The Four Seasons

Få ting er mere frygtindgydende end et opbrud i en ellers stabil vennegruppe.

Når et par går fra hinanden, risikerer det at sprede sig som en sygdom til resten af flokken. Fællesskabets søjler kollapser, man skal pludselig lære nye kærester at kende, og værst af alt kan der opstå tvivl om, hvorfor man selv er blevet i sit eget forhold.

Det gælder for folk i stort set alle aldre, men må være særligt frygteligt for en sammentømret forsamling af årtier lange ægteskaber.

Sådan kan idéen opsummeres i M*A*S*H-stjernen Alan Aldas instruktørdebut The Four Seasons fra 1981. Her tager tre midaldrende par på fire rejser – én for hver årstid – det samme år, som et af ægteskaberne går i opløsning.

Filmen er en slags komisk undersøgelse af, om ægteskabet som koncept døde med 70’erne. Tina Feys nye miniserie-version på Netflix stiller spørgsmålet, om nutiden – og især den klaustrofobiske covid-æra – har gjort de langvarige parforhold overflødige.

Castet er ladet med flere af Hollywoods mest karismatiske skuespillere.

Tina Fey spiller udmattede Kate, der er gift med overfølsomme Jack (Will Forte). Colman Domingo er livsglade Danny, som har et åbent ægteskab med flyvske, overbeskyttende Claude (Marco Calvani). Steve Carell lægger krop til frustrerede Nick, der forlader museagtige Anne (Kerri Kenney-Silver) og finder en yngre model (Erika Henningsen).

Men selv om Claude i filmen hedder Claudia og nu er i et homoseksuelt forhold, virker historien ved første øjekast meget lidt opdateret.

Det føles nærmest, som om de dygtige komikere har givet sig selv det golf-handikap at spille, som var vi stadig i 80’erne. Leveringen af de mange vittige bemærkninger er stiv, og der er noget forældet over stilen, hvor figurerne griner så meget af hinandens indfald, at man som publikum føler sig udenfor.

I de første to afsnit er det kun Alan Aldas lille birolle som godmodig, gammel mand med seksuelle råd, der rigtigt lykkes komisk. Dramaet fremstår forceret.

Serien ligger også under for tendensen, hvor succesfulde manuskriptforfattere som Tina Fey glemmer, at enorm økonomisk rigdom ikke er normalt. Det virker, som om hun ubevidst bare har gjort sine karakterer utroligt velhavende, uden at det har noget formål i historien.

Man får ikke noget æstetisk eller filosofisk interessant ud af de dyre, smukke feriedestinationer. De gør det mest bare svært at forholde sig til de seks hovedpersoner, som ellers skal forestille at være almindelige mennesker.

Samtidig er de unge figurer – dem under 40 år – skildret som tåkrummende stereotyper, der får al deres information fra TikTok, drikker blendede svampe i kaffen og aldrig har hørt om Kenny Loggins.

Serien sætter to afsnit af til hver årstid, og selvfølgelig har man ikke kunnet dy sig for at bruge Vivaldis De fire årstider ivrigt på musiksiden. Men hvor de første satser – forår og sommer – er de mest ikoniske hos Vivaldi, byder efterår og vinter i serien på langt mere veloplagt komediedrama.

Primært fordi skuespillerne finder længere ind i rollerne, og de langvarige ven- og ægteskaber bliver mere troværdige, hvilket løfter serien markant.

Kerri Kenney-Silvers decideret ulidelige undermåler Anne rejser sig og bliver gruppens stærke sandsigerske. Will Forte og Tina Fey optegner effektivt de genkendeligt banale, men farlige uenigheder om ansvar og tillid i et ellers udmærket ægteskab.

Colman Domingo og Marco Calvani får en hjertevarm fortrolighed og kær humor ud af parret, hvor den ene har sundhedsproblemer, men gemmer smøger i rygsækken, mens den anden er italiener med opera-temperament.

Steve Carell lykkes endda med at få en nødvendig portion hjerte ind i de sidste afsnit af serien, hvor hans Nick døjer med aldersforskellen i sit nye forhold og konfronteres med sin voksne datters vrede.

I næstsidste afsnit – instrueret af Lang Fisher (Never Have I Ever) – tager serien en modig og veltænkt afstikker fra den oprindelige film med en hårdtslående drejning, der ikke skal spoleres her.

Men det tør godt røbes, at en akustisk guitar, som en slags ”Tjekhovs gevær”, placeres i en skihytte i starten af afsnittet. I slutningen udløser det en rystende, tragikomisk fortolkning af Elton Johns Candle in the Wind, som i sig selv trækker en stjerne op.