The Testament of Ann Lee

Har du hørt om Shaker-bevægelsen? Det havde jeg heller ikke. Og jeg er ikke helt sikker på, om jeg vil vide mere efter at have set The Testament of Ann Lee. En musical, hvor abortscener krydsklippes med kristen gruppedans med klare seksuelle konnotationer. 

Filmen har alle de ingredienser, man forbinder med en kultfilm. 

Hvordan den er sluppet forbi de notorisk kassetænkende selskabsbosser i USA, er en gåde. Men det har sikkert hjulpet, at stjernen Amanda Seyfried indtager den altdominerende titelrolle, og at makker- og ægteparret Mona Fastvold og Brady Corbet er blevet arthouse-darlings med The Brutalist. 

Dengang var Corbet instruktør og Fastvold medforfatter. Her er rollerne byttet om. 

Frygtløsheden og det overambitiøse har de to film tilfælles, ligesom de begge følger USA-indvandrere og deres forankring i en kristen menighed. Det ligner en tanke. 

Shaker-bevægelsen var en lille, kristen menighed (nogle vil sige sekt), der blomstrede i det østlige USA især i 1800-tallet. Filmen følger en af dens ledere, Ann Lee, der blev født i Manchester i 1736, arbejdede som barn på byens vævefabrikker, blev gift og fik fire børn, der alle døde som små. 

Så blev hun en del af The Shaking Quakers, der søgte Gud gennem cølibat, kollektive syndsbekendelser og ekstatiske danseritualer – deraf navnet. 

Deres lille gruppe – blot ni personer, inklusive Ann Lee – rejste i 1774 til Amerika og etablerede her atten små trossamfund. På det højeste var der 6.000 shakers, men bevægelsen havde både borgerkrig, fordomme og forplantningslyst imod sig. I dag er der ifølge filmens rulletekster to aktive udøvere tilbage. 

The Testament of Ann Lee tør gå sine egne veje. Eller rettere: alle veje. Den vil være både episk og intim, musikalsk ekspressiv og historisk korrekt, dødeligt alvorstung og legesyg. 

I en scene, hvor den første menighed skal etableres, får en af ekspeditionens deltagere rystelser i pegefingeren, som derefter fungerer som ønskekvist. Her brød jeg sammen i vantro latter, for scenen er et bizart et bevis på, at Mona Fastvold ikke har kunnet sortere i de mange indfald. 

The Testament of Ann Lee er blevet et Frankensteins monster med lemmer fra musicalen Jesus Christ Superstar, den socialrealistiske svenske serie Udvandrerne og et ordentligt skud religiøs vækkelsesporno. Endda tilsat lidt koket s/m, fordi Ann Lee har en ”før-fase”, som guddødeme også udleveres. 

Filmen giver generøst psykologiske nøgler til at se den religiøse ekstase som sublimering og erstatning. Ann Lee så som barn sin far og mor ”gøre det” og fik en fysisk straf for at påtale det. Det forklarer dog ikke, hvorfor resten af menigheden hopper med på cølibat-galejen. 

Sådan er filmen – fuld af nøgler, der forklarer én ting og mudrer noget andet. Bagefter er jeg oprigtigt i tvivl, om målet er, at vi skal se Ann Lee som et mysterium. Mest af alt føles det, som om filmen i stedet for at fokusere bobler derudad og tager alle de fodnoter med, der rummer anledning til en sang. 

For ja, der bliver sunget. Daniel Blumbergs folksalmer skaber en forførende kulisse, og dansen bliver i sine bedste øjeblikke et regulært fysisk sprog: tro, pinsel, fortabelse, udfrielse. 

Sangene er inspireret af historiske noder og sangtekster fra shakerne selv, og det er fascinerende at tænke på, hvem der har komponeret, og hvordan disse sange og danse blev udøvet i 1700-tallet. Men den musikhistoriske dimension viger til fordel for moderne power. Her er fuldt blus på rytmesektion med en vifte af usynlige instrumenter – fra strygere til elguitar. 

Filmen har modet, ambitionerne, den visuelle og musikalske kraft, men jeg har en spådom. Om tyve år vil den blive kultdyrket og tjene som læreeksempel på filmskoler verden over: Lad troen blomstre, men kill your darlings.