I Seven Psychopaths manipulerer filmens fortæller som en sindssyg. Hør bare: Der ligger en sort kvinde for døden på sygehuset. En uhyggeligt ubegavet psykopat kommer slentrende ind på sygestuen, fordi han leder efter hendes mand, der har kidnappet psykopatens hund Billy. Galningen opdager snart, at Mrs. Kieslowski er indirekte indblandet. Og hun bliver derfor skudt i hovedet på klods hold.
Den slags gnækkende filmhistoriske allusioner er der nok af i Martin McDonaghs lille seriemorderkomedie. Mr. Kieslowski, som er ”nr. 2” ud af titlens syv psykopater, deler jo navn med den polske mesterinstruktør, der lavede fortællekredsen Dekalog. Og titlen Seven Psychopaths er uden tvivl en hilsen til David Finchers mesterværk Seven, som udforsker de syv dødssynder.
Filmen er en klassisk meta-film, der fortæller om sig selv. Men den snyder, fordi den allerede efter første psykopat er på afveje og bryder sit eget system af en fortælling. Inden længe er forvirringen total og meget, meget morsom.
Udgangspunktet er ellers det, der normalt hører til filmhistoriens dårligste, metahistorien om en manuskriptforfatter, der ikke kan skrive. Kun sjældent kommer der noget godt ud af den falliterklæring af et anslag, men der er naturligvis undtagelser som Coen-brødrenes Barton Fink, og også i Seven Psychopaths kommer der en uventet virtuos lille stiløvelse ud af det. Det skyldes ikke mindst Colin Farrells hjertevarme portræt af en fordrukken irsk manusforfatter, der både lider af skriveblokering og seriøse blackouts. Man berøres faktisk lidt.
Marty, som han hedder i filmen, vil gerne gøre sit manuskript til filmen Seven Psychopaths færdigt, men han har ikke meget andet end en titel og en flok stereotypiske psykopater: den iskolde, den ikke-voldelige, den forelskede. Og flere af dem har det tilfælles, at de – som helten Dexter fra tv-serien af samme navn – kun slår dem ihjel, der selv slår ihjel.
Inden længe møder vi præmiepsykopaten Charlie, spillet af Woody Harrelson, der ligesom de andre store stjerner i filmen spiller med suverænt skælmeri, imens han dræber i alle retninger. Charlie er skydegal og har ingen lunte, mens Hans (Christopher Walken) er polakken, der ikke rigtig bryder sig om vold. De vanvittige og vittige sammenstillinger er næsten uden ende og kulminerer, da den pacifistiske Hans stjæler Charlies hund, hvorefter den vilde jagt sætter ind. Problemet er bare, at karaktererne ikke kun er papfigurer i Martys manus, men rigtige mennesker – i det mindste i filmen. For hvornår er noget så en del af manuskriptet inde i filmen? Og hvornår er noget bare den film, vi ser nu?
Som tilskuer drømmer man om, at det hele går op i en slags mestersonet, hvor de mange brikker falder på plads til sidst. Men hvor det i andre film med samme idé – især The Usual Suspects – lykkes at lade sammenblandingen af sandhed og løgn føre vor helt ud af suppedasen, så ender Seven Psychopaths snarere i, ja, en fortællemæssig suppedas.
Martin McDonagh spillefilmdebuterede med den lille genistreg In Bruges – en af denne anmelders yndlingsfilm – som også har Colin Farrell i hovedrollen. Her blandes benhård vold og højdramatik med en sær, sanselig poetisk tone, men i hans opfølger finder man ikke helt samme elegance. Seven Psychopaths er lidt for halvhjertet, men heldigvis er McDonagh ikke Irlands absolut førende, nulevende dramatiker for ingenting. Her er skarpt sprog, oneliners og skønne nye takes på gamle jokes til overflod.
Zodiac-morderen – fra filmen af samme navn – får i øvrigt begge hænder naglet til et bord med store knive og bliver overhældt med benzin og brændt af. Altså i virkeligheden. Altså i virkeligheden i filmen. Altså i virkeligheden i denne film, ikke i Zodiac. Så der er humor nok på alle, let usammenhængende planer.
Kommentarer