The Conjuring: De sidste ritualer

The Conjuring: De sidste ritualer bliver af selskabet Warner lanceret som sidste film i Conjuring-serien, der skildrer ægteparret Ed og Lorraine Warrens paranormale oplevelser. Det eneste, der giver filmen vægt, er dens rolle som seriens afslutning. Så lad os – som man gør ved afskedsstunder – mindes, hvordan det hele startede.

Dæmonologen Edward Warren Miney (1926-2006) og hans clairvoyante hustru Lorraine Rita Warren (1927-2019) fandt sig en niché i spøgelsesjægernes hall of fame, da de i 1952 grundlagde New England Society for Psychic Research. 

Parrets første store sag kom i 1970 via en kludedukke, der angiveligt var besat af en seksårig pige ved navn Annabelle. 

Sidenhen har dukken optrådt i flere af Conjuring-franchisens biograffilm og er givetvis inspirationen til klovnedukken på stolen i Poltergeist (1982). En scene, der i øvrigt kopieres i The Conjuring: De sidste ritualer. Den virkelige dukke var i årevis hovedattraktion i Warren-parrets okkulte museum, som er en gennemgående lokalitet i filmserien, inklusive den nyeste.

Første gang, parrets odyssé gennem parafænomenernes sære sfære overlappede med filmhistorien, var med The Amityville Horror (1979), en stor biografbasker baseret på en virkelig sag, hvor en ung mand myrdede sin familie i et angiveligt hjemsøgt hus. Huset blev undersøgt af Warren-parret og har siden dannet centrum i over 25 film. Det gæsteoptræder i en scene i The Conjuring 2 – på dansk Nattens dæmoner 2 – fra 2016.

En anden vigtig Warren-sag er den såkaldte Smurl Haunting, hvor en familie fra 1974 til 1989 angiveligt blev udsat for vedvarende dæmonangreb i deres hjemsøgte hus.

Smurl-familiens egen fremstilling blev i 1991 filmatiseret til tv som The Haunted med Stephen Markle og Diane Baker som Ed & Lorraine Warren. Denne velfungerende gyser blev nomineret til både en Golden Globe og en Primetime Emmy og er langt mere vellykket end The Conjuring: De sidste ritualer, der bygger på samme sag.

Vera Farmiga og Patrick Wilson er her tilbage som Warren-parret, og den nye films problemer skyldes bestemt ikke disse to charmerende skuespillere. I andre centrale roller ses Mia Tomlinson som deres datter og Ben Hardy som svigersønnen.

Smurl-familiens tre hjemsøgte generationer burde ligesom i tv-filmen være fortællingens centrum, men de er så marginaliserede, at skuespillerne i Warners 45-siders pressemeddelelse end ikke nævnes.

Conjuring-franchisens skabere har nemlig set sig blinde på seriens to hovedpersoners popkulturelle status. I stedet for at levere et godt gys får vi en overvægt af selvfedme med større fokus på familieforøgelse og fremskreden alderdom end på den spøgelseshistorie, vi kom for at se.

Historien om det hjemsøgte hus afvikles via parallelmontage med genbrugte idéer og svage jump scares. Et offer svæver over sin seng ligesom Linda Blair i Eksorcisten, et andet skræmmes af et omklædningsrums spejlbilleder ligesom i The Changing Room, et krucifiks bryder i brand som i Coppolas Dracula og så videre. Især driver filmen rovdrift på det antikke, hjemsøgte spejl i Dead of Night fra 1945.

Det hele er kedeligt filmet med undtagelse af en præsts selvmord, der ses nedefra i en trappeskakt. Denne dynamiske kameravinkel spejlvender selvmordet ved vindeltrappen i starten af The Haunting (1963).

Jeg må også nævne filmens flotte totalbillede af Pittsburgh, domineret af industrianlæg med osende skorstene. Lige dér fik jeg et godt grin ved mindet om Groucho Marx, der i En nat i Casablanca får cigaretrøg i ansigtet og udbryder: ”This is like living in Pittsburgh – if you can call that living!”

Har man appetit på en firestjernet, gåsehudsfremkaldende godbid, så sæt i stedet tænderne i førnævnte The Haunted. I skrivende stund er den gjort utilgængelig på samtlige streamingsites, men den kan ses på YouTube.