The Abandons

Det kræver ikke et stort Holger Fortolker-øje for at se, at Donald Trumps intention om at gøre USA stort igen har sat gang i hesteoperaer på skærmen.

Ikke siden den mesterlige serie Lonesome Dove fra 1989 har der været så megen gang i fjersynets westerns. Taylor Sheridans Yellowstone-univers med amerikansk fortid og nutid til hest og i cowboyhatte i Montana er kønskonservative mulepose-melodramaer, hvor en mand er en mand, en bøsse et håndvåben og rapkæftede kvinder kender deres plads.

Trumps regressive USA har tråde til fortiden, hvor rette karlfolk og kække kvinder kom til magten. Ikke ved anstand og pli, men med gemen lovløshed og ubehøvlet hensynsløshed.

Men typisk for westerngenren kommer der gerne et ideologisk modtræk. Netflix’ American Primeval handler således om mormoners hærgen i Utah i 1850’erne, altså en konservativ religiøs gruppes forne forbrydelser. En socialrealistisk westernsaga, som viser den del af USA’s negative historie, som Donald Trump vil have fejet ind under Stars and Stripes.

Westernsagaen The Abandons på Netflix lægger sig tæt op ad American Primeval. Begge foregår i tiden før Borgerkrigen, som ellers er genrens vadested omkring det at vinde Det Vilde Vesten.

Konflikterne finder sted i Oregon, hvor den irske enke Fiona har adopteret fire børn, som alle er outsiders: en jøde, en afroamerikaner, en indianer og en hvid fattigrøv.

Det kollektive sammenrend giver ekko af vor tids ønske om humanisme, tolerance og diversitet.

Over for denne lille tætte klan er der den stenrige og gennemført kyniske enke Constance Van Ness, som ejer hele nabolaget med en korrupt sherif, sleske embedsmænd og maskerede banditter.

Selv om der er nye toner af tidsånden netop nu, er der genremæssigt ingen ny hest under sadlen. Mindre jordejere over for dem, hvis ejendomme er lidt mindre end Fyn. Den klassiske konflikt mellem små og store grundlæggere og iværksættere.

Constance Van Ness spilles af Gillian Anderson, der har lånt Melania Trumps sorte hat fra dengang, da husbonden blev indsat som præsident. Hendes modstander Fiona (Lena Headey fra Game of Thrones) bærer også en pompøs stor hat med bred skygge.

Begge kvinder har lige så megen humor som en dødsannonce, og selvironi er ganske fraværende. Begge matriarkater står over for hinanden i en slags variation over, at kvinde er kvinde værst. Omkring dem er der seje og toughe mænd, som går til hånde og skyder fra hoften. ’

Og så er der krydret med lidt Romeo og Julie i den obligatoriske udørk, hvor fortov er mudder, sheriffen går en runde, og saloonen aldrig lukker.

Seriens skaber Kurt Sutter forlod produktionen lige før, den var færdig. Efter sigende ville han have et pilotafsnit på halvanden time. Det fik han ikke, og vi kastes derfor ind i fortællingen uden opklarende forkundskaber.

Der er flotte scener og skuddueller, men serien kæmper med at finde sin episke balance. Manieret skæbnedrama a la Sergio Leone eller det, amerikanerne kalder en ”dirty western” – en socialrealistisk udgave med uvaskede mennesker, der trasker rundt i laser og pjalter, revolver og riffel.

Den ellers så fortræffelige Gillian Anderson siger sine replikker, som om hun er med i en græsk tragedie og ikke en realistisk hesteopera. Lena Headey spiller ikke meget bedre som en mut og humørsyg moderskikkelse. Bedst er Ryan Hurst, en effektiv revolvermand forklædt med skæg og hår som en seniorhippie.

Intentionen er sympatisk – et rummeligt modspil til Taylor Sheridans bombastiske og populistisk reaktionære revolverunivers.

Men historien fortælles sjusket som en rodløs ramasjang uden sammenhæng. Det hele kulminerer i en melodramatisk cliffhanger, hvor det ville have været mere tilfredsstillende at lukke og slukke helt.