Asteroid City

Wes Anderson elsker rammefortællinger.

Teaterforhæng trækkes til side, bøger åbnes, plader sættes på afspilleren. Den texanske kosmopolit, der har adresse i Paris og fast plads på Croisetten, må være den instruktør i verden, som er mest forelsket i parenteser.

I Asteroid City springer han mellem rammen for det hele til historiens tilblivelse og selve historien så hurtigt, at man skal holde tungen lige i munden for at følge med i det svimlende kinesiske æskesystem.

Det starter med kasseformede sort-hvide billeder fra et tv-studie i 1950’erne, hvor en alvorsmand i aftenjakke præsenterer historien om det berømte teaterstykke Asteroid City.

Stykket skrives af en velrenommeret forfatter og sættes op af teaterverdenens små og store stjerner. Den handler om en sammenkomst af teenagegenier i en støvet motorvejslandsby i Arizona.

Landsbyen består af en restaurant, et motel, en mekaniker og et meteorkrater.

Solen bager ned på det pandekageflade landskab, hvor en atom-paddehattesky af og til rejser sig i det fjerne. Fra tid til anden drøner en forbryderbil gennem byen tæt forfulgt af politiet.

Det er en nostalgisk fortidsverden konstrueret med al Wes Andersons udsøgte sans for tidens detaljer. Fra bilernes og bygningernes bløde linjer over reklametavlernes idylliske malerier til et lydspor med tidens hits fra Tex Ritter og Burl Ives, Bing Crosby og Merle Travis.

Man forestiller sig, at instruktøren sammen med sin halvfaste medforfatter Roman Coppola har låst sig inde på arbejdsværelset i månedsvis for at pløje sig gennem meterhøje stakke af dvd’er, plader, paperbackbøger og gulnede ugeblade fra perioden og stedet.

Det er Japan i Isle of Dogs, Centraleuropa i The Grand Budapest Hotel, 60’ernes Paris i The French Dispatch, og i Asteroid City er 50’ernes retrosmarte americana mere fornøjelig end selve handlingen.

Den starter med stjernekiggerkonferencen. De unge genier præsenterer den ene mere fantasifulde opfindelse end den anden. Men da en rank rummand dukker op og stjæler byens stolthed – den fodboldformede meteor, der ligger midt i krateret – taber de alligevel kæben.

Straks rykker militæret ind og spærrer byen af for at finde ud af, om rummanden kom på foranledning af russerne, kineserne eller en ukendt, intergalaktisk regering.

Som altid trækker Wes Anderson på et overdådigt ensemble af Hollywood-kendisser, der velvilligt stiller sig til instruktørens rådighed.

De fleste er gengangere fra hans tidligere film: Willem Dafoe, Edward Norton, Tilda Swinton, Jeffrey Wright, Adrien Brody, Liev Schreiber samt Jason Schwartzmann, der har filmens største rolle som krigsfotografen Augie Steinbeck.

Han ankommer til Asteroid City med sine tre små piger, sin nørdede teenagesøn og kones aske i en Tupperware-beholder. Selv om han ikke har sagt det endnu, aner børnene nok, at deres mor er død tre uger forinden.

Augie er en mand af få ord og spørger aldrig om lov til at tage et billede. Han falder i snak med en anden forælder, skuespilleren Midge Campbell (Scarlett Johansson).

Deres samtaler gennem vinduet på hver sin lille feriekabine er filmens bedste scener. Skuespillerne er perfekt kalibreret med instruktørens deadpan-dialog og stopurspræcise tempo.

Det samme gælder i øvrigt de andre nyankomne til instruktøren westerncirkus – såsom Steve Carrell, Matt Dillon, Bryan Cranston, Margot Robbie og Tom Hanks, der efter alt at dømme har taget over for skandaleramte Bill Murray i rollen som Augies sorgramte svigerfar.

Det er en komisk overlæsset se-hvem-jeg-kan-få-til-at-være-med-rolleliste. Selv den mest ubetydelige birolle spilles af en skuespiller, vi er vant til at se i store hovedroller.

Man skal være på dupperne for at fange enhver detalje i Asteroid City. I noget tid er det sjovt og stimulerende.

Men den Find Holger-agtige informationsrigdom bliver i længden udmattende. Ikke mindst, fordi historien om en familie i sorg fortælles med så mange sidespring og svinkeærinder, at de mest rørende øjeblikke nærmest glemmes i forbifarten.

Wes Anderson har altid været krukket, men hvor værker som Rushmore, Moonrise Kingdom og The Grand Budapest Hotel er båret af en historie, synes excentriciteten efterhånden at være blevet et mål i sig selv.

Hans inkarnerede fans vil sætte pris på det overdådige festfyrværkeri af idéer, vittigheder og referencer, som de nydelsesfuldt kan gå på opdagelse i gennemsyn efter gennemsyn. Men Anderson vil næppe vinde en ny generation med Asteroid City.

Han er vildt begavet og unikt talentfuld, men har fået for travlt med at demonstrere det. Virtuositeten blænder for, hvad han måtte have på hjerte.