The Bride!

Næppe har tordenstormen lagt sig efter Guillermo del Toros Frankenstein-film, før vi nu med The Bride! får endnu én. 

Den er skrevet og instrueret af skuespilleren Maggie Gyllenhaal, som høstede ros for sin debutfilm The Lost Daughter og fortjener samme hæder med The Bride!, der blander genrer som horror, gangster og musical. 

Udråbstegnet i titlen er vigtigt, for ellers kunne man forveksle Gyllenhaals The Bride! med Franc Roddams The Bride fra 1985. Begge er sequels til Mary Shelleys roman Frankenstein (1818), og begge sætter fokus på ”Frankensteins brud”, hvormed der menes monsterets brud eller helt præcist monsterets potentielle mage. 

I romanen får hun aldrig liv, det sker først i Universals klassiker Bride of Frankenstein fra 1935. Og endda først i dennes slutscene, med Boris Karloff over for Elsa Lanchester, uforglemmelig stylet med elektrificeret Nefertiti-hår, et af filmhistoriens helt store ikoniske genistreger. 

At Universal ikke selv brugte figuren i en sequel har eftertiden måttet råde bod på. 

I The-Bride! spilles bruden af Jessie Buckley (også aktuel som Shakespeares hustru i Hamnet), stylet med bleg hud, blæksort savl, platinblondt chokhår og glødende silkekjole. Hun står over for en kunstfærdigt arret Christian Bale som Frank(enstein). 

Sidstnævnte er dog her ikke navnet på skaberen af monsteret, men på hans traditionelt navnløse monster. Ja, det er lidt nørdet, men hæng på, det er umagen værd! 

Da vi møder ham i filmens start, er Frank deprimeret over 100 års ensomhed. Han beder derfor en genial forsker (Annette Bening) skabe sig en kvinde. Det er i store træk hentet lige ud af romanen, komplet med efterfølgende opgravning af et kvindeligt kvindelig, der skal vækkes til live i laboratoriet. 

Optakten foregår i 1930’ernes Chicago, hvor en lokal mafiaboss netop har sendt en rapkæftet værtshusgæst på en halsbrækkende afskedsrejse ned ad en stejl trappe. Det bliver hende, der genoplives – uden hukommelse, men med intakte karaktertræk. 

I kontrast til Elsa Lanchesters hvæsende brud er Jessie Buckleys Bride en særdeles snakkesalig dame. Tirader af tanker træder hinanden over tæerne i en manisk talestrøm, og for den seksuelt uerfarne Frank, der har sin viden om romantik fra Hollywood-musicals, er hun en overvældende manifestation af utæmmet kvindelighed. 

Et knæfald værd og en partner til livets dans, hvis hun vil ha’ ham. 

Ved hjælp af løgne kickstarter han et intimt forhold, og snart er de forgabt i gensidig beundring. En velfungerende duo både på dansegulvet og over for fælles fjender, der skal tværes ud. 

Snart har parret to politiopdagere (Peter Sarsgaard og Penélope Cruz) i hælene. Via skarpsindigt engagement har også her kvinden den dynamiske førerposition. Hun gennemskuer, at Frank er fan af en musicalstjerne (Jake Gyllenhaal), og det fører kort fortalt til en storslået liv-og-død-konfrontation på et dansegulv. 

Med sine nostalgiske bløde fokus-billeder af 1930’ernes art deco-verden minder The Bride! om 1970’ernes bølge af film om Hollywoods gyldne æra. Ydermere er den tættere på skydegale road movie-romancer som Gun Crazy (1950), Bonnie og Clyde (1967) og Natural Born Killers (1994) end på den type horror, hvori Frankenstein-monsteret normalt optræder. 

For til fulde at forstå filmens konstruktionen må vi dog igen nævne Bride of Frankenstein. Her spiller Elsa Lanchester ikke blot det kvindelige monster, men også Mary Shelley. 

Jessie Buckley har i The Bride! samme dobbeltrolle. Løbende kommenterer hun på handlingen og fører ultimativt dialog med sig selv. Mega-monster-meta. Som set gennem selvreflekterende spejle, yderligere fordoblet af referencer og ordspil i Maggie Gyllenhaals sprogligt legelystne replikker. 

Filmen kommer dumt fra start ved at oplyse, at Mary Shelley skrev Frankenstein i 1818. Nej, romanen udkom i 1818, men hun skrev den som teenager i 1816-17. 

Hollywood-folk læser ikke længere bøger og kan åbenbart heller ikke læse et Wikipedia-opslag. Til gengæld kan de deres filmhistorie og forstår at holde denne evigt aktuel og elskelig. 

Under slutteksterne høres 1962-hittet Monster Mash med Bobby Pickett som Boris Karloff. Hvormed filmen også får ham genoplivet.