Biografanmeldelse
16. aug. 2016 | 17:34

Søstre

Foto | Akimi Yoshida
De fire søstre finder sammenhold i hinandens nærvær i Hirokazu Koreedas søskendedrama om at finde sjælelig fred i familien.

Japansk familiedrama om at leve i nuet og hvile i familiens skød er velspillet og rørende, men er på nippet til at blive sentimental.

Af Rasmus Brendstrup

Den japanske instruktør Hirokazu Koreeda laver – når han er bedst – de mest bevægende og originale dramaer.

Maborosi skildrer en kvindes forsøg på at finde mening efter mandens selvmord. Mellem liv og død handler om jagten på lyspunkter i ordinære liv, men set fra et forkontor til dødsriget. Nobody Knows beskriver tragisk og sanseligt dynamikken i en forladt søskendeflok. Og i Air Doll kommer en lolitadukke til live og opdager … eksistentialismen eller noget i den stil.

Det er helt underordnet, om udgangspunktet er hverdagsnær eller fabulerende. Koreeda har en udsøgt evne til at finde en hylde, vi kan kigge med fra og blive klogere på, hvordan vi mennesker agerer, når døden og ensomheden banker på. Han kan skildre smerte, vrede, savn og varme så prunkløst som ingen anden.

Derfor forstår man godt hans begejstring for Yoshida Akimi japanske voksenmanga Umimachi Diary, der handler om tre voksne søstre, som efter farens død beslutter at tage deres noget yngre halvsøster under familievingen.

Koreedas dramatisering beskriver med fine detaljer både kystbyen Kamakura og det barndomshjem fuldt af blandede minder, som søstrene nu deler. Både bog og film rummer præcis de samme elskelige hverdagskarakterer og det blik for skærmydsler, indbyggede rutiner og karambolerende egoistiske dagsordener, der er Koreedas signaturer.

Sachi er ældst, kontrollerende og bedrevidende. Mellembarnet Yoshino er sexet og frisindet, Chika flippet og ustruktureret, og efternøleren Suzu er en uudgrundelig, velopdragen alien, som kvinderne tager ind med varme og stor forsigtighed. De curler løs og håber, at hun falder til i deres fotogene lille kystby.

Og man forstår hvorfor.

Suzu kender deres afdøde far bedre, end de selv har gjort – og de kan revanchere nogle af de svigt, de selv er blevet udsat for.

Det er en smuk fantasi, at de fire kan komplettere hinanden, og den fantasi indfrier Koreeda. Lige ud ad landevejen. Fra fælles latter under nattefyrværkeri via stamcaféen nede i byen, fra ung kærlighed under kirsebærtræer til blommevinbrygning og vemodig deling af minder på strande og bakketoppe.

Søstre er bestemt rørende, menneskelig og velspillet. Man kan ikke andet end holde af disse kvinder med hver deres store hjerte og psykiske krummelurer.

Men for første gang i sine elleve spillefilm falder Koreeda over kanten til den afgrund, han har flirtet overlegent med gennem hele karrieren: sentimentalitetens og banalitetens. Søstre mangler helt essentielt, at konfliktstoffet får dybde og liv.

Når en moster formanende siger til de tre voksne søstre, at Suzu ikke er noget kæledyr, siger det noget meget præcist om familieeksperimentets ubalance. Men Suzu har ingen kriser.

”Spiller hun ikke bare skuespil?” hvisker en af søstrene. Men nej. Suzu er bare så heldig, at hun er kommet til et sted, hvor hun kan føle sig tryg og anerkendt. Straks er hun ombejlet i den lokale fodboldklub.

Da den ældste søster, Sachi, får tilbuddet om at rejse til USA med sin lægekæreste, vakler fundamentet under både eksperiment og familie i de få sekunder, det tager hende at konstatere, at hendes plads er i Kamakura.

Selv den beslutning gøres let ved et sving ad en dramaturgisk belejlig omfartsvej: Sachi bliver udnævnt til ansvarlig for et nyt hospice, hvor restaurantmutteren fra deres stamcafe skal indlægges. Den livskloge, gamle dame har også haft mere end nære bånd til faren.

”Jeg er glad for, at jeg stadig kan se det smukke i det smukke,” siger den terminale patient, og præcis så enkelt kan filmens budskab formidles.

Lev, mens du gør det. Find din sjælelige familie og bær over med andre mennesker. Er det hårdt, når nogen dør? Ja, men det er ikke nogens skyld.

Trailer: Søstre

Kommentarer

Titel:
Søstre

Originaltitel:
Umimachi Diary

Land:
Japan

År:
2015

Instruktør:
Hirokazu Koreeda

Manuskript:
Hirokazu Koreeda

Medvirkende:
Haruka Ayase, Masami Nagasawa, Kaho, Suzu Hirose

Spilletid:
126 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
18. august 2016

© Filmmagasinet Ekko