Skibet – fem måneder for evigt

Instruktør Troels Hansen får en hel del forærende i sit store arbejde med at lave en dokumentarserie om en halv årgang på skoleskibet Georg Stage. 

For det maritime miljø – med sejl, uniformer, knob, køjer, tovværk og selvfølgelig blæst, sol og hav – giver forrygende billeder. Men når man ser efter, er det faktisk ikke bare mekaniske optagelser. 

Troels Hansen laver sammen med tre andre fotografer smukke billedkompositioner, fanger lyset elegant, portrætterer helt nært. Samtidig fortæller han historien virkelig godt. 

I løbet af bare små to timer – fire afsnit af cirka en halv times varighed – kommer vi helt ind på livet af de unge gaster, som lever og uddanner sig på Georg Stage igennem fem måneder. 

Der er to hold om året, som uddanner spritnye sømænd. Skibet sejler – på dette togt – fra Holmen og op igennem Kattegat, til England, Spanien og Christiansø ved Bornholm. 

Dokumentaren lægger fra land som et kollektivportræt, hvor gruppen skildres bredt, men særligt følger vi fire unge, som vi mere kommer ind på livet. 

Der er den unge, kække københavnerdreng, som må arbejde lidt med attituden, men kommer fri af skærene. Der er den unge grønlandske kvinde, som er introvert og genert, men folder sig ud som regulært lederpotentiale. Der er tvillingesøsteren, som efterlader sin halve sjæl i land og sætter ansigt og ord på savnet og hjemveen. Der er den unge kvinde, der skal finde sig selv og til sidst kommer hjem. 

Og så er der alle de andre. Ansigterne, grin og tårer, hænderne, der binder knob, de løbende kroppe, når tovværket skal rendes over dæk. 

For på Georg Stage er det alvor. 

De unge mennesker uddannes ude i virkelighedens verden.Ifølge seriens pressemateriale drives og ejes skoleskibet Georg Stage af en stiftelse med hjemsted i København. 

Det første Georg Stage blev bygget på privat initiativ i 1882. Det sejlede som skoleskib frem til 1934 og ligger i dag som museumsskib i Mystic Seaport i USA. 

Siden kom anden generation, rent maritimt. Og det nuværende skib – Georg Stage II – blev bygget i Frederikshavn i 1934. Skibet er en tremastet fuldrigger, med tyve sejl og 210 tovender. Det er fire meter langt, otte meter bredt, og masterne er 30 meter høje. Den formelle størrelse er 281 bruttoregisterton, hvilket – sødt nok – gør skibet til verdens mindste fuldriggede skib. 

Det er rammen for de mange skønne scener med unge mennesker, der – i en blanding af munter højskolestemning, postpubertær kejtethed og benhårdt voksenarbejde – knokler med tunge bramsejl, får stormstød på størrelse med en halv pelikan lige i ansigtet og stryger uniformer med imponerende omhu. 

I land går de arm i arm ind i de fremmede byer, de drikker øller på stranden, de krammer som veninder – uanset køn. Serien er i det hele taget befriende moderne på den måde, at den overhovedet ikke italesætter den kønsligestilling, der stort set overalt er blevet hverdag. 

En god dokumentar har altid et drama i et miljø, siger man. Her er der flere. Der er de indre dramaer, som da gasterne er til midtvejssamtale, og vi får lov at se og høre de øverstkommanderendes reprimander og ros. 

”Der skal ikke svares snappy igen. Det forventes du at finde dig i,” får københavnerdrengen hårdt at vide. ”Vi tror, at du kunne blive en god styrmand,” lyder rosen til den unge, grønlandske kvinde, der bliver synligt bevæget. 

De ender begge, ligesom 70 procent af Georg Stages elever, med et arbejdsliv til søs. 

Et af højdepunkterne i den udvendige handlings dramatik er afsnittet, hvor gasten Benjamin kontant vises fra borde, fordi han drikker for meget, når der er landlov. 

Her er der ikke plads til fis og ballade – det handler om alvor, sikkerhed og godt sømandskab. Det gælder både ved midtvejsprøven og den afsluttende eksamen på Christiansø, hvor de unge søfolk skal bevise, at de også officielt kan begå sig som skibsassistenter – eller som man tidligere kaldte dem: matroser. 

Dokumentaren viser, at der er andet end en mellemlang videregående uddannelse og et liv som djøf’er bag skrivebordet. Der findes liv med isnende skumsprøjt og landkending i Biscayen og knofedt helt op til albuerne. 

Og så viser dokumentaren samtidig, at man ikke skal være bange for, om det hele går. For med dette portræt af Danmarks – og hele rigsfællesskabets – ungdom, bliver man ærlig talt fuld af håb. De er stærke, de er seje, de er empatiske, og de er kloge. 

Det ungdommelige styrkes i øvrigt af et stramt surret lydspor, hvor helt unge kunstnere, som for eksempel sangeren Kris med nummeret Fri fugl, sammen med Ekko Shortlist-vinderen Lasse Aagaards underlægningsmusik får lov at ledsage de smukke, unge mennesker på deres færd ud i verden.