The Pickup

Det er aldrig godt, når en komedie kun fremkalder ét grin i løbet af sin spilletid. Ikke desto mindre var det tilfældet med den nye buddy cop-agtige Prime Video-film, The Pickup, hvor Eddie Murphy og Pete Davidson er castet som et umage makkerpar i en penibel situation.

Buddy cop er teknisk set heller ikke den helt korrekte genrebetegnelse, for de spiller nu kun to væbnede vagter i en pengetransportvogn. Setuppet er dog stort set identisk med utallige actionkomedier: den gamle, erfarne og pensionsmodne sættes sammen med en ung, irriterende og dumdristig makker.

Her er Eddie Murphy i rollen som den gnavne ”straight man” Russell, mens det er Pete Davidson, der som Travis skal brillere med sine dumheder.

I filmens første scene sættes der tyk streg under Travis’ intelligensniveau, da han i en bank trækker pistolen over for en smuk kvinde, der bare har villet give ham en papirlap med sit telefonnummer. Da hun efterfølgende alligevel vælger at gå på date med ham, burde alarmklokkerne ringe. Ganske rigtigt viser det sig hurtigt, at hun er en del af en tyvebande og blot har villet lokke oplysninger om pengetransportens rute ud af den godtroende vagt.

Under næste kørsel belejres Russell og Travis på et øde stykke motorvej, og de må sammen forsøge at forpurre tyvenes plan, så Russell kan nå hjem til konen og fejre sit sølvbryllup.

Var filmen lavet for fyrre år siden, havde det været Murphy i rollen som den unge, fjogede del af duoen. Og det frembringer umiskendeligt et indre billede af en langt bedre film, hvor Murphy ville have udfoldet sig med sine rappe replikker og kække karisma. Han var virkelig en af de 80’er-komikere, der havde allermest x-faktor.

Det samme kan desværre ikke siges om Pete Davidson i dette tilfælde. Hans rolle som den unge pengetransportvagt, der er for dum til at blive rigtig politibetjent, er enerverende og skabelonagtig. Og humoren, Davidson leverer, er infantil på den kedelige måde. Her er det nok at slå en prut, affyre en forudsigelig joke om racestereotyper og så ellers spærre øjnene op og råbe, når der sker noget vildt på actionfronten.

Travis’ eneste tilnærmelsesvist mindeværdige personlighedstræk er, at han åbenbart er utroligt god til hovedregning. Desværre glemmer filmen det undervejs, så han slet ikke får brugt sin evne til at besejre skurkene til sidst. Det havde ellers været en oplagt, lille krølle.

Flere andre ting virker som forspildte muligheder. Eva Longoria, der spiller Russells fyrige latina-hustru (et faktum, hun selv gør opmærksom på flere gange), er knap nok med. Ærgerligt, for hun tilfører i det mindste en smule energi til filmen.

Værst af alt kommer den verbale pingpong mellem Murphy og Davidson i den pansrede vogn aldrig op i gear. I en scene under deres lange køretur forsøger Travis at bløde makkeren op ved at skifte musikken over på en 80’er-kanal, der spiller Neutron Dance af The Pointer Sisters – en sang, der blev et hit, da den var med i Frækkere end politiet tillader.

Det er en uheldig metajoke, for den opnår ikke andet end at minde om fortidens triumfer og giver én lyst til at gense en af dem i stedet.

Forståeligt nok vil Eddie Murphy ikke længere castes i de samme energisk sprudlende roller som i ungdommen. Men når han nu så gerne vil spille mere alvorligt og afdæmpet, ville det klæde ham at vælge projekter, hvor der er mere kød på. Han gjorde det for eksempel fremragende for nogle år siden som blaxploitation-instruktøren Rudy Ray Moore i Netflix-filmen Dolemite Is My Name – en rolle, hvor der både er dramatisk dybde og vellykket komik.

The Pickup er måske ikke en fornærmende dårlig film, men blot et virkelig fladt og fantasiforladt foretagende, som næppe vil blive hængende i hukommelsen særligt længe.

Og den ene gang, jeg grinte? En sidebemærkning fra en biperson, der siger, han ikke vil forstyrres, fordi han har travlt med at hvidvaske penge. Det var måske også mere et fnys.