Slangedræber

Under en aktion skyder og dræber betjenten Brian ”Smiley” Petersen en sadistisk alfons og pusher med en meget lang kniv. Det kommer til en omfangsrig undersøgelse, hvor Smiley bliver anklaget for politivold.

Langt om længe frikendes han og kan vende hjem til sin specialgruppe, den berygtede Uropatrulje. De modtager ham som helt, en født anfører for politifolk, der har sine egne love, som ikke altid passer til samfundets.

Det ses snart, da en ung, kvindelig narkoman og meddeler brutalt bliver myrdet. Alle spor peger på en pæn, men bøs bagmand, som styrer narkohandlen på Vesterbro. Han kaldes Hugormen og har persisk eller kurdisk baggrund.

Så er vi i gang med Shorta-instruktøren Anders Ølholms hæsblæsende politirutine-thriller Slangedræber på Prime Video, streamingtjenestens første danske fiktionsserie. Hvorfor serien har fået den titel, må man vente på helt til slutningen. For først skal vi ud at køre med korpsets skydeskøre.

Her har vi været før. Vor tids musketerverden inden for politistaben går sine egne veje for at hævde retfærdighed – fra fortidens Miami Vice til nutidens Chicago P.D..

Slangedræber foregår i en lidt ubestemmelig fortid, hvor man må ryge indendørs og sexchikanere kvinder. I det hele taget kan man(d) betragte sine omgivelser som et stort karlekammer.

Mens genrens klichéer står i kø for at blive genkendt: den seje strisser, den traumatiserede panser, strømeren med sprut i termokanden, ham med blakket fortid og så den korrupte af slagsen.

Skurken er tæppehandler med et tæskehold, som piner mennesker i kælderen. Så har vi luderen med et hjerte af guld og en nål i armen, den hovne kvindelige anklager kold som en kummefryser og drengepigen, der frisk fra politiskolen slår en proper næve og kan køre med drengene.

Endelig anføreren Smiley, der er et dumt svin, en hård banan og en gentleman af den gamle skole. Serien påstår, at den er inspireret af virkelige hændelser, men det svarer til at hævde, at der er enhjørninger i Esbjerg Havn.

Der skydes igennem, og vi får både et flot kup på en mondæn natklub og skuddueller mellem politi og tyve ved et pakhus. Man kan mærke, der ikke er sparet på krudtet i produktionen, hvor der gøres ferm brug af storbyens små og store stræder.

Fortidens Rejseholdet er tammere end børnehavens teddybjørn ved siden af denne omgang ramasjang, hvor beskedne København bliver til brølende Chicago.

Fra og med tredje afsnit begynder plottet at tættes mere originalt og interessant med et tvist i gangsteropgørets flow og forløb. Der kommer andre boller på knippelsuppen og interessante vendinger i intrigen, der ikke helt så forudsigelig som resten af flosklerne.

Ellers er der ikke meget nyt i forhørslokalet, men det fungerer netop ud fra genrens præmisser. Måske fordi skuespillerne nyder at være mere seje og stovte end i andre danske serier med bløde mænd, milde kvinder og søde børn.

Pilou Asbæk er ikke så ringe endda som tough Smiley, den karismatisk kompromisløse karl, der kan skifte karakter med samme hastighed, som en håndflade bliver til knytnæve.

Lars Ranthe virker umiddelbart castet imod sin type som Smileys sidekick, men som den fremragende skuespiller han er, formår han at udvikle rollen til noget ganske andet end den evige Mister Nice Guy.

Mira Elisa Obling er politikvinden, som må lære at leve med musketereden. Laura Christensen er femme fatale, men god nok på bunden. Og inde i hele handlingens kerne er der genrekendetegnet, at venskab og sammenhold står over samfundet uanset køn og klasse.

Begge sider af loven har sin egen ridderlighed, der ikke ligner andre regler. Skurkegalleriet er lige ved at være lidt for levantisk og orientalsk, mere persisk marked med æblete i glas end et dansk parcelhus på villavej.

Slangedræber er med sin første sæson kommet godt fra start. Absolut ikke noget for hyggekrimiens venner.