Matt Johnsons coming of age-biopic om Anthony Bourdain åbner med den berømte kok, forfatter og tv-værts nådesløse dom over sit yngre jeg: ”Jeg var, for at være ærlig, en forkælet, miserabel, narcissistisk, selvdestruktiv og tankeløs ung lømmel, og havde stærkt brug for et lag tørre tæsk.”
Instruktør og medforfatter Matt Johnson tager citatet som carte blanche til at gøre den unge Tony en katastrofe på to ben. Det gør paradoksalt nok filmen mere charmerende, end hvis hovedpersonen havde været et sympatisk bekendtskab.
Det er også en respektfuld tilgang.
Amerikanske Anthony Bourdain (1956-2018) vendte lige så gerne sit kritiske blik indad som udad. Så vi græmmes, da den unge Tony indleder filmen med et pinligt prætentiøst oprids af den Store Amerikanske Roman, han har tænkt sig at skrive, hvis han får tildelt et arbejdslegat allerede efter hans første år på universitetet.
Herfra går det lukt ned ad bakke.
Han lyver og stjæler, chikanerer beruset en servitrice og udnytter skamløst andres tillid. Hvis han endelig lærer en ting eller to, er det nærmest ved et tilfælde.
Skuespilleren Dominic Sessa, der brød eftertrykkeligt igennem i The Holdovers, viser sig igen unikt hjemmevant i 1970’erne.
Han er uanstrengt overbevisende som den privilegerede, svineheldige unge mand med et gigantisk og ufortjent mindreværdskompleks. Hver gang han ikke får sin vilje, langer han ud efter omverdenen. Selv om virkeligheden gentagne gange sætter ham på plads, går der umanerligt lang tid, før modgangen for alvor rokker ved hans selvoptagede selvmedlidenhed.
Først da Tony begynder at arbejde i køkkenet i en restaurant, finder han sin rette hylde – hjulpet på vej af to vidt forskellige mentorer.
På den ene skulder sidder Antonio Banderas’ Chef (Antonio Banderas) som en godhjertet engel. Med rolig autoritet og sikker faglighed viser han Tony værdien af at tage sit arbejde alvorligt og vælge sine livsværdier med omhu.
På den anden skulder sidder djævlen i skikkelse af kollegaen Sal (Leo Woodall), en alkoholiseret, stofafhængig kaosmaskine, der legemliggør alt det, Tony tror, han begærer.
Udskejelser og uddannelse går hånd i hånd, og Matt Johnson får overbevisende de to spor til at mødes. Den energiske canadier har gjort sig bemærket med den falske månelanding i Operation Avalanche, mobilrevolutionen i BlackBerry og sommerens herligt skæve Nirvanna: The Band The Show The Movie.
Også i Tony lader han dramaet vokse ud af komiske pinligheder og finder komikken i de selvforskyldte tragedier, der rammer den håbløse Tony.
Filmen forfalder ikke til de sædvanlige biopic-klichéer, men føles som en løs parafrase over den slags små og store skuffelser, der formede Bourdain som menneske. Manuskriptet er uden tvivl inspireret af hans skrivestil, men føles aldrig bundet af den.
I modsætning til de fleste biopics er det en fordel at kende historiens slutning. Vi ved, at den unge, selvdestruktive Tony bliver til den verdensberømte kok og formidler Anthony Bourdain, hvis liv tragisk ender med selvmord i 2018.
Det gør hans spæde skridt mod et andet liv desto mere rørende, og hans ungdommelige hovmod og totale aversion mod forsigtighed bliver ganske indtagende.
Tony skildrer morsomt og rørende en dreng, der begår alle tænkelige fejltrin på vej mod at blive en mand. Filmen får én til at prise sig lykkelig over, at man aldrig selv bliver lige så ung og hovedløs igen.
facebook
twitter
Kommentarer