The Pitt

I et gennemsnitligt, amerikansk lægedrama er der næsten sikkerhed for at støde på citatet om, at hvis man hører hovslag, skal man forvente at se en hest, ikke en zebra.

Med andre ord, symptomerne stammer nok bare fra en influenza og ikke en vildt eksotisk parasit. Men fordi influenza ikke er godt tv, ender de samme lægedramaer næsten altid med at handle om zebraer.

Vi har således fået et afsnit af Chicago Hope, hvor der bryder pest ud i Illinois, og et afsnit af Greys hvide verden, hvor to mennesker behandles for at være gennemboret af samme telefonpæl!

The Pitt finder derimod om dramaet i mere almindelige sygdomsforløb. Men den nye serie gør det interessant ved at skabe patienter, læger, sygeplejersker og ambulancereddere, der føles mere som rigtige mennesker.

På en skadestue i Pittsburgh er overlægen Dr. Robinavich, der insisterer på at blive kaldt Robby, mødt op til en dagvagt. Time for time følger vi ham og det store hold af sundhedsprofessionelle, der skal redde liv og undgå klager, selv om ventetiden for patienterne sagtens kan snige sig op over tolv timer.

Robby spilles af Noah Wyle, hvis skuespilkarriere som tv-læge begyndte i Skadestuen – serien, der nok er bedst kendt for at have gjort George Clooney til en stor stjerne.

Noah Wyle er den, der skinner i The Pitt, hvor han skifter mellem streng afretning af turnuskandidater, flirt med ældre damer, empatisk insisteren på respekt for døden og at være ude af stand til at gennemføre en samtale med sin chef uden malplacerede vittigheder om kantinemadens ringe kvalitet.

En tidligere forfatter på Skadestuen, R. Scott Gemmill, er krediteret som serieskaber, men får så sandelig bevist, at man kan forfatte akutcentre på mange måder.

Hvert afsnit er en time af en dagvagt, og det er i fortællestrukturen, at magien opstår. Der er tid til at lære de mange karakterer at kende, men man får også en næsten klaustrofobisk fornemmelse af travlhed, fordi det bare bliver ved med at vælte ind.

Afsnitsstrukturen giver også mulighed for at arbejde mere frit med vores forventninger til sygdomsforløbenes udfald. Man kan ikke bare regne med, at en patient enten dør eller bliver rask ved slutningen af et afsnit, og dramaet ligger ikke i spektakulær sygdom, men i godt karakterarbejde.

Der er et glimrende plot med en ældre mand, som er ved at dø af lungebetændelse, men hvor hans børn er meget uenige om, hvorvidt de skal respektere hans ønske om ikke at blive holdt kunstigt i live af maskiner.

Der er også en dramatisk historie om en teenager, som kommer ind for at få en abort og behandles af Dr. Collins, der selv holder en meget tidlig graviditet hemmelig for sine kollegaer.

En tredje, god historie er en ung mand, der ikke står til at redde efter at være blevet forgiftet med fentanyl, og hvor vi følger hans forældres svære erkendelsesproces.

Skadestuen og mange lignende serier foregår på gange, men det er en lille genialitet, at man har placeret The Pitt i et stort åbent lokale, så rendet af læger og patienter fornemmes, og tilfældige møder opstår mere organisk.

Der er flere spændende personer, end der er plads til at skrive om, men i midten af rummet sidder oversygeplejersken Dana og holder overblikket over såvel patienternes tilstand som personalets velvære.

Hun spilles af Katherine LaNasa, der udstråler en rolig elegance, som er utroligt lækker af være i selskab med. Tænk Gillian Anderson med sydstatsaccent.

Blandt lægerne drages man af Dr. McKay, en socialt engageret, regelret og meget empatisk kvinde, hvor man glæder sig til at finde ud af, hvorfor hun mon går med fodlænke. Hertil kommer en flok spritnye uddannelseslæger såsom følsomme Mel, der reciterer Megan Thee Stallions rapsang Savage for at berolige sig selv mellem særligt voldsomme oplevelser.

Eller den arrogante Dr. Santos, hvis kyniske begejstring over at skære i folk giver mindelser om Sandra Ohs karakter i Greys hvide verden og replikker som: ”Blodbad på skadestuen! Min dag blev lige meget bedre!”

Der er generelt flere komiske, næsten galgenhumoristiske indslag i form af rotter, der slippes løs via en bevidstløs hjemløs. Men også en politijagt på en stjålen ambulance, hvor personalet starter en hel betting-central om udfaldet.

The Pitt kunne sagtens have gået hen og mistet pusten som i gamle dage, hvor en lægeserie havde 25 afsnit på en sæson og et tocifret antal sæsoner i alt. Men ti afsnit inde i denne første sæsons femten føles det, som om personalet på Skadestuen har fundet en god balance mellem inderlighed og humor, intenst drama og lavpraktiske problemer.

Mere hest end zebra, mere streamingæra end klassisk lægedrama.