Serieanmeldelse
28. feb. 2024 | 12:45

Shogun

Foto | DNA Films

Den japanske stjerne Hiroyuki Sanada spiller en feltherre i miniserien, hvor han viser sig at være en vigtigere figur, end han først forekommer at være. 

Genfilmatiseringen af klassiker er blevet udsat for japansk vask og strygning, som man sagde i gamle dage, når noget var virkelig gennemført.

Af Kristian Ditlev Jensen

Hvis man er barn af 1970’erne, glemmer man aldrig synet af den i dag 89-årige Richard Chamberlain, der i et lille træhus med papirvægge sad i en hed omfavnelse med den gudesmukke Yoko Shimada, som døde forrige år i en alder af 69.

For ja – tiden er gået, siden australieren James Clavells stort anlagte romanværk Shogun – A Novel of Japan blev filmatiseret første gang som en miniserie i fem afsnit instrueret af Jerry London. 

Nu, 44 år senere, kommer der endelig en ny og ajourført version, hvor vi kan følge en af forrige århundredes allerstørste orientalske fantasier om Japan, landets historie og kultur.

Hvis man er nipponofil, får man alt det, man drømmer om. Her er smukke nærbilleder af kalligrafier og elegant udførte te-ceremonier, haikudigte reciteret i måneskin og silkekimonoer, kronragede alvorsmænd og japanske landskaber.

Det hele er skildret i alle formater lige fra de nærmest ubegribeligt smukke landskabsbilleder til de helt nære indstillinger, der fanger changeringer i et øje. Og alt derimellem er lavet med en perfektion, der får én til at tænke, at endelig oplever man en serie, der har været udsat for japansk vask og strygning, som man sagde i gamle dage, når noget var virkelig gennemført. 

Historien er den velkendte myte om en engelsk styrmand, som strander i Japan, da en storm river et skib rundt i de frådende bølger.

En ”styrmand” – som på japansk kaldes ”anjin” – er en værdifuld gæst i Solens Rige, men også en problematisk karakter, fordi han på en måde er en flænge i det slør, japanerne lever under. 

Anjin-san, som hovedpersonen tituleres – og som man skreg i skolegården i 1980’erne, når man selv legede samurai – er eksotisk, fremmed, outsider og omtales konsekvent i tredje person som ”barbaren”. 

Besætningen i 2024-filmatiseringen, som er i hele ti afsnit, men faktisk kun lige så lang som 1980’er-versionen, er intet mindre end fremragende.

Cosmo Jarvis, der egentlig hedder Harrison Cosmo Krikoryan Jarvis, er en über-maskulin mand i rollen som den vestlige sømand, der i denne udgave er mere rå og firskåren. 

Det klæder ham. Og hans ru, hårde og brutale vokal bærer meget af rollen. Over for ham den usædvanlig elegante Anna Sawai (Fast & Furious 9), som spiller på én gang sørgmodigt, sart og sexet.

Hiroyuki Sanada spiller japansk feltherre med en nerve og intensitet, men også en følsomhed, så man mere og mere opdager, at han måske er vigtigere i fortællingen, end han først forekommer at være.

Det sidste skyldes ikke mindst det fornemme arbejde med manuskriptet. I begyndelsen er Anjin-san – eller John Blackthorne, som karakteren egentlig hedder – hovedperson. Langsomt bliver hans umoralske og ulovlige relation med den gifte kvinde, der bliver hans tolk, hovedhistorien. 

Men den enorme konflikt, som er rammen om alle de mindre historier i Clavells roman, bliver mere og mere nærværende.

De fem regionale feltherrer, der slås om herredømmet over Japan – om hvem, der skal være Shogun, en slags enevældig politisk diktator– træder mere og mere i karakter. Og langsomt bliver Sanadas rolle som den ekstremt strategiske Toranaga, der har en urokkelig vilje, den helt centrale historie. 

Men vi skal helt op til afsnit syv, før seriens crescendo rejser sig i nærmest en serie af rituelle selvmord. 

I datidens Japan skar en samurai, når han havde tabt ansigt, skrifttegnet mu – ”tomhed” – i maven, inden han blev udfriet ved at få hugget hovedet af. Og de naturalistiske skildringer i denne serie af det såkaldte seppuku er noget nær traumatiserende at overvære. 

Der er stort set ingen skønhedsfejl i serien, som hæmningsløst hylder både erotiseringen og eksotiseringen af Det Fjerne Østen, men man kan nu alligevel godt finde et par stykker.

For eksempel er det på den ene side skønt at se, hvordan det japanske sprog dominerer stort set alle scener. Så meget desto mere mystisk er det, at folk taler engelsk, når de – ifølge dem selv – slår over i portugisisk. Portugisisk er åbenbart for meget for et amerikansk publikum!

Japanske zen-bueskytter er berømte for at kunne lave pletskud, når de skyder mod bevægelige mål – med lukkede øjne. Det samme kan skaberne af serien, Rachel Kondo og Justin Marks, åbenbart også.

For den her serie – dunkel og laklækker, silkesmuk og pangfarvet, fuld af bragende artilleri og syngende klinger – er bragende flot.

Den nye Shogun-udgave får fem kastestjerner.

Trailer: Shogun

Kommentarer

Titel:
Shogun

Land:
USA

År:
2024

Serieskaber:
Rachel Kondo, Justin Marks

Medvirkende:
Hiroyuki Sanada, Cosmo Jarvis, Anna Sawai

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
27. februar på Disney+

© Filmmagasinet Ekko