Tilbage i 80’erne scorede Michael Douglas, Kathleen Turner og Danny DeVito tre hits på stribe: Indiana Jones-efterligningen Nu går den vilde skattejagt, dennes toer Jagten på Nilens juvel og skilsmissekomedien The War of the Roses. Sidstnævnte, som DeVito selv instruerede, er baseret på Warren Adlers roman, der nu er blevet genfilmatiseret.
For mennesker med en klassisk dannelse er begrebet ”Rosekrigene” først og fremmest en periode i engelsk senmiddelalder. Her dystede to slægter, Huset Lancaster (med en rød rose som emblem) og Huset York (hvid rose), om retten til tronen via en række blodige krige.
De fleste filminteresserede er stødt på perioden via filmatiseringer af Shakespeares fire skuespil om Rosekrigene: Henrik den Sjette del 1-3 og især Richard den Tredje med den pukkelrykkede titelperson som royal seriemorder.
I den biografaktuelle viruszombiegyser 28 Years Later indarbejder Danny Boyle en række glimt af dødelige pileregne under Slaget ved Agincourt. Det er klip fra Laurence Oliviers Shakespeare-film Henry V (1944), en prequel til Rosekrigene.
Referencen er underforstået som indbygget metafor, når man læser eller ser filmatiseringer af Warren Adlers roman. Her er Rosekrigene blevet til et moderne, dødeligt skilsmissedrama mellem to ægtefæller med det fælles efternavn Rose.
Og referencen er endnu tydeligere i den nye film, hvor bogens amerikanske par er blevet til to amerikansk bosatte briter: Kokken Ivy Rose og arkitekten Theo Rose, spillet af Olivia Colman (Oscar-vinderen fra The Favourite) og Benedict Cumberbatch, der fik sit gennembrud som sociopatisk mesterdetektiv i tv-serien Sherlock.
Da parret mødes i filmens start, er Ivy trods kulinarisk talent på Babette-niveau stadig en ydmyg køkkenansat, mens Theo med sin visionære udformning af et maritimt museum er på vej op mod arkitekturens tinder. Da hun lader ham smage sin kokkekunst, er mundfulden så afrodisisk, at de straks har hot sex i fryserummet. De bliver gift, og sjældent har man set et lykkeligere par.
Men skæbnen vil, at Theos karriere kuldsejler, da en pinlig videooptagelse, hvor museet styrter sammen under et stormvejr, bliver et viralt hit. Mens han går derhjemme og passer parrets to børn, starter Ivy en seafoodkæde og tjener en formue.
Parrets nu omvendte status med hende som stjernen med glamourøse og luksuriøse frynsegoder får ægteskabet til at knirke. Vi kender mønsteret fra de syv filmversioner af backstagedramaet A Star Is Born, inspireret af autentiske Hollywood-skæbner.
Pengene fra sine restauranter bruger Ivy til at lade Theo bygge deres drømmehjem. Som bliver knasten i parrets efterfølgende, stadig mere hævngerrige skilsmisseforhandlinger, der er forholdsvis realistisk udformet med spandevis af bidende, sort humor.
På sidelinjen leverer Andy Samberg og især Kate McKinnon glimrende præstationer som et vennepar, der ser alting mere klart end ægteparret selv.
Udviklingen fra nyforelsket eufori over misfornøjet understrøm til hadmotiveret konflikt er velskrevet og velspillet, men fiser ud mod slutningen. Danny DeVito fik ros for i den forrige filmatisering at nægte selskabet en happy ending og insistere på dramatisk konsekvens. Filmen huskes ikke mindst for en flot finale med ægtefællerne, Michael Douglas og Kathleen Turner, fatalt forenet i en faldende lysekrone.
Folkene bag den nye film, blandt andet Austin Powers-instruktøren Jay Roach, har desværre intet lært deraf, men farer til slut vild i en mekanisk afhængighed af romcom-konventioner. Med de mange sjove og frække lækkerbiskener undervejs er det en anbefalelsesværdig film, og så meget desto mere ærgerligt, at jeg forlod biografen med en lettere skuffet eftersmag.
Som at have set en ellers smukt udformet bygning styrte sammen på åbningsdagen.
facebook
twitter
Kommentarer