Super8 – afgangsfilm årgang #12

Det lover godt for dansk film, at så meget godt kommer ud af den aarhusiansk rugekasse Super8.

Flere af førsteårsfilmene fra den nyudsprungne tolvte årgang er nomineret til Ekko Shortlist Awards, og deres afgangsfilm kan ses på Ekkos hjemside til og med 23. november.

I hvert fald de tre korte af dem. For Jakob Korsholm Borum har ikke kunnet dy sig for at udvide sin førsteårsfilm Høsten til en hele spillefilm, Under den samme himmel. Den forventes at få premiere næste år, hvor vi vil anmelde den.

I denne ombæring må vi må nøjes med teasertraileren til den lange afgangsfilm, men kan til gengæld glæde os over tre veloplagte kortfilm. De viser en årgang med stor interesse for kaosset, der udspiller sig inde i knolden på homo sapiens.

Alle tre film handler på sin vis om den grundlæggende sociale usikkerhed, som mennesker kæmper med. Frygten for at miste sin identitet og plads i verden, når kroppen, arbejdsmarkedet eller helt basale sociale kompetencer kommer i vejen.

Bror

Biler er sådan nogle, man laver hjulspind med. Eller sætter ild til. I flokken af unge mænd er Bror alfahannen, der sætter de andre på plads. Han tør nemlig køre hurtige end alle andre – også når han har drukket.

Det må jo ende i ulykke, og pludselig er han blind.

I Selma Selma Munksgaard Hansens film er flere sekvenser kulsorte, så vi mærker Brors oplevelse af nu kun at kunne lytte til dakkedak-musikken og de platte jokes uden rigtigt at deltage.

Han gør et forsøg og mumler et eller andet med ”pik”. så de ikke glemmer, at han er der. Men intet hjælper det.

Malte Klarskovs aktive kameraarbejde hjælper publikum med på rejsen gennem handikap og statusfald i et miljø, hvor det at acceptere hjælp er et massivt svaghedstegn.

Rex Leonard (Se gennem Aske) er castet uden for sin sædvanligt bløde type i hovedrollen. Han minder om en en ung Mads Mikkelsen med sine store øjne, det øgleagtige udtryk og det drengerøvsagtigt grin, som tages på i selvforsvar, når hans karakter er lige ved at tabe ansigt.

Efter den smertefulde udvikling bliver slutningen en lovligt nem løsning på dramaet. Alligevel når forløsningen af Anne Aumayrs manuskript i mål som en overraskende sød fortælling om værdien af venskab.

En mand, der tager ansvar

Efter den kafkaske plejehjemssatire Instruktionsvideo Nr. 360 er instruktør Jakob Krog og manuskriptforfatter Benjamin Colding igen gået sammen om et absurd tankeeksperiment.

Bedemanden Johannes (Kasper Leisner) står over for skuffende indtægter i en fremtid, hvor parken er overrendt af sunde løbere, og helsefirmaet OptiLife stort set har fundet opskriften på det evige liv.

Idéen er en suveræn motor for den bizarre fortælling, hvor udtryksløse Johannes ”tager ansvar” og selv skaffer kunderne til sin biks.

Christine Wennerstrøm Radl er fantasifuld på kamerasiden med forvredne vinkler, der forstærker det groteske. Ofte hænger linsen fast i ansigtet på vores dødsengel af en hovedperson. Ellers ligger det i den pinligt tomme rustvogn, hvor gamle blomster vælter rundt, mens nyhedsindslag på lydsiden bærer meget af fortællingen.

Der er en vis stivhed i nogle af replikkerne, men især er det ærgerligt, at man midt i filmen tydeligt kan se et lig blinke med øjnene. Det kan være et bevidst valg for komikkens skyld, men ligner en fejl.

Alligevel er Jakob Krog og Benjamin Colding blandt de mest spændende talenter at følge fremover. Man kan kun håbe, at de får midlerne til en spillefilm, der helt sikkert vil stikke forfriskende ud i det danske filmlandskab.

Fang de grønne lys

Frida Stannums afgangsfilm kommer snigende og omslutter én med en næsten umærkelig insisteren.

Christian Rom har skrevet et umanerligt godt manuskript, der afvikles langt mindre styret og stiliseret end de to andre afgangsfilm på årgangen.

Det svævende tempo får det til at føles, som om filmen hele tiden er ved at gå i stå. Men langsomt luller man ind i en på papiret banal historie om unge Tanjas hjælpeløse søgen efter en kæreste. Indtil man pludselig bliver rørt på et dybt eksistentielt plan.

Laura Skjoldborg spiller generte Tanja med kejtethed, der næsten er for irriterende i starten. Men det udvikler sig til stor omsorg for den umulige kvinde, der tydeligt er ude af stand til på en naturlig måde at sige, hvad hun tænker.

”Nogle gange har jeg det lidt, som om alle andre har fået sådan en manual i folkeskolen, som jeg bare ikke har læst,” siger hun og rammer præcist en smerte, mange kender til.

Fotograferne Gustav Stella Skjellerup og Zon Zahra dvæler ofte ved Tanjas ansigt og visualiserer, hvordan hun er så opslugt af sine egne tanker, at hun glemmer at lytte til de mange søde kvinder, der faktisk gerne vil være sammen med hende.

I en elegant afrunding går det op for Tanja, at hun i sin selvoptagede angst har såret en af sine flammer og fuldstændigt overset, at hendes bamsebløde bror (Dan Boie Kratfeldt) selv kæmper med kærestesorger.

Det er en opløftende påmindelse om, at det faktisk også er selvisk at lukke sig inde i sig selv. Årgangens absolutte perle.