Stargate – en julefortælling

Der er intet så kært som en datters fortryllede og beundrende blik på sin far, der er i gang med at klovne for hende. Og der er intet så knusende som at se blikket falme, fordi forælderen svigter.

I filmatiseringen af norske Ingvild H. Rishøis roman Stargate – en julefortælling har instruktør Ida Sagmo Tvedte skabt en bevægende julefilm, der er lige dele barsk og hjertevarm.

Selskabet Motlys, der står bag Dag Johan Haugerus prisbelønnede Oslo-trilogi, har produceret.

Filmen handler om en tiårig pige med det berømte navn Ronja – kaldet Ronja Røverdatter – og hendes sekstenårige storesøster Melissa. Med viljestyrke, fantasi og næstekærlighed skal de lære at stå på egne ben, når julen og forventninger om overflod af pynt og mad banker på.

Unge Luiza Idrizi indtager overbevisende rollen som Ronja, og det er hjerteskærende at se hende forsøge at være usårlig over for uretfærdighederne, hun møder.

Søskendeparret bor med deres arbejdsløse far i en beskeden og spraglet lejlighed, hvor køleskabet er tomt, og aftensmaden er det samme hver dag. Lydbilledet er konstant præget af barnegråd, gøen fra hunde eller smækkende døre fra de nærtliggende lejligheder i boligblokken.

Alligevel er der plads til glæde og spas, når Ronja og hendes far leger sig væk fra problemerne. Eller når Melissa hver aften skal fortælle Ronja den samme historie. Om dengang de tre tog ud i en træhytte og hyggede sig foran den varme pejs.

Gadelampernes skær, der danser hen over det hvide loft i soveværelset, forvandles i Melissas fortælling til den sneklædte skov omkring hytten, mens Ronja lader sig glide ind i drømmen.

Virkelighedsflugten er en tilbagevendende tematik i filmen for både Ronja og hendes far. Melissa er blevet familiens realitetssans af bitter erfaring.

I ønsket om at hjælpe sin far og få råd til julen finder Ronja et arbejde til ham som juletræssælger. Det klarer han godt, lige indtil han får et forskud. For efter køleskabet fyldes en enkelt gang, lokker Stargate.

Stargate er ikke en hemmelig tunnel ind i en sci-fi-verden, men navnet på et værtshus i Tøyen i Oslo. Her bruger faren nu de sidste penge og al sin tid, når han ikke ligger i sengen ramt af tømmermænd. Langsomt, men sikkert forsvinder han ud af Ronjas univers.

Faren (Bartek Kaminski) er charmerende og afvæbnende, men også spillet med en tydelig sort sky hængende over sig. Han skammer sig over sin skæbne, men er for svag til at ændre den.

Melissa må overtage hans job efter skole og i weekenderne for at tilbagebetale forskuddet og brødføde de to. Det skal hun balancere med sin egen opvækst som teenager.

Uden faren og Ronjas kemi, hvor en stor del af filmens nerve er, taber filmen momentum i sit midterstykke. Men den bliver ved med at være humoristisk, dybsindig og lysende trods pigernes grå omstændigheder.

Som når Ronjas venligsindede ældre nabo forsøger at lære hende at sige fra, men kun kan det ud fra sin revisorbaggrund og en kludret fortælling om cykelbude og bilfradrag. Eller når Ronjas pastiller med indgraverede ordsprog gentagne gange kommenterer historien med vise ord som ”Dream Boy” og ”Oh, baby!”

Næsten overalt møder Ronja og Melissa medmenneskelighed, som instruktøren pakker ind i julens ånd og en subtil moralsk filosofering, som både rammer unge og voksne.

Denne medmenneskelighed virker som en vigtig pointe. Med næstekærlighed kan man løfte sammen, når dem, der skal passe på de yngste, ikke kan det.

Det er ikke tilfældigt, at bogen er blevet sammenlignet med Den lille pige med svovlstikkerne. Lige så bevægende, de positive gerninger i filmen er, lige så hårdt er det at se Ronja kæmpe.

Ved filmens slutning sidder man rørt tilbage. Man får lyst til at være et lille lys for dem, der ikke kan se frem til et fyldt julebord og et pyntet juletræ.