Shelter

Den engelske agentfilm har en lang og stolt historie. Strengt taget hører Shelter med i sagaen, men ikke uden problemer. 

Den klassiske engelske gentleman-agent er her reduceret til en rå børste i skikkelse af arbejderklasse-repræsentanten Jason Statham. Det kunne fungere fint med et solidt manuskript og en god instruktør, men i kølvandet på samme instruktørs makværk Greenland 2: Migration, er det fristende at udråbe Ric Roman Waugh til vor tids mest ubegavede filmskaber.

Ret skal være ret: Det første kvarter i Shelter er flot. Især er fotografen Martin Ahlgrens naturbilleder i topklasse. 

Jason Statham spiller her den aldrende, bitre eneboer Mason, der geografisk og menneskeligt er isoleret på en klippeø i de ydre Hebrider. 

En vens datter – spillet af den bedårende, talentfulde Bodhi Rae Breathnach – forsøger at nå eremitten. Hun er 44 år yngre, så her kunne Shelter være en nyfilmatisering af det lune generationsdrama i Heidi, med et skotsk fyrtårn i stedet for de Schweiziske Alper. 

Men BWHAAAAHHH! Bag sit salt og peber-skæg er oldingen i virkeligheden en heroisk verdensklasse-skydedræber, der er gået under jorden i skjul for sin onde MI6-chef (Bill Nighy).

Pigen falder i havet, men reddes af Mason, hvis båd ligesom fartøjerne i marionetdukke-serien Thunderbirds kan affyres via en rampe. 

Da han bagefter dummer sig og et splitsekund filmes af en tilfældig mobiltelefon, genkendes han straks af et hemmeligt supercomputersystem. MI6-chefen aktiverer en anonym håndlangerhær samt endnu en skydedræber-topagent med det absurde navn Workman (Bryan Vigier), en slags yngre udgave af Mason. 

Straks ankommer bevæbnede mænd til øen, som Mason har fyldt med drabelige dødsfælder. Mens klippeblokke ruller, og sprængstof detonerer, flygter han med pigen. Dér røg på få minutter enhver troværdighed, og resten af filmen er en blanding af overfladisk action og savlende nonsens. Uden antydning af selvironi eller humor. Bare dumt. 

Selv om de nu ved, at de kan genkendes af ethvert digitalt kamera (såsom modkørende bilers dashcams), undlader Rambo/Heidi-duoen at maskere sig med så meget som et par solbriller. Det ville jo være intelligent og agentagtigt. 

Alligevel når de frem til et hus på landet, hvor de prøver at stjæle en bil. Husets søn ringer efter politiet, og plop!, straks er stedet omringet af bevæbnede, skydeklare betjente. Disse fanges i krydsilden mellem Mason og Workman, der, plop!, ligesom strømerne har materialiseret sig ud af det blå. Som var filmen skrevet af et AI-program uden kendskab til den fysiske verden. 

Værst bliver det, da parret når frem til en natklub fuld af glade gæster. For at lægge pres på ejeren gør Mason sig ekstra umage for at blive genkendt. Derved udløser han en ildkamp med endnu en plop!-hær af skydedræbe-agenter. 

Paniske gæster fanges i MI6-kugleregnen. Nogle dør blodigt, resten kan glæde sig til et liv med ptsd. Også de mange bevæbnede tjenestefolk, der blot adlyder ordrer i god tro, dræbes uden hensyn. Af helten. 

En rigtig helt havde i det mindste henlagt den planlagte konfrontationen til et sted uden civile. Men selv om Jason Statham skal forestille en rigtig helt, er hans karakter blottet for nobilitet, der rækker ud over at beskytte vennens datter. I en Ian Fleming-roman havde hans psykologiske profil placeret ham blandt skurkene. 

Lad os lige stoppe op et minut og tænke på den engelske agentfilm som genre. 

En indre montage vil omfatte højdepunkter såsom godhjertede Robert Donat og Madeleine Carroll, der sammenlænket af håndjern flygter gennem skotske landskaber i Hitchcocks De 39 trin (1935). 

Samt Michael Caine som Harry Palmer, klog og sexet agent med Michael Caine-briller, der hjernevaskes af skurkene i The Ipcress File (1965). Og fra samme år en lurvet påklædt Richard Burton, der kravler over Berlinmuren i John le Carré-filmatiseringen Spionen der kom ind fra kulden – og dumt, men heroisk tøver for at få kæresten med. 

Over dem alle naturligvis Sean Connery & co. som Agent 007 James Bond. Det er fristende at opfatte No Time to Die (2021), hvor Daniel Craigs Bond dør i en kæmpeeksplosion som epokens triste finale. 

Men som T.S. Eliot skrev: ”This is the way the world ends / Not with a bang but a whimper.” Og dermed kommer vi til Shelter. For hvad engelske agentfilm angår, udgør den genrens ultimativt lavpunkt med et minimum af hjerne og hjerte. 

Slutter den engelske agentfilms storhedstid med et klynk i form af Shelter? Indtil videre, ja. Men i filmens verden er der altid plads til en ny spole og en flammende genfødsel, så lad os krydse fingrene.