The Thing with Feathers

Lyden af salmesang, kirkeklokker og flaksende fjer. En far i sort jakkesæt roser sine sønner for at have klaret dagen så godt. Nu er der en tandbørste for meget i kruset derhjemme.

Efter morens pludselige og uventede død står faren alene med deres to drenge. Han forsøger at bearbejde sorgen ved at arbejde videre med sine illustrationer på hjemmekontoret.

Det er primært ekspressive skitser af kragefugle i kul og sort blæk. Men snart begynder tegningerne at manifestere sig fysisk omkring den formindskede familie. Det kulminerer med fremkomsten af et to meter højt, talende kragevæsen, der tilbyder at hjælpe faren gennem tabet.

Filmen er baseret på Max Porters prisbelønnede kortroman Grief Is the Thing with Feathers, som også tidligere har været opført som teaterstykke med Cillian Murphy i hovedrollen.

Selv om filmatiseringen undlader første halvdel af titlen, er metaforen stadig tydelig. Den store krage er en legemliggørelse af sorgen, og den bliver gennem filmen både en truende, provokerende og hjælpende skikkelse, der får faren til at konfrontere sine følelser og indre dæmoner.

Benedict Cumberbatch spiller den unavngivne far, og instruktøren Dylan Southern er tydeligt bevidst om, at hovedrolleindehaveren er filmens stærkeste kort.

I de mange nærbilleder får den dygtige skuespiller lov til at udfolde sig med skrøbelig mimik, når han prøver at undertrykke følelserne i børnenes nærvær. Han forsøger forgæves at opretholde hverdagens rutiner, mens overvældes selv af savnet og synker dybere ned i en depression.

I bogen er faren en forfatter, der skriver om digteren Ted Hughes. I filmen er han gjort til tegneserieskaber, hvis illustrationer på metaforisk vis vækkes til live. Ændringen virker desværre symptomatisk for filmens udformning. For det hele bliver illustrativt på en måde, der ender med at skære tingene for meget ud i pap.

Værst går det, da kragen i en blodig monsterscene skal slås mod ”fortvivlelsen”, der har taget skikkelse som en flænsende dæmon. Det er ikke just subtilt og peger på en større stilmæssig forvirring. Filmen overtages ofte af gysereffekter, der aldrig rigtigt smelter sammen med hverdagsdramaet.

Er andet afledt problem er, at karakterudviklingen overvejende finder sted på filmens metaforiske plan i stedet for at lade personernes konkrete handlinger drive værket.

Kragen er realiseret som en fysisk effekt og ligner en skabning, der er kravlet ud fra en mørk afkrog af Jim Hensons værksted. Stemmen forsynes af David Thewlis, der fyrer sardoniske bemærkninger og usammenhængende monologer – som vi kender det fra Mike Leighs Naked – af mod den sørgende far.

Den beskylder ham for at være en selvmedlidende kliché, og i passager er man tilbøjelig til at give den ret. Replikkerne er for det meste taget ud af de gængse sorgfortællingers begrænsede vokabular, og man savner nogle mere kreative og uventede ordvekslinger.

Forløbet løftes dog af øjeblikke med humor, for eksempel i korte glimt fra en montage, hvor kragen agerer psykolog ved sengens side. I nogle scener bliver den også en slags barnepige for drengene, som har deres egen udadreagerende måde at takle sorgen på.

I filmens bedste billede sidder den i sofaen og omklamrer hele familien som et sort tæppe. En ny tilstedeværelse født af fraværet.

Trods spilletiden på halvanden time begynder motiverne desværre at føles monotone, og dramaet bliver klaustrofobisk ligesom det rodede rækkehus, det udspiller sig i. Følelsen forstærkes af det smalle Academy-billedformat, der indrammer familiens private verden.

Det virker ellers som det oplagte greb til at fortælle en historie med et så knugende ærinde, men det ender med at gøre historien lille og aflukket i stedet for gådefuld og gribende. Der mangler et blik for det uudgrundelige i den mørke fuglesilhuet.

Familien bliver for fortrolig med den sorg, der for de fleste føles evigt uhåndgribelig.