K-pop, altså sydkoreansk popmusik, er vokset fra at være et nichefænomen til at rage op blandt tidens definerende strømninger.
Man behøver blot spadsere ned ad Fiolstræde for at støde på den mageløse specialbutik Copenhagen Kpop. Og forleden blev sangen Golden fra Oscar-nominerede KPop Demon Hunters den første K-pop sang, der vandt en Grammy Award.
Nu kan man så gå i biografen og se en IMAX-koncertfilm med det sydkoreanske boyband Stray Kids, optaget i et tætpakket stadion som del af en turné med 54 koncerter i 22 lande og 1,3 millioner solgte billetter.
Ifølge Billboard den største koncertturné nogensinde i Latinamerika, Nordamerika og Europa.
Hvilket man absolut ikke fornemmede ved filmens danske pressevisning, hvor jeg var den eneste fremmødte anmelder i en ellers tom IMAX-sal.
Siden debuten i 2018 har Stray Kids samlet en global fanbase med over tyve millioner YouTube‑abonnenter og ti milliarder Spotify‑streams. Gruppen har solgt millioner af albums, hvoraf flere udgivelser har ligget nummer ét på internationale hitlister. Desuden har de modtaget et væld af priser, herunder adskillige Asia Artist Awards, Golden Disc Awards, MAMA Awards og Billboard Music Awards.
Alt understreger deres status som et af vor tids topbands.
Man behøver da heller ikke være interesseret i K-pop for at have stødt på Stray Kids – det er nok at være filminteresseret. Seere på anime-streamingstjenesten Crunchyroll vil måske huske, at gruppens to sange Top og Slump bruges som henholdsvis start- og slutmusik i serien Tower of God. Resten af verden lyttede med, da Stray Kids-sangen Slash blev brugt i Marvel-superheltefilmen Deadpool & Wolverine, et massivt biografhit i 2024.
Navnet Stray Kids betyder ”omstrejfende børn” og signalerer streetsmart rodløshed. Der er tale om et maskulint boyband, hvis hiphop-sange buldrer som hård rock. Måske forestiller man sig et feminint look a la KPop Demon Hunters-filmens Saja Boys, som består af forklædte dæmoner, en fiktiv karikatur af bands som BTS, men det er ikke relevant her.
Den eneste blandt de otte medlemmer af Stray Kids, der glimtvis kunne forveksles med en pige, er Felix, stiliseret med lange blonde lokker og blå kontaktlinser. Dog kun indtil vi hører hans dybe stemme – en kontrast, han selv nævner i et af de interviews, der optræder regelmæssigt gennem filmen.
Disse segmenter er instrueret af Farah Khalid. Én for én sætter de otte gutter sig foran kameraet, snakker nogle minutter om sig selv og skynder sig videre, og det klippes sammen med arkivmateriale fra diverse events. Sjusket og overfladisk.
Selve koncertoptagelserne er instrueret af den rutinerede Paul Dugdale, der tidligere har filmet koncerter med Elton John, Adele og Taylor Swift. Han ved præcis, hvordan den ged skal barberes og leverer varen uden mindste forsøg på at være innovativ.
Er man tilfreds med de sædvanlige lækre kamera-swoops ned mod scenen samt vidvinkelskud af den episk store venue, kombineret i højt tempo med billeder af hujende tilskuere med glødende logosticks, er der dog intet at klage over.
Man kan hæfte sig ved, at Dugdales kamera udelukkende fokuserer på kvindelige fans og aldrig de få mænd i mængden. Det virker som en imagebevidst strategi, og man kommer heller ikke uden om, at dette er en imagebevidst koncert uden albuerum til improvisation.
Alt er koreograferet ned til mindste detalje, med gennemarbejdede danse og matchende grafik på de gigantiske LED-skærme, garneret med flammer, røg, laserstråler, vandpistoler og en jævn regn af serpentiner.
De talrige kostumeskift starter med hvide paradeuniformer afløst af røde blazers og et retro-greaserlook med olieplettet denim, kulminerende i baseball-ikonografi med kasketter, Dodgers-trøjer og kampklare eye black-striber under øjnene. Gennemført macho, ligesom musikken.
Fans af Stray Kids kalder sig ”Stays” – et navn, der signalerer at blive stående og at være loyale. Og med over 5.000 forhåndssolgte billetter til The dominATE Experience skal de danske Stays nok finde vej derhen, hvor K-pop’en blomstrer.
facebook
twitter
Kommentarer