Super Mario Galaxy Filmen

Som filmanmelder bliver man før pressevisninger på amerikanske film hyppigt bedt om at underskrive en NDA, der er en forkortelse for Non-Disclosure Agreement, altså en fortrolighedsaftale.

Aftalen truer med bål og brand, hvis man før tid afslører noget som helst om filmen. Man må dårligt nok fortælle, at den overhovedet eksisterer. 

Selvfølgelig giver det mening at blive bedt om ikke at afsløre eksempelvis en overraskende slutning. Et berømt eksempel er horrorklassikeren Psycho (1960), hvis plakat med Hitchcocks signatur humoristisk bønfaldt publikum: ”Don’t give away the ending. It’s the only one we have.” 

Noget helt andet er, når man før et værk som Super Mario Galaxy Filmen må sværge ikke at afsløre ”handlingen, karaktererne, dialogen, temaerne, scenerne, rollebesætningen, konceptudvikling i scenografi- og designafdelingen, scenografi, kostumer, rekvisitter, makeup, hår, visuelle effekter og lyddesign”. 

Som professionel anmelder holder man selvfølgelig sin aftale, men man kan ikke lade være med at tænke på, hvor der i filmen kan være skadeligt at afsløre før ophævelsen af den såkaldte embargo. 

Hvilket den i det aktuelle tilfælde er nu. 

Så derfor, kære læser: Den animerede sci-fi/fantasy-komedie Super Mario Galaxy Filmen er en skuffende fortsættelse til den overraskende vellykkede Super Mario Bros. Filmen fra 2023. 

Begge film bygger på 80’er-computerspillene Donkey Kong og Mario Bros., filmatiseret første gang i 1993 som realfilm med Bob Hoskins og John Leguizamo i titelrollerne. 

I den nye film møder vi igen de to heroiske blikkenslagere Mario (Pilou Asbæk) og Luigi (Cyron Bjørn Melville) samt den nuttede, men også modige og handlekraftige Prinsesse Peach (Fanny Leander Bornedal). 

Plotmaskineriet starter, da sidstnævntes søster, Prinsesse Rosalina, bliver kidnappet af galaktiske håndlangere. Straks haster Mario, Luigi og Peach efter hende sammen med den loyale svampemand Toad og den krokodilleagtige Yoshi. 

I rummet konfronterer de franchisens faste skurk, den magtsyge øglepadde Bowser og dennes søn Bowser Jr., som står bag bortførelsen af Rosalina. For at redde prinsessen må heltene kæmpe sig gennem en række forhindringer af den type, vi kender fra spillene. 

Flere steder viser filmen i glimt, hvordan dette og hint så ud i gamle dage. Kontrasten er gigantisk, for man må give den nye film, at den er flot renderet med stemningsfuldt glødende farver og en overbevisende illusion af fysisk stoflighed. 

Men selve det at vise computergrafikken før & nu i en film om videospil er ikke nyt. Disney gør noget tilsvarende i Vilde Rolf fra 2012, bare langt mere elegant. Og det samme gør den forrige film om Mario-brødrene. Nu begynder det derfor hurtigt at virke mekanisk. 

Så hvad var det, der – hvis afsløret en dag eller to for tidligt – ville ”forårsage skade og/eller tab for Universal Pictures”, som der stod i NDA’en? 

Jeg kan ikke få øje på andet end en ærlig vurdering af filmen. Hvis den blev offentliggjort før premieren, ville publikum hurtigt opdage filmens mangel på opfindsomhed, og det kunne koste på billetsalget i de afgørende første dage. 

Filmens svaghed gælder ikke kun plottet, men også dens design og iscenesættelse. Man kan godt se, der er brugt masser af penge, men penge kan ikke købe inspiration. 

Lad mig igen nævne Vilde Rolf. Ligesom den film har Super Mario Galaxy-filmen en stor transithal, som figurerne passerer på deres færd. Hvor Disney-versionen fungerer som en paranormal passage mellem forskellige videospil-universer, er Mario-versionen bare en banegård.

Da en selvsikker pilotræv dukker op, tænker man enten på Han Solo eller Rocket. Helt frem til slutteksterne spekulerede jeg på, om det virkelig skulle forestille Rocket – måske som et resultat af en officiel crossover med Guardians of the Galaxy-franchisen. 

Men nej, det er bare en kopi – og sådan kunne man fortsætte. 

Men så er det dog heller ikke værre. Spilletiden er kort og tempoet højt. Klichéer bruges, fordi de virker, og de fyres af fra start til slut, så et positivt indstillet familiepublikum vil næppe kede sig. 

Men går man i biografen i håb om at gispe over opfindsomme visuelle idéer, blive grebet af dramaets følelser eller blot motiveret til et enkelt latterbrøl, vil man gå skuffet hjem. 

Super Mario Galaxy Filmen leverer både ”Mario” og ”galakse”, men ”super” er ikke et ord, mange vil bruge om filmen.