Søndage

Gennem sin katolske gymnasieskole har den spanske teenager Ainara fået kontakt til priorinden Moder Isabel på et nærliggende nonnekloster. Nu overvejer hun at skippe universitetet, droppe ungdomsfester og aldrig finde ud af, om det kunne være blevet til noget med ham den søde fra koret.

I stedet vil Ainara være nonne med alt, hvad det indebærer af bøn, fattigdom og kyskhed. Det er en uforståelig beslutning for de fleste af hendes venner og familie.

Hvad der gør spanske Søndage bemærkelsesværdig, er, at instruktør og forfatter Alauda Ruiz de Azúa lægger lige vægt på begge perspektiver. Hun inddrager publikum i Ainaras kamp for at få lov til at aflægge klosteret et prøvebesøg, men inviterer os samtidig til at undres over, hvor hendes ønske kommer fra, og om det faktisk er oprigtigt.

Ainara – spillet med en vis mystik af debutanten Blanca Soroa – virker forsagt både blandt sin temperamentsfulde familie og udadvendte venner.

Når andre spørger ind til hendes nonneambitioner, svarer hun begejstret med religiøse floskler, som kunne være plantet af skolens hotte, unge præst og vejleder, Fader Txema. Alligevel understreger filmsproget og Soroas spil, når baggrunden mørknes, og lyset tænder i Ainaras øjne, at hun i bønnen oplever noget ganske særligt.

Ainara bor hos sin enlige far, Iñaki (Miguel Garcés), som slider i sin forgældede restaurant og ikke har overskud til at skabe en familie for sine tre døtre og nye kæreste. Han er den eneste i familien, der virkelig støtter hendes nonnedrøm. Men man bliver hurtigt i tvivl om, hvorvidt han er så klosterbegejstret, fordi et liv med Herren modsat en uddannelse er uden brugerbetaling.

I den stik modsatte lejr er Ainaras veluddannede og veltalende faster Maite (Patricia López Arnaiz), der ser skævt til kirken efter en barndom i katolske skoler, og betragter nonner som udannede, naive stakler. Siden Ainaras mor døde for år tilbage, har Maite overtaget rollen – endda med mere iver, end hun vier sin egen familie.

Korstykker fra nonnernes sang i kirkerummet og Ainaras kor på gymnasiet skaber overgange og stemning til scenerne. Komponist David Cerrejón giver nonnernes smukke, flerstemmige salmeharmonier et verdsligt modspil, når gymnasiekoret synger et fint arrangement af Nick Cave and the Bad Seeds’ Into My Arms. En sang om at bede til en gud, man ikke tror på.

Undervejs lægges der spor ud til, at Ainaras religiøse vækkelse stammer fra hendes mor, som både var meget religiøs og, ifølge Ainaras farmor, meget psykisk syg. Den del gad man godt have set foldet mere ud.

Til gengæld kunne man have undværet scenerne med veninden Izaskun, som aldrig kommer til at virke vigtig. Men Alauda Ruiz de Azúa får greb om sin fortælling, da Ainara og den jævnaldrende Mikel fra koret indleder en lille romance, der på uventet vis skubber Ainara mod en beslutning.

Selve klosteret, som Ainara gerne vil være en del af, tager sig forskelligt ud alt efter, hvilke øjne vi ser det igennem. Da Maite og Iñaki skal til en indledende samtale, fokuserer fotograf Bet Rourich på de tremmer, der adskiller nonner og menighed. Hun får klostret til at ligne et fængsel.

Da Ainara besøger klosteret, virker nonnelivet til gengæld lyst og roligt med montager af hårdt arbejde, stille måltider og sang om søndagen. En af Ainaras potentielle søstre taler begejstret om at have fået slukket sin tørst efter Jesus.

Filmens store kvalitet er, at den hele vejen igennem præsenterer os for modsatrettede synspunkter, der perspektiverer og nuancerer Ainaras kald.

Således bliver Søndage en fin fortælling om en ung piges søgen efter sjælero. Instruktøren lader det være op til publikum, om hendes beslutning er et fravalg af ungdoms- og familielivets genvordigheder, eller om hun vitterligt tørster efter en stor slurk Jesus.