Song Sung Blue

Nålen lægges i rillen, en varm knitren fylder lokalet. En hårbørste tages op til munden, klar. Så kommer tonerne. Der mimes med. Danses med. I underbukser. Og i sit spejlbillede ses den stjerne, man altid har drømt om at blive.

Måske minder scenen om Tom Cruises dans i 80’er-komedien Risky Business. Måske Hugh Grants i juleklassikeren Love Actually. Eller måske bare en aften alene hjemme.

Den kulturkanon skriver det semibiografiske musikdrama Song Sung Blue sig ind i med Hugh Jackman, der som Mike Sardina i farfar-underhylere og hvid, olieplettet t-shirt øver sin Neil Diamond-imitation. I sit afsluttende dansetrin slår han sit knæ.

Song Sung Blue – opkaldt efter et Diamond-hit – er en selvbevidst, sjov og usminket fortælling om at drømme, selv om ungdommens usårlighed er blevet udskiftet med et par rynker og en svindende hårpragt.

”Jeg er ikke en sangskriver. Jeg er ikke et sex-symbol. Jeg vil bare underholde folk,” siger Mike.

Mike Sardina, kendt som Lightning, er en entertainer, krigsveteran og tørlagt alkoholiker, der bare vil være på scenen og spille musik. I læderjakke med et lyn på ryggen og altid med sorte negle fra sit deltidsjob som mekaniker.

Men en aften, hvor Lightning skal optræde som den hawaiianske popstjerne Don Ho med farverig blomsterkrans og aloha-skjorte, siger han op.

Inden da møder han Claire Stingl backstage (Kate Hudson). Hun synger Patsy Cline i passende rød cowgirl-skjorte med fryns. De forelsker sig. Sammen danner de bandet Lightning & Thunder. De tager rundt på barer og hotellobbyer i pailletter, satin og vind i håret med Neil Diamonds sangkatalog.

Filmen tør vise det uskønne i jagten på guldet – dér hvor stort set alle kunstnere er startet – og gør det med veloplagt humor.

Mikes manager er ikke en person i smart jakkesæt med gode forbindelser, der konstant taler i telefon. Det er hans tandlæge. Og Mike skal male sine bakkenbarter sorte, for ellers er de grå.

Det er både filmens styrke og svaghed, at dens historie er baseret på de autentiske Mike Sardina og Claire Stingl, som Greg Kohs, der er krediteret som executive producer, lavede en dokumentar om i 00’erne.

Styrke, fordi der er en magisk kvalitet i livets rutsjebane, som instruktør Craig Brewer (Hustle & Flow og Dolemite Is My Name) får indfanget i nogle af filmens stærke scener.

Svaghed, fordi en film helst skal have et filmisk klimaks og slutning. Og det har været en for svær opgave at give deres usædvanlige, men virkelige fortælling. Det er, som om karaokeanlægget slukker lige inden hovednummeret, og det skarpe lys i baren bliver tændt.

Dér står filmen så med en ølmave ud over de stramme skindbukser og skråler falskt.

Claire bliver gjort til filmisk baggrundskor. Mikes datter virker mest som en fremmed, ung fan. Historien bliver pludselig sat på de velkendte eventyrskinner, som den har brugt så lang tid på at distancere sig fra.

Men indtil da svinger det. Hugh Jackman og Kate Hudson spiller, synger og danser med en smittende og ufravigelig nærhed og styrke. Der er musikalitet, humor og autenticitet i næsten hver scene.

Song Sung Blue er en fortælling om dem, der bliver gift for anden gang, skal være stedforældre og affinde sig med, at stjernestøvet måske har lagt sig. Det er en fortælling om de små drømme. Hvor glæden kan findes i en kinesisk restaurants karaokeanlæg.

Det er musikkens simple glæde, der rækkes ud efter. Et positivt budskab i en verden, hvor alting bliver sammenlignet og skal være højere og vildere.

Filmen indeholder velskrevne vittigheder, rørende øjeblikke og så meget af livets smukke, men ubarmhjertige og utilregnelige vej, at den er værd at se for de fleste, der kender til knuste eller bare sprukne drømme.

Man bliver mindet om, at det aldrig er for sent at udleve sine drømme. Om de så ender i udsolgte arenaer eller i trængte karaokebarer.