The Bear består næsten udelukkende af skænderier, forsoninger og madlavning, og på en eller anden måde danner det grundlaget for en af vor tids største serier.
Det skyldes nok, at skaberen Christopher Storer og hans manuskriptløjtnant Joanna Calo skriver eminente skænderier. Med italiensk-amerikanske armbevægelser, barnlig talen i munden på hinanden, et pift af situationskomik og en mærkbar følelse af den katarsiske ødelæggelse, som konfrontationen ender med. Og forsoningen er en rørende lettelse hver gang.
Henimod slutningen af fjerde sæson forkæles vi med det bedste skænderi, jeg nogensinde har set i en serie eller film. Hvad det går ud på, skal ikke røbes her.
Serien startede med at handle om den selvdestruktive verdensklassekok Carmine, der efter sin brors selvmord overtager sandwichbiksen i Chicago og forsøger at skabe orden i det kaotiske køkken.
Allerede i anden sæson mister serien den realistiske jordforbindelse, da Carmines relativt amatøristiske sandwichkokke på rekordtid når op på Michelin-niveau og åbner en fin restaurant i de gamle lokaler.
Men de fleste af os har tilgivet det og fortsætter med at gøre det, fordi karaktererne er så umanerligt velskrevne og bliver spillet af det bedste cast, man kan opdrive på streaming. Og så fordi serien aldrig har mistet sit følelsesmæssige fokus.
I The Bear er kokkegerningen – hvor mennesker går ned med stress for en pastaret – et præcist billede på, hvordan mennesker med ar på sjælen piner sig selv for at finde mening med tilværelsen.
Tredje sæson går med Carmines maniske jagt efter perfektion, da han opgiver håbet om at være lykkelig sammen med den for-godt-til-at-være-sandt-agtige kæreste Claire, der viser sig at være et rigtigt menneske med behov.
I fjerde sæson begynder det at gå op for Carmine, at han måske ikke behøver være kok, selv om han er en af verdens bedste. Og måske er det ikke selvisk at være god ved sig selv.
Sæsonen åbner med et nik til Groundhog Day, hvor Bill Murray gennemlever den samme dag igen og igen. En tydelig parallel til Carmines selvpinsel, men vel også en erkendelse af, at serien The Bear kører lidt i ring.
Sæson 4 er mere koncentreret og har en tydeligere fornemmelse af fremdrift end den sidste, men der er stadig lovligt mange skud af kokke, der generte viser nye retter til hinanden og får et lykkeligt ”delicous” tilbage. Det er stadig hjerteligt, men hvor det i første sæson var en lettelse mellem store konflikter, begynder det at miste sin virkning.
Samtidig er Carmine – der spilles med fantastiske reflekser af Jeremy Allen White – længe blevet overstrålet af de øvrige karakterer. Det forsætter i fjerde sæson.
Hans dybt kompetente og usikre partner Sydney kæmper med valget mellem at holde fast i den kaotiske drøm eller at tage imod et andet, men ordentligt og velbetalt restaurantjob. Hun spilles mesterligt af indestængt quirky Ayo Edebiri, som i afsnit fire leverer en pragtmonolog hen over komfuret. Edebiri har selv være medforfatter til afsnittet.
Ebon Moss-Bachrach med de skrigblå øjne bliver ved med at fascinere som bøvede Cousin Ritchie, der har fundet mening i tjenergerningen og beklager sin elegance, når han bruger for mange penge på blomster. Sæsonen bygger op til hans ekskærestes bryllup, der bliver et rørende højdepunkt.
Vi ser heldigvis også mere til Carmines nedbrudte, maniske mor. Jamie Lee Curtis har sit livs birolle som kvinden, der evigt vrider sit ansigt i vilde folder for at holde tårer tilbage. At se hende løbe stresset igennem en stue som et forskrækket stankelben er blandt sæsonens store fornøjelser.
Mange fremragende præstationer burde fremhæves i castet, der også holder fanen højt på det komiske plan.
The Bear er jo teknisk set en komedie – især de fladpandede Fak-brødre (Matty Matheson og Ricky Staffieri) har ansvaret for denne del – selv om fjerde sæson klart er mest optaget af dramaet.
”Jeg prøver,” er Carmines slogan i sæsonen, hvor han forsøger at forbedre sig og blive tilgivet af de stakkels kokke, han har råbt ad med Jeremy Allen Whites gennemtrængende stemme (White har oplagt fået rollen som Bruce Springsteen i en kommende film).
The Bear er nicecore på den gode måde. En serie, dertror på, at ødelagte mennesker kan samle stumperne til et meningsfuldt liv. Men det er ikke nemt. Man skal røre rundt i gryden hele tiden, hvis man ikke vil brænde fast.
Kommentarer