To Hold a Mountain

Alle kender til cowboyfilm, men hvorfor ikke begynde et arkiv over sheepgirl-film lige her?

Vinderen af den internationale Grand Jury-dokumentarpris på Sundance-festivalen, To Hold a Mountain, er præcis fårehyrdernes feministiske svar på en John Ford-klassiker: en romantisk hyldest til retfærdighed, det at leve i pagt med natur og tradition – tilsat et skud søstersolidaritet.

Og så er den vidunderligt smuk.

Højt oppe på Sinjajevina-plateauet i Montenegro, næsten 2.000 meter over havets overflade, driver en rynket, krumrygget dame rundt på hesteryg. Sammen med den trettenårige pige Nada driver Gara fåreflokke og enkelte køer over de enorme græsgange, samler urter og lever et liv, der ser ud til at være uændret i århundreder.

Bjerget kalder de ganske enkelt for ”Mor”. Det er et udtryk, der siger meget om den verden, dokumentaren bevæger sig i. Her er naturen ikke kulisse, men livsgrundlag og identitet.

Instruktørparret Biljana Tutorov og Petar Glomazić er forståeligt betaget af landskabet: bølgende græs, lave skyer, klippefremspring. Eva Kraljevićs kamera glider hen over plateauet, som om filmen selv forsøger at tilpasse sig bjergets tempo.

Sinjajevina er et af Europas største højlandsområder, og filmen gør en dyd ud af at vise det som et næsten mytisk landskab. Når Gara rider over plateauet på sin hvide hest, ligner hun næsten en figur fra et folkesagn.

Men som i et godt eventyr forbliver idyllen ikke intakt.

Den montenegrinske regering har nemlig planer om at etablere et NATO-støttet, militært træningsområde midt på plateauet. Pludselig begynder helikoptere at dukke op i horisonten, og landskabet, der ellers virker uforanderligt, bliver en del af et større politisk spil, tv-debatter og demonstrationer, der ser ud af meget lidt på de gråbrune bakkekamme.

Konflikten har noget næsten gammeldags over sig: hyrder mod militær, tradition mod modernitet. At skurken i dette tilfælde er NATO – et symbol på global sikkerhedspolitik og aktuelt en af de få magtinstitutioner på verdensplan, vi kan knytte en vis tillid til – giver historien en lidt ironisk klangbund.

Gara bliver undervejs en slags uofficiel leder i modstanden mod planerne. Hun rider rundt på plateauet, organiserer protester og er ikke nogen tosset retoriker. På tv inviterer hun militæroberster på ost i bjælkehytten og vinder tydeligt sympatien.

I en mere klassisk aktivistdokumentar kunne dette have været filmens soleklare centrum. Her er det snarere en af flere strømme i fortællingen. For ved siden af konflikten om jorden løber en mere privat historie.

Nada er nemlig ikke Garas barn, men hendes niece. Hun blev opdraget af Gara, efter at hendes egen mor blev dræbt af sin mand – Nadas far. Den voldelige familiehistorie ligger som en stille understrøm og bryder ind imellem frem i små samtaler og antydninger.

Mens Nada langsomt bevæger sig fra barn til ung kvinde, begynder hun også at stille spørgsmål til fortiden. På den måde spejler filmens to konflikter hinanden: volden mod landskabet og volden i familien.

Instruktørerne har fulgt Gara og Nada over flere år, og det giver filmen en særlig tålmodighed. Årstiderne skifter, dyr fødes og dør, og vores hovedpersoner bliver synligt ældre. Nara bliver en ung kvinde, får Garas høgeblik og landarbejderens hårdførhed.

Det giver dokumentaren en rolig, meditativ rytme og måske også en lidt for stor grad af forudsigelighed. Jeg kunne godt savne lidt mere personlighed i det audiovisuelle flow.

To Hold a Mountain er i høj grad en naturromantisk film. Når vinden bevæger sig gennem det høje græs, eller når tågen pludselig lukker sig om plateauet, får man en fornemmelse af et sted, hvor menneskelige konflikter kun er en lille del af et meget større kredsløb.

Filmen er ikke den mest dybsindige eller nuancerige dokumentar om militarisering eller politisk miljøkamp. Men som poetisk skildring af et landskab – og af de mennesker, der forsøger at holde fast i det – der er den stille på en fascinerende måde. Nogle gange er det en gave, at en film giver os tid til bare at se.