The Phoenician Scheme

Våbensmugleren ”Sza-Sza” Korda har en plan og en uforlignelig evne til at overleve skudattentater, forgiftninger og flybomber som den, der rammer hans privatfly i den kostelige første scene af The Phoenician Scheme. 

Han udløser henkastet sin irriterende pilots katapultsæde og styrtlander flyet på en mark, hvor han rejser sig fra vragdelene og med ophøjet ro og en hånd på et styrtblødende mavesår dementerer sin egen død for en tv-journalist. 

Derefter vender han tilbage til sit overdådige italienske palazzo, hvor han midlertidigt indsætter sin nonnedatter Liesl som enearving. Alt imens han presser de sidste studehandler igennem for at lande sit livs største forretningsaftale. 

Det er et storstilet ingeniørprojekt i det fiktive mellemøstland Fønikien, der med vandkraft og skibskanal, motorvej og flylandingsbaner, skal gøre et fattigt ørkenland til en lukrativ investering med afkast til Korda og hans kumpaner de næste 150 år. 

Det bliver afsættet til en fjollet spionkomedie med fart over feltet og kulørte personager på stribe. De bliver legemliggjort af så lang en stjerneparade, at det nærmest virker som en parodi. 

Optagelserne til Wes Andersons film er berømte for deres korpsånd og overdådige fællesmiddage, som intet medlem af Hollywood-parnasset tilsyneladende kan modstå. 

Så filmen byder på Tom Hanks og Bryan Cranston som basketball-fanatiske forretningsmænd, Jeffrey Wright som slang-snakkende gangster, Mathieu Amalric som klubejer, Richard Ayoade som marxistisk guerilla, Scarlett Johansson som militsleder og Kordas kusine samt Charlotte Gainsbourg som hans første kone i et glimt så kort, at jeg først opdagede hende, da jeg nærstuderede rollelisten. 

Når det af og til lykkes Kordas forretningsfjender at gøre kål på ham, og inden hans følgesvende – der foruden datteren også tæller Michael Ceras norske privattutor Bjorn – kan genoplive ham, forvilder han sig op i en sort-hvid himmel. 

Her tager Willem Dafoe og F. Murray Abraham imod som himmelske dørmænd, mens Bill Murray – hvem ellers! – dømmer levende og døde i rollen som Gud. 

Alle passer gnidningsfrit ind i en kapitelinddelt kupfortælling, hvor Korda drøner gennem Middelhavslandene for at færdigforhandle finansieringen til sit livsværk, uden at han selv må spæde sin formue til. 

Samtidig kommer han tættere på Liesl, og en moralsk opvågnen begynder at true med at vælte hans planer. I al sin enkelhed handler det om, at kærlighed – banalt eller ej – vejer tungere end penge. 

Benicio Del Toro spiller hovedrollen med overlegen charme og et talent for at få Kordas slagord til at klinge lystigt. ”Her, tag en håndgranat!” byder han høfligt sine forretningspartnere.

”Personligt føler jeg mig helt sikker,” forsikrer han for hvert forpurrede attentatforsøg.

Liesl ruller med øjnene og stikker til hans samvittighed. Mia Threapleton, datter af Kate Winslet, er et fund i filmens anden hovedrolle. Også selv om Wes Anderson har serveret historien om fraværende forældre ganske mange gange, ikke mindst i The Royal Tenenbaums, The Darjeeling Limited og Moonrise Kingdom.

Korda er en typisk, selvoptaget Wes Anderson’sk helt med krudt i røven og manglende social sans – en son of a bitch snarere end et regulært røvhul, som det også siges om Gene Hackmans patriark i The Royal Tenenbaums.

The Phoenician Scheme vil helt sikkert stille instruktørens fans tilfredse. Den er en mere underholdende og helstøbt end Andersons forrige, kringlede sci-fi-og-teaterfilm Asteroid City, hvis dyrkelse af genibørn og mange metaspring rundt i flere fortællelag skygger for historiens sorgfulde kerne.

Komikken er knastør, skuespillet så stopurspræcist timet og billederne så nøje komponeret, at Wes Anderson enten har overgået sig selv eller sejret sig kunstnerisk ihjel i tilværelsens ulidelige lethed.

Hans symmetriske tableauer, stærke farver og affektløse ansigter er for længst blevet både en genre i sig selv og et internetmeme. For hver ny film bliver stilen mere gennemført, men også så dominerende, at den risikerer at udkonkurrere skrøbeligheden og usikkerheden, der tidligere ulmede under overfladen.

Bottle Rocket, Rushmore og The Royal Tenenbaums handler om fantaster og fupmagere, der performer manisk på randen af depression. Siden da er Wes Anderson blevet verdensborger, filmaristokrat og Hollywoods mest genkendelige instruktør med en forkærlighed for at vække fortiden til live som pussenussede dukkehusverdener.

Som det østrig-ungarske rige i The Grand Budapest Hotel, det franske 60’er-ungdomsoprør i The French Dispatch eller midt-50’ernes atomalder i Asteroid City.

The Phoenician Scheme forestiller en fordækt forretningsverden som den, der lå bag Suez-krisen i 1956, hvor dekolonialisering og stormagtsinteresser stødte sammen, mens undertrykte folkefærd vajede mellem slaveri og væbnet revolution.

Alt er selvfølgelig realiseret med en ekstrem detaljerigdom, foruden alle de billedmesterværker fra tyske museer, som instruktøren kunne få lov at låne, mens han optog på Babelsberg-studiet uden for Berlin.

Man har på fornemmelsen, at der efterhånden ikke findes mange europæiske kunstmuseer, som har lyst til at give ham afslag.

Tonen er uhøjtidelig og underholdende, og tempoet holdes med enkelte undtagelser højt frem til et sidste opgør med Benedict Cumberbatch i et Rasputin-lignende kostume med teaterskæg og buskede øjenbryn.

Hvorfor maser Korda sådan på? For at se, hvem der kan slå hvem, som hans livsfilosofi opsummeres.

Moralen leveres med et deadpan-komisk skuldertræk, men virker samtidig som instruktørens kommentar til det beregnende og lyssky politiske magtspil, han karikerer, og som for tiden er ved at fortrænge den regelbaserede verdensorden.

I den forstand føles The Phoenician Scheme som en Wes Anderson-film til tiden. Men også som endnu et dukkehus til samlingen.