Sirât

Er det muligt at kombinere nihilisme med trodsig optimisme? Ja, livet er hårdt og nyttesløst, siger fransk-spanske Oliver Laxes film, men alligevel går det videre.

Sirât ankommer til danske biografer med en hæderskrans af priser og nomineringer, men det er en langt mærkeligere film, end man kunne forvente af den nærmest universelle ros.

Det er et mesterværk, som er let at gå til, men som vil få dig til at tænke dybt over livet og dets mange tragedier og absurditeter.

Historien åbner til et ørkenrave et sted i Marokko, hvor mennesker samles for at fortabe sig i musikalsk ekstase. Men en mislyd sniger sig ind i den ellers euforiske stemning. Blandt de lyksalige, overvejende unge festdeltagere bevæger en ældre, kraftigere mand og en ung dreng sig rundt: Luis (Sergi López) og hans søn Esteban (Bruno Núñez Arjona).

Luis leder efter sin forsvundne datter og har af nød taget sin søn med. Hun er ingen steder at finde, men et par ravere antyder, at hun måske er draget videre til en anden fest – endnu mere hemmelig og afsides, længere mod syd.

Da soldater pludselig ankommer for at lukke ravet ned og evakuere de europæiske gæster, fortsætter Luis sin søgen ved impulsivt at følge med raverne.

Det ville være synd at afsløre for meget, for resten af filmen bæres af en sitrende spænding. Kan Luis og Esteban stole på de fremmede? Vil de holde sammen eller ende i kamp om de knappe ressourcer i ørkenen, hvor vand og brændstof er forskellen på liv og død? Og finder de den forsvundne pige i live, eller møder de noget langt mere uhyggeligt?

Et sted bag dem er en krig brudt ud. Tredje Verdenskrig? Måske står verden end ikke længere, når de engang vender tilbage til den. Alligevel kører den lille campervan stadig ufortrødent videre ud i ørkenen, fordi Luis er villig til at sætte sin søns liv på spil for at finde den datter, han har svigtet.

Raverne viser sig i mellemtiden at være en kompleks, nogle gange forstående flok, spillet af ikke-professionelle skuespillere med imponerende talent og vildt ekspressive ansigter. Tonin (Tonin Janvier) er etbenet og laver dukkeshow med stumpen. Steff (Stefania Gadda) virker hård på ydersiden, men rummer ægte varme bag sit skeptiske ydre.

Der er anstrøg af Henri-Georges Clouzots svedige spændingsklassiker Frygtens pris fra 1953 og William Friedkins 70’er-remake af samme, Sorcerer, da camperen kæmper sig op ad en stejl klippevej. Og af Claire Denis’ Beau Travail (1999), der skildrer den franske fremmedlegion i kontrasten mellem ørkenens knusende hede og dansens frihed.

Men Oliver Laxes film er mørkere end dem alle.

Fotografen Mauro Herces golde billeder forstærkes af et lyddesign, der læner sig op ad ravets dybe, dundrende og uomgængelige bas. Tilsammen giver de et indtryk af den udstrakte intethed i den afsvedne ørken og af en nært forestående undergang, der truer selv i filmens sjoveste øjeblikke. 

Dem byder Sirât nemlig også på – foruden scener, der vil chokere selv de mest blaserte publikummer. Det er en stærk blanding. Ørkenen har altid været stedet for prøvelser for menneskehedens helte – fra Jesus til Iron Man – på jagt efter transformation. Her bevæger rejsen sig dog hverken mod helliggørelse eller visdom. Titlen betyder på arabisk ”vej” eller ”sti” og symboliserer samtidig en prøvelse.

Mod slut er de rejsende forandrede, traumatiserede eller helt fortabte. Men de bliver ved at bevæge sig videre – på jagt efter en oase af en art, hvor da kan finde fred og håb. Eller bare nok brændstof til at fortsætte.

Det er ikke ligefrem en Disney-slutning, men filmen efterlader heller ikke publikum i samme nihilistiske fortvivlelse, man når at frygte undervejs. Den sande triumf er for Oliver Laxe slet og ret at klø på, selv når man har alt imod sig.

I disse tider er det måske det stærkeste budskab, man kunne ønske sig.