The Housemaid

Forleden i en anmeldelse af The Shining nævnte jeg, at ”helikopterskuddet af bilen på bjergvejen er kopieret med droner i noget nær hver anden horrorfilm sidenhen”. 

Der gik da også kun et par dage, før jeg så skuddet og faktisk hele Shining-åbningen kopieret i The Housemaid. Denne starter med, at hovedpersonen (Sydney Sweeney) i sin bil ligesom Jack Nicholson ankommer til et snedækket gods, her Long Island. 

Hun flytter kort efter ind som hushjælp for en kernefamilie. Farmand (Brandon Sklenar) er flot og solid, hustruen (Amanda Seyfried) diagnosticeret skizofren, deres datter (Indiana Elle) en forkælet Karen-type. 

Der er ingen spøgelser, men der er et truende loftsværelse, hvor uhyggelige ting er sket og kommer til at gentage sig. 

Plottet er hentet fra Freida McFadden kioskkrimi fra 2022, der først udkom online og siden som trykt bog blev en monumental bestseller, der voksede til en trilogi og nu er filmatiseret. 

Et mønster, vi også kender fra E.L. James’ Fifty Shades of Grey-franchise. Sidstnævnte er en erotisk fantasi for kvinder om at få en velhavende kæreste og underkaste sig i et respektfuldt og frivilligt bdsm-forhold. The Housemaid er omtrent det modsatte: at få en velhavende kæreste, men blive udsat for overgreb, da stodderen viser sig at være et dumt svin. 

I film fra gamle dage, såsom nøgleværket Gaslight (1940), reddes heltinden af en mand. Men startende med The Shining har et andet sæt kønsbaserede klichéer gradvis vundet frem. I dag er mænd ikke blot skurke, men kvindehadende skurke, og det er deres ofre, kvinderne, der heroisk triumferende besejrer de onde mænd. 

Også bag kulisserne er The Housemaid domineret af kvinder. Seks af filmens executive producers er kvinder, inklusive Freida McFadden og de to hovedrolleindehavere. Instruktøren Paul Feig er det, man i filmbranchen kalder en director-for-hire. 

Han er ikke talentløs, især har han vist tæft for at instruere kvinder, men han har ringe sans for gys og suspense. Problemet er heller ikke plagiatet af åbningsoptagelsen i The Shining eller Feigs ineffektive genbrug af det berømte spejlbilled-jumpscare i Polanskis Repulsion. 

Problemet er, at hele filmen fra start til slut er mekanisk og kedeligt filmet. Det mærkes især i billederne af huset, hvor handlingen foregår. Det er faktisk et virkelig flot hus, men optaget med den type billeder, man finder i en ejendomsmæglers salgsannoncer. Og med sine lyse, indbydende billeder ligner hele filmen en komedie mere end en horrorfilm. 

Jeg mindes et interview, hvor den danske instruktør Christian E. Christiansen fortalte om sine oplevelser i Hollywood, hvor han lavede to horrorfilm. På settet dukkede en slipsemand fra filmselskabet op og holdt øje med, at han på intet tidspunkt afveg fra det mest konventionelle filmsprog. 

Ret skal være ret. 

The Housemaid byder på blodige sår, og huset har en vindeltrappe. Selv om den ser helt normal ud, hører vi i starten, at den er farlig. Jovist, det er de fleste trapper, hvis man skubbes ud fra øverste trin. Hovedsagelig er The Housemaid dog lavet for et mainstream-publikum, som ikke vil rystes, men bekræftes. 

Fokus er på de to hovedrolleindere, som fungerer upåklageligt. Amanda Seyfried, der blev Oscar-nomineret for Mank og fik en Golden Globe for The Dropout, er altid god. Sydney Sweeney, hende med den kontroversielle jeans/genes-reklame, lægger krop til et par forglemmelige sexscener, inden hun træder i karakter som feministisk hævner. 

De fleste vil utvivlsomt nyde filmen, det gjorde jeg også selv, takket være skuespillernes håndtering af plottets to-tre overraskelser. Men efter slutteksterne føles The Housemaid som en døgnflue.