Tron: Ares

Frem for vor tids langsomme 3D-printere vil fysiske genstande om få år kunne materialiseres på sekunder. Såsom armerede tanks og sågar en AI-superkriger opkaldt efter den græske krigsgud Ares, der lægger navn til den skuffende tredje film i Tron-serien. 

Men ups, disse kreationer holder kun fast form i 29 minutter fulgt af deresolution. Eneste løsning vil ifølge Tron: Ares være en permanenskode – denne films MacGuffin – skabt af spildesigneren Kevin Flynn. 

I Tron fra 1982 bliver Flynn (Jeff Bridges) suget ind i computerens virtuelle verden: Netværket. Her bliver computerprogrammerne aldeles paf over at møde deres skaber. Ved at overleve i sine egne computerspil formår Flynn at dokumentere sin ophavsret til spillene, der ellers var blevet stjålet af it-topchefen Ed Dillinger. 

Den første Tron er et teknologisk banebrydende og æstetisk formfuldendt mesterværk. En avantgardistisk, selvreflekterende satire over Disney, der tjener formuer på at erhverve ophavsrettigheder. 

Så selvfølgelig er tematikken siden blevet fjernet fra den Disney-ejede franchise og erstattet af harmløse adventureplots. 

Seriens anden film, Tron: Legacy fra 2010, handler om et program, der vil skabe en perfekt verden ved at eliminere den gamle. Dagen reddes med et andet program, der til slut materialiserer sig i den virkelige verden. 

I den nye film sker det samme for Ares (Jared Leto). Så det er noget overraskende i filmens pressemateriale at læse den norske instruktør Joachim Rønning udtalelse: ”At have et program i den virkelige verden var interessant for mig – dét havde jeg ikke set før!” 

Han har altså tilsyneladende lavet treeren uden at have set toeren først! 

Adventuregenren har sine faste mønstre. Når Jane har svinget i lianer med Tarzan, må Tarzan en tur til England og køre i hestevogn. Menneskene i Tron-filmene har været inde i computeren og møde programmerne, som nu må ud i den virkelige verden. 

Førnævnte permanenskode havner i hænderne på en it-direktør, og Ares sendes afsted efter hende. Det skal klares inden for intervaller på 29 minutter, så der er fart på med køreture, nærkampe og eksplosioner. 

Med sig bringer Ares de virtuelle fartøjer fra seriens andre film. Flottest er lyscyklerne, der fræser over asfalten med glødende, fysiske fartstriber, som fileterer en politibil på langs og mod slutningen danner sit eget netværk. 

Filmen tangerer Terminator-suspense, da et ustoppeligt computerprogram jagter heltinden i et parkeringshus, sprintende opad via en spiralformet kørebane. 

På lydsiden leverer Nine Inch Nails gungrende industrial-rytmer suppleret af dybe drøn. Vi er så langt fra Wendy Carlos’ sjælfulde elektronmusik i originalen, som man kan komme.

Tron: Ares mangler dog allermest den visionære scenografi og et begavet manuskript. 

Den første film udspilles i en syntetisk katedral af kode og neon. Tegnet og farvelagt af menneskehænder med bistand fra computerberegninger. Effekterne blev nægtet en Oscar-nominering, fordi det blev betragtet som snyd at bruge en computer. 

Præcis samme vås, vi i dag hører om AI som potentiel del af filmbranchens værktøjskasse. 

Tron belyser konflikten mellem kunst og kasse via Netværket som et metaforisk spejlbillede af Silicon Valley. Befolket af dobbeltgængerkarakterer, hvor skurken Dillinger selv blot er håndlanger for et diabolsk, magtbegærligt masterprogram. 

Tanken om apps, der kan opleves som en slags mennesker, opfattede vi i 1982 som nonsens. Det var før Replika og ChatGPT. Fyrre år tog det os at indhente Tron. 

Kunstig intelligens er i dag et af verdens brændpunkter med endeløst potentiale og dybt komplekse problematikker. Tron: Ares evner end ikke at gribe dem, men gentager blot en generisk fortælling om væsenet, der erstatter sin koleriske kodning med rørende empati. 

I Ares’ udvikling genkender vi cyborgstrømeren i RoboCop, supersoldaten i Soldier, krigsrobotten i The Iron Giant, det gensplejsede rumvæsen i Lilo & Stitch og den destruktive spilskurk i Vilde Rolf. 

Tron: Ares nævner selv to af sine øvrige rødder: Frankenstein og Pinocchio. Så folkene bag ved godt, hvad genren kan bruges til. De evner det bare ikke selv.