The Great Experiment

Richard Linklaters nostalgiske Den nye bølge, om Jean-Luc Godards mesterværk Åndeløs, er ligesom sit emne optaget i sort-hvid. Det giver filmen accent af den autenticitet, som altid har været en del af dokumentarfilmens væsen.

Paradoksalt synes levende, sort-hvide billeder mere realistiske end dem i farver, som et normalt menneske opfatter verden i. Farvefilm var da også i sin tid helliget spektakulære genrer såsom melodrama, musical og western – film med mere overflade end dybde. Carl Th. Dreyer drejede bevidst aldrig en farvefilm.

Stephen Maings og Eric Daniel Metzgars dokumentar The Great Experiment er holdt i klassiske sort-hvide optagelser, grafisk smukke og delikate billeder af landskaber og storbyer, selv når den fokuserer på dramatiske situationer, nød, elendighed og nutidige sociale lidelser.

Titlen stammer fra en fjern fortid, hvor USA blev kaldt ”det sidste store eksperiment i demokrati”. Filmen fungerer som en tidskapsel for perioden 2017-2020, tre turbulente år i amerikansk historie, men den føles også aktuel som et forsinket portræt af USA her og nu.

Filmen holder sig dog ikke strengt til sin tidsramme, idet den også skildrer stormen på Kongressen 6. januar 2021. Samtidig trækker den tematiske tråde langt tilbage i amerikansk historie.

Et tilbagevendende motiv viser amerikanere, der iført gamle blå og grå uniformer genskaber et slag fra den amerikanske borgerkrig 1861-1865. Og demonstranter nedtager statuer af sydstatsgeneraler under tumult, fordi generalerne var slaveejere – et stærkt symbol på, hvordan fortiden stadig kaster skygger ind i nutiden.

Over 150 år senere dukker borgerkrigens sår tragisk nok op igen og igen i den amerikanske bevidsthed.

Filmen er fortalti kalejdoskopiske montager, iscenesat med spontanitet og bricolage. Det er tilsyneladende tilfældigt sammensat, men instruktørerne gør det med en elegance, der får dens latente engagement til at vise sig.

Dokumentaren er kritisk over for Trump, men den er ikke enøjet. Hillary Clintons arrogante udsagn om sine lavsociale republikanske modstandere som ”afskyelige” bliver også citeret, hvilket understreger den politiske splittelse, som i de tre valgte år står skarpt frem.

Det religiøse USA portrætteres med hvide mennesker, der fortæller, hvordan sorte mennesker bør føle, og vi får også et indblik i amerikansk fodbold med dens bizarre blanding af organiseret slagsmål og fascinerende boldspil. Filmen når vidt omkring, men i fragmenter, som flirter med sandheden i hver scene uden altid at tydeliggøre dens relevans.

Alligevel begynder billedet at samle sig, og en underliggende struktur træder frem. Filmen viser handlinger, der udadtil virker loyale eller principfaste, men som i virkeligheden er absurde – et fænomen, filmen kalder ”falsk loyalitet”.

The Great Experiment er ren nydelse for øjet med sine stærke, poetisk realistiske billeder, mennesker som marionetter i markante landskaber, scener af livet på landet over for asfaltjunglen med skyskrabere. Ansigter kommer til syne i mængden, men kun i et øjeblik i filmens flimrende æstetik.

Det sidste, vi ser, er nye amerikanske statsborgere, der bliver varmt modtaget, men filmens oprindelige intention er overhalet af tiden efter 2020. Samtidig fremhæver den tendenserne fra nutidens Donald Trump og co.: et mærkeligt anarki i et populistisk Amerika. The Great Experiment vinder dermed både ved eftersyn og eftertanke.