Biografanmeldelse
13. juli 2025 | 10:58

Skolen med magiske dyr – venner for altid

Foto | Leonine Studios

De magiske dyr er animeret forbavsende livagtigt og løfter det forudsigelige og lidt insisterende plot.

Det er svært at sidde stille, når både dyr og mennesker giver den gas i tredje omgang af familiefilmen, der fejrer fællesskab og inklusion i alle afskygninger.

Af Kristian Ditlev Jensen

Da den tyske forfatter Margit Auer i 2013 lancerede sin bogserie Die Schule der magischen Tiere, altså Skolen med de magiske dyr, ramte hun noget særligt. Hendes bøger til børn er samlet set oversat til 26 sprog og har solgt i mere end otte millioner eksemplarer. 

Så filmatiseringen af historierne om den lille Winterstein-skole, som på dansk er blevet til Østre Skole, lå lige til højrebenet. 

Vi har indtil nu fået to tidligere film i serien, henholdsvis Skolen med magiske dyr og Skolen med magiske dyr 2, men i treeren er der også en undertitel: Venner for altid. Serien, der har fået fine danske stemmer, handler om mangfoldighed og inklusion, men først og fremmest fællesskab på mange niveauer. 

Det drejer sig nærmere bestemt om sammenholdet mellem piger og drenge, mellem børn fra borgerlige hjem og dem fra de mere hippieagtige, mellem udsatte børn og privilegerede børn. Men endnu mere om et fællesskab mellem mennesker og natur og sammenhængskraft og brobygning mellem mennesker og dyr, herunder de magiske af slagsen. 

Plottet er en splittelse af gruppen, der samler sig igen til sidst, så alting ender trygt og godt. 

På den ene side står en gruppe økoaktive børn, der – i ægte interspecies-solidarisk ånd med socialistisk engagement – kæmper side om side med både træer og dyr, som de betragter som ligeværdige med mennesker. 

På den anden side står den kapitalistisk-borgerlige modeindustri, som omsætter det naturhistoriske museum til økonomisk iscenesat modeshow. Men skal pigerne fra klassen på Østre Skole stille op med danseforestilling på museet, eller skal klassens mere idealistiske pige lede børnenes forsøg på med demonstrationer og aktivisme at forhindre et ondt konglomerat i at fælde træer og bygge et ligegyldigt hotel, som det hedder i filmen? 

Spændingerne findes i filmen, selv om de ikke er overraskende. De fungerer nogenlunde, når der lægges sociale forskelle og gryende forelskelser oven i. Spørgsmålet er, om ikke handlingen indimellem bliver for klichépræget og for ideologisk. 

De magiske dyr, der er animeret forbavsende livagtigt, løfter det forudsigelige og lidt insisterende plot. Selv om vi selvfølgelig skal tvangsfodres med en vegansk krokodille, tykke figurer og så videre. 

Men det er positivt, at interessante klasseproblematikker bringes i spil. Som når en af hovedpersonerne skammer sig over, at hendes forældre, som er snobber, ikke længere har råd til at bo i en millionvilla. 

På samme måde er der en fællesnævner i historien om fællesskab og samarbejde imellem de splittede grupper. For skønt nogle elsker natur, andre elsker mode og endnu andre bare elsker blondiner, ender det naturligvis med, at alles kvaliteter i sidste ende danner fælles front imod alt det dårlige i verdenen. 

Og det er især noget med penge og kapitalisme, som i virkeligheden bare er en lidt naiv metafor for ”de voksne”. 

Særligt vellykkede er de sange, der bakket op af elegante, koreograferede dansetrin løfter fortællingen og gør den både hyggelig, levende og så medrivende, at man instinktivt gynger med i biografsædet. Det er svært at sidde stille, når dyr og mennesker giver den gas. 

Det tredje bud på en familiefilm i en serie, der kan forlænges med yderligere fem spillefilm om magiske og vilde dyr er udmærket underholdning, hvis man tager det for, hvad det er: en hyggelig eftermiddag med familien, nu endda udvidet med en grålig kat med lilla øjne og en ret sød, fransk accent.

Trailer: Skolen med magiske dyr – venner for altid

Kommentarer

Titel:
Skolen med magiske dyr – venner for altid

Originaltitel:
Die Schule der magischen Tiere 3

Land:
Tyskland

År:
2024

Instruktør:
Sven Unterwaldt jr.

Manuskript:
Sven Unterwaldt jr., Thorsten Näter, Viola Schmidt, Barbara Te Kock, Ursula Gruber

Medvirkende:
Rose-Maria Kjær-Westermann, Wilhelm Lumholt Hakesberg, Anna Frederikke Heerulff Christiansen, Elias Meyer Jakobsen, Jens Dons Christensen, Noor Nørgaard Albana

Spilletid:
105 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
10. juli

© Filmmagasinet Ekko