Slaget om Tisvilde

”Der bliver fred i Mellemøsten, inden der bliver fred på Ærø.” 

Sådan skal tidligere minister Bertel Haarder engang have sagt. Og der er noget om det. Konflikter i selv helt små samfund antager nogle gange enorme dimensioner. 

Det gør de i hvert fald i dokumentarserien Slaget om Tisvilde, som Gitte Sønderby og selskabet Kompagniet, der stod bag Balladen om kolonihaven,har lavet. Konflikterne vokser til så store dimensioner, at det i grunden ikke helt kan bære. 

For man må med det samme konstatere, at der sker noget, når et drama flyttes fra underklassen til den øvre middelklasse, hvor alles pinagtige smålighed udfoldes. Det er bare knap så sjovt. 

Der er nu ellers mange gode takter, og det er underholdende tv. For der er konflikt imellem de hovedrige nordsjællændere og røven af fjerde division, de fastboende og sommerhusgæsterne og de indfødte og dem, der kun er tilflyttere og nærmest på tålt ophold. 

Så der er mange linjer, hvor slaget skal slås. 

Hovedkonflikten handler om den tre dage lange musikfestival Musik i Lejet, der drives af frivillige, og som første gang blev afholdt i 2009 i Tisvildeleje på byens – om vinteren – totalt overdimensionerede parkeringsplads på stranden. 

De gamle, indfødte, fastboende og forretningsdrivende vil ikke have tis og afføring i baghaverne, indbrud, narkosalg, skrald og ulovligt parkerede biler lige uden for deres hoveddør. Over for dem står de unge, de tilrejsende, dem, som låner deres forældres sommerhus, og turisterne – som alle gerne vil have vild fest og høj musik. 

Det mest tankevækkende er, at flere parter i serien tilkendegiver, at man ønsker dialog. Man vil have nuancer, begge sider skal høres, man vil have det samlede billede.

Men i stedet ender det i grøftegravning og en efterfølgende skyttegravskrig, der tydeligvis har sat dybe spor i alle involverede – sår, hvis ar vil kunne mærkes i mange år frem. 

Men det er faktisk præcis, hvad serien formår at skabe. Ikke nødvendigvis dialogen, men det samlede billede af en lokal konflikt. Da de unge mennesker pludselig bliver hørt, er deres stilfærdige ønske om også at få lov at være her rørende. 

De er en del af corona-generationen, som vil feste lidt, kysse lidt, drikke sig fulde, være unge. Over for dem står de forretningsdrivende, hvis livsværk går i stå i mere eller mindre en uge i højsæsonen. Deres magtesløshed forstår man godt. 

Da vi får indblik i de gamle, syge sommerhusgæsters oplevelse af larm og spektakel, bliver det tydeligt, at det har været for meget – for længe. Og da de fastboende bogstavelig talt har skidt og møg lige uden for døren, bliver selv lidt træt indvendig. 

Som to små ekstra kirsebær på toppen af denne lækkerbisken om sommerlandet, er der en sjov ramme om det hele. Den lokale præst giver den i rollen som en slags åndelig mægler og leder, og han bliver konsekvent filmet i sin gabende tomme folkekirke. 

Men i de sidste billeder siger han ”pyt”, rykker ud til folket, og så begynder samtalen. På lydsiden har man den evigt 1990’er-ironiske Søren Fauli som genkendelig stemme. Da han endelig optræder fysisk i billedet, sidder han på en café med en caffe latte. Mere passende kunne det ikke være. 

Slaget om Tisvilde når dog ikke Balladen om kolonihaven til ølmaven. Historien er for indforstået og taler nok mere til den kreative middelklasse end til familien Danmark.