bag beskyldningerne mod Combs mulighed for at tegne deres billede af den kontroversielle stjerne. Samtidig forsøger den at afdække mediediskursernes indvirken på retssagen tidligere i år, hvor det kun var to af anklagepunkterne, musikeren endte med at blive dømt for.

Det er bestemt ikke et sympatisk portræt, der tegnes af Diddy. Han vokser op med sin mor i New York. Faren, en lyssky type, bliver skudt, da Sean er helt ung. Forestillingen om den fraværende faderskikkelses nærmest mytiske gangsterpersona former den unge drengs fantasier og ambitioner.

Som nittenårig dropper han ud af college og bliver praktikant på Uptown Records. Men som et ondt varsel indledes karrieren med arrangeringen af en velgørenhedsbasketballkamp, hvor ni mennesker bliver trampet ihjel på grund af manglende sikkerhedsforanstaltninger.

Den unge Combs udviser stort talent som musikpromoter og opnår i 1990’erne succes med sit eget pladeselskab, Bad Boy Records. Allerede fra begyndelsen er der dog tydelige tegn på en afstumpet personlighed.

Han slipper afsted med flere voldelige handlinger, truer sin kompagnon med et baseballbat for at få ham til at opgive en aktieandel, og den alenlange liste af overgrebsanklager – både fra kvinder og mænd – rækker helt tilbage til samme periode.

En central del af det fældende sagsanlæg mod ham var beskyldningerne fra ekskæresten Cassie Ventura, som han angiveligt tvang til at have sex med andre mænd.

Det lange forhold var i det hele taget præget af vold. De publicerede overvågningsbilleder fra en hotelkorridor, hvor han stormer efter hende med et håndklæde om livet, sparker til hende og trækker hende tilbage mod værelset, taler for sig selv. Utroligt nok var partnervold ikke en del af anklageskriftet.

Dokumentaren bruger også meget tid på at granske hans forbindelse til mordet på Tupac Shakur i 1996, som udsprang af konflikten mellem østkyst- og vestkystrapperne.

Disse beskyldninger fremstår dog mere løst konspiratoriske og er den svageste del af dokumentaren. En retssag med et overlevende kronvidne forventes dog at starte næste år, så måske ender de alligevel med at blive underbygget.

I sidste afsnit indgår der interviews med nogle af de nævninge, der dømte Combs. Det antydes, at valget om ikke at lade juryen isolere under retssagen kan have haft en indflydelse. Det var nemlig ikke alle, der holdt sig fra de daglige opdateringer på sociale medier, hvor Diddys pr-maskine var i fuld sving.

Det er også frustrerende at se, hvordan en af nævningene slet ikke kan sætte sig ind i en kvindes uvildighed til at forlade et voldeligt forhold.

Dokumentarens vidnesbyrd bliver næppe sidste punktum i den uendelige fortælling om den giftige blanding af penge, magt og berømmelse. Og hvad Diddy angår, afventer et utal af søgsmål stadig behandling.

Trailer: Sean Combs: The Reckoning

Kommentarer

Titel:
Sean Combs: The Reckoning

Land:
USA

År:
2025

Instruktør:
Alexandria Stapleton

Medvirkende:
Sean Combs, Aubrey O’Day, Kirk Burrowes, Erick Sermon

Spilletid:
Fire afsnit af cirka 60 minutter

Premiere:
2. december på Netflix

© Filmmagasinet Ekko