Sirens

Mellem The White Lotus, The Perfect Couple og Reservatet, blandt mange andre, har vi måske snart mættet markedet med mystiske, rige mennesker spillet af superkendte skuespillere i smukke omgivelser. 

Sirens ligner på papiret noget, man set mange gange for nyligt, men den har dog fået placeret så mange interessante, mangefacetterede karakterer i sin spændende historie, at man alligevel lader sig føre med. 

Devon (Meghann Fahy) har fået nok af at passe sin demente far alene i et lille hus i Buffalo, New York. Hun drager mod Port Haven, hvor hun ved, at hendes yngre søster Simone arbejder. 

Det viser sig dog, at søsteren ikke bare har et job, men er personlig assistent for den stenrige Kell-familie og helst gerne vil slippe for at blive mindet om noget, der har med hendes barndom at gøre. Hun har nemlig ikke fortalt sin mystiske arbejdsgiver og guru, at hun overhovedet har en søster. 

Omgivelserne er det amerikanske kystmiljø, som leder tankerne hen på clam chowder og sejlersko. Inde i Kell-palæet går alle klædt i ædelstens- og pastelfarver og store dele af serien er som at scrolle på et velkurateret Instagram-feed. 

Det gør for det første, at Devons fremmedgjorthed bliver meget tydelig, som hun står der i sin sorte kjole og ditto støvler. Men sammen med Devon får vi også en foruroligende fornemmelse af, at noget er helt galt i det overpolerede palæ. 

Simone har fået liv af Milly Alcock, der er unge Rhaenyra Targaryan i House of the Dragon, og den australske skuespiller er mindst lige så dragende i den nye rolle.

Hun er det sårbare barn, som alle vil redde, mens de samtidig beskylder hinanden for at manipulere hende. Men hun er også en benhård opkomling med en rigmand på krogen og et anspændt forhold til tjenestefolkene, som hun styrer med hård hånd som fruens forlængede arm. 

Julianne Moore har også masser at arbejde med som fruen, Michaela Kell, der engang var en ambitiøs advokat, men som nu lever som selskabslivets darling og dyreforkæmper. Netop som man er ved at afskrive hende som en karikeret rigmandsfrue, afsløres et nyt, overraskende lag i karakteren. Og når det gælder kølige, skrøbelige kvinder, er Julianne Moore altid et sikkert kort. 

Kevin Bacon spiller hendes mand Peter, der i første omgang fremstår som en hyggefætter, der ryger lidt tjald og forsøger at holde sig ude af konens søgelys. Men som man nok kan fornemme, er Peter ikke nået til magtens top ved at sove i timen. Omkring ham og hans kone har der nærmest samlet sig en kult. 

Egentlig burde det være et større problem, at serien er svær at regne ud, fordi den tonalt skifter mellem absurd komedie, melodrama, thriller og nu og da sågar lidt gys. Kell-palæet danner ikke ligefrem rammen om det mest sammenhængende univers i tv-historien, men det er eksempelvis ret interessant, at man ikke ved, om ø-rygterne – Michaela er i virkeligheden koldblodig morder – kan være sande eller ej. 

Sirenerne er både politisirener og Devon og Simones gamle kodeord for et SOS. Men der leges også meget med idéen om en farlig kvinde, der lokker mænd i fordærv. 

Serien igennem giver flere af mændene udtryk for, at kvinderne har ødelagt dem, men ofte ser det også ud til at kunne være den anden vej rundt. Soundtracket spiller smukt sammen med titlen og understøtter stemningen med længselsfulde, ordløse korarrangementer, der leder tankerne hen på en lokkende havfruesang. 

Sirens er fuld af små tvists og uforudsigelige hændelser, men alle føles naturlige. Fordi de udspringer af et velformet karaktergalleri, der får lov at folde sig ud, og fordi hver figur viser sig at rumme langt mere, end man aner, da kameraet første gang viser det overdådige palæ og den stejle skrænt på den amerikanske østkyst.