Smoke

Ifølge den græske mytologi stjal Prometheus ilden fra de olympiske guder for at give den til menneskeheden. Det kostede Prometheus dyrt – men også mennesket betalte en pris for at modtage et element, der både bærer civilisationens fremskridt og barbariets destruktive kraft.

Ilden er på den måde faktisk hovedpersonen i Dennis Lehanes fascinerende serie Smoke om pyromani, som terroriserer en hel by. Eller snarere to ildpåsættere, der tilsyneladende motivløst sætter ild til stort og småt, huse med mennesker, butikker med kunder.

Dennis Lehane er ikke hvem som helst.

Han er en af USA’s bedste krimiforfattere udi neo-noir og står bag inciterende og interessante krimier som Mystic River, Gone Baby Gone og Shutter Island, der er filmatiseret af henholdsvis Clint Eastwood, Ben Afleck og Martin Scorsese. Han har også været inde over kultserien The Wire.

Typisk for Dennis Lehane er hans socialrealistiske skildringer af lavkulturelle forstæder og hans konsekvent uforudsigelige plots. Med Lehane ved man aldrig, hvor historien vil føre én hen.

Det gælder i den grad serien Smoke.

Første afsnit lægger traditionelt og genremæssigt forudsigeligt ud med et klassisk makkerpar: Dave Gudsen – en korrekt familiefar, tidligere brandmand og nu ekspert i pyromani – og Michell Calderon, en kvindelig politidetektiv med modstand mod autoriteter og hang til at gå egne veje.

Men allerede i andet afsnit begynder samarbejdet at krakelere. Mens de jagter to pyromaner, som synes at arbejde sammen, flyver der ugler op fra hver politifolkenes moser.

Dave er i gang med at skrive en roman om sin heroiske indsats som pyromanjæger. Michell har et uforløst forhold til sin mor, som har ildpåsat deres bopæl, da hun var barn. Og imens følger vi en af ildpåsætterne, hvis fascination af ild koster menneskeliv.

Langsomt opløser historien sig til en hektisk labyrint med fatale irgange og forfærdelige sidespor, hvor alle personer opfører sig på tværs af historien og i trods mod deres umiddelbare karakterer i handlingen.

Lehane lever op til sit ry som en mester i at narre læserne på en sort-kynisk facon, som nok fænger, men også forfærder. Fordi plottet er grænseløst og umuligt at regne ud på forhånd.

Ni afsnit på en lille time hver er meget, men alligevel er der konstant fremdrift. Balancen mellem personernes intime aktioner er i vater og bliver ikke uvedkommende eller ligegyldig.

Ilden breder sig undervejs og viser sig fra sin værste side. Også som de skæbnesvangre altødelæggende skovbrænde, mennesker nærmest kæmper forgæves imod. Ild er nemlig på en underlig måde både menneskets tjener og en herre, som indimellem dræber skånselsløs.

Taron Egerton er fantastisk som den romanskrivende ildebrandsbekæmper Dave Gudsen. Han er naboens pæne søn og har sågar en sød bibliotekarkone og en stedsøn, som læser Haruki Murakami i sin fritid.

Endnu bedre er Jurnee Smollett som den farvede detektiv, der er knaldhård som kød nederst i en kummerfryser, tough som en østers, man ikke kan åbne.

Alligevel er hun mennesket midt i al umenneskeligheden med overskud til næstekærlighed og almen empati. Greg Kinnear er hendes bamsefar af en chef, som måske har ladet lidt gratis honning glide ind i hans kontor. Colombiansk-amerikanske John Leguizamo er eksstrømeren, der ved mere end, politiet har godt af.

Smoke er baseret på en podcast om den mest aktive seriebrandstifter i USA's historie.

Dennis Lehane kæler gunstigt for sin atmosfære af at foregå i et USA, som bestemt ikke er blevet gjort ”great again” af Donald Trump. Ikke decideret slum, men heller ikke high society. Man spiser chips af pose, hamburgers er husmandskost, og man drikker øl af flaske. Og whisky selvfølgelig, men mest som saft til sandhedens timer, hvad enten det gælder kriminalitet eller kærlighed.

Smoke er simpelthen en fremragende serie.