Serieanmeldelse
18. apr. 2019 | 01:12

Straight Forward

Foto | Viaplay
Den danske politimand Qvist (Troels Lyby) jagter den garvede svindler Silvia (Cecilie Stenspil) hele vejen til den anden side af verden.

Forvirringen er total i dansk-newzealandsk svindeldrama, der forspilder alle sine muligheder med dilettantisk skuespil og et håbløst plot.

Af Frida Marquard

En kvinde må flygte med sin teenagedatter og sin pensionerede mor, da mafiabossen Ravn får hendes far likvideret uden for en fredelig restaurant på en travl gade i København. Familien har igennem mange år ført en profitabel hæler- og svindelvirksomhed, men det kriminelle undergrundsliv har givet dem fjender på halsen. 

Flugten går hals over hoved. 

Så hurtigt, at både datteren Ida (Marie Boda) og moren Lisbeth (Vibeke Hastrup) falder fra undervejs. Silvia Petersen (Cecilie Stenspil) stikker af til New Zealand på den anden side af kloden. Hjemme i Danmark bliver hendes datter kidnappet og havner i mafiabossens klør, og det er nu op til Silvia og hendes danskboende kumpaner at redde familien og få dem ned til hende i New Zealand. 

Viaplay beskriver sin nye seriesatsning Straight Forward som ”en hæsblæsende katten efter musen-tur”, og plottet gør sit for at indfri det løfte med et hurtigt tempo og masser af forviklinger på vejen.

Serien er produceret i samarbejde med det newzealandske selskab Screentime og inkluderer et blandet cast af danske og newzealandske skuespillere, ligesom en del af produktionen og lokationerne er newzealandske.

Det er et interessant samarbejde, der kan åbne for karakterer og genrer, der adskiller sig fra, hvad man normalt ser på den skandinaviske sendeflade.

Desværre er Straight Forward et dårligt sted at starte, hvis serien lægger standarden.

Plottet om en familie af svindlere, der må arbejde sammen for at undslippe deres gamle fjender, indfrier ikke sit potentiale og ender som en kedelig og unødvendigt forvirrende oplevelse.

Flere af de plottråde og karakteregenskaber, der bliver introduceret i seriens start – som for eksempel familiens hælervirksomhed, Silvias evne til at klæde sig ud, så hun kan narre hvem som helst, og Idas ubevidste slægten sin mor på – løber ud i ingenting.

Ida præsenteres som en kompetent og rebelsk teenager, men viser sig at være naiv og ansvarsløs. Silvia forklæder sig til en ny identitet som den australske Robyn, men hun er ikke gået mere under jorden, end at hun godt kan afslører sin datters navn og alder til den flinke, italienske caféejer og dennes charmetrold af en søn.

Og så har de vist stjålet nogle penge fra mafiabossen, men hvordan det hænger sammen, er svært at hitte rede i.

Det kan også undre, at New Zealand ikke bliver brugt til mere end at agere halvkedelig scene for Silvias udlandsflirt.

Skuespillet er fladt, kedeligt og på et niveau, der ville være fint på et egnsteater eller i en amatørkortfilm, men falder fuldstændigt igennem på skærmen.

Sprogbarrieren gør heller ikke skuespillerne nogen tjeneste. I stedet for at newzealændere taler engelsk, synes alle at tale en blanding af engelsk, danglish, svensk-engelsk, serbisk-engelsk, italiensk-engelsk og fransk. Silvias far er nemlig englænder, og familien blander engelske sætninger ind i deres ordforråd. Resultatet er en uskøn pærevælling af dialekter, der er forvirrende.

Sidst, men ikke mindst er Straight Forward et skoleeksempel på, hvorfor grundig research er essentiel, når man skriver et manuskript.

En regel siger, at seeren kan acceptere op til tre urimeligheder. Men det nummer overskrider serien alene i det første afsnit. Beskrivelsen af politiets arbejdsmetoder såvel som hacking er helt fejlagtig, og det virker komplet urealistisk, at Ida kan være vokset op i en familie af svindlere uden at have opdaget det mindste. Selv efter at være blevet kidnappet forstår hun ikke, at hendes liv kan være i fare.

Trailer: Straight Forward

Kommentarer

Titel:
Straight Forward

Land:
Danmark, New Zealand

År:
2019

Instruktør:
Peter Burger, Charlie Haskell, Riccardo Pellizzeri

Manuskript:
John Banas

Medvirkende:
Cecilie Stenspil, Marie Boda, Vibeke Hastrup, Mark Mitchinson

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
17. april på Viaplay

© Filmmagasinet Ekko