Køkkenvaskrealisme er et engelsk begreb for den særlige socialrealisme, som ramte engelsk kunst og kultur i de sene 1950’ere og tidlige 60’ere. Retningen havde fokus på arbejder- og middelklassens vrede verden af problemer i et strikt liberalistisk og kapitalistisk klassesamfund som det britiske.
Noget af denne realisme forvandlede sig til folkekomiske tv-serier a la den elskede Coronation Street eller levede videre i film af Ken Loach og Mike Leigh. Men retningens sociale indignation og engagement sivede også ind de utroligt velproducerede politirutinekrimier, der i mange år er blevet produceret af britisk tv.
Sjette sæson af Uforglemt er tydelig en af slagsen. Den foregår i London, men snarere nede ad sidegader end på de store strøg, som turisten kender og elsker.
I 2021 meldte universitetsprofessor Juliet sin mand for forsvunden. Efterforskningen konkluderede, at han havde begået selvmord på grund af svære personlige problemer. Tre år senere, i første afsnit, finder man dele af hans lig forskellige steder i en mose i Østlondon.
Denne cold case overlades til de to erfarne politifolk, Jessica James, der har en utro husbond, og Sunil Khan, en ensom ungkarl. Retsmedicineren finder med sin forensiske videnskab ud af ligets gustne omstændigheder.
Fortiden trækker som bekendt altid skygger ind i nutiden. Og stort set alle mennesker i serien har ugler i deres personlige mose. Alle gemmer på noget.
Ud over politifolkene følger vi tre andre personer: Marty, som lider af autisme, tv-personligheden Melinda, som lever af at levere stærkt højreorienterede nyheder, og den afghanske immigrant Asif, der drømmer om at blive britisk statsborger. Og minsandten om ikke ligets enke får sig en krænkelsessag på sin professorkappe.
Seriens realistiske køkkenvaske er således lige ved at være overforstoppet med tidens aktuelle problemer – politiske, sociale og psykologiske.
Kan serien klare sin tematiske overlast, dens kronikverden kriminaliseret ind i et hæsblæsende plot? Ja, det går lige an. Fordi serien oser af den britiske knowhow, når det gælder om at bruge en sensationel genre til at sige noget om samtiden.
Det skyldes også, at britiske skuespillere er såre eminente til at gestalte deres personligheder på en bæredygtig måde. Irske Sinéad Keenan giver sin politikvinde dybde bag facaden som den cool opdager Jessica James. Og Sanjeev Bhaskar som mutte Sunil Khan giver sin enspænder af en strisser toner af en menneskevarm, men også melankolsk kommissær Jules Maigret, nu med indiske aner og engelsk slendrian.
De to komplementerer hinanden godt som det aparte par, der alligevel passer sammen som to legoklodser. Det understreger, at politirutinegenren frem for alt handler om venskaber på tværs af køn og klasse, ritualer og religion.
Endelig er der også råd til lidt humor midt i den engelske mistrøstighed. Engelsk elendighed synes aldrig værre end, at der er tid til et smil og en kop te fra kedlen.
Uforglemt er dramatisk sat op i tre afsnit af hver halvanden times tid. Det hjælper på handlingens ballast af tunge emner, at de udfoldes i en tidsramme, som mere er traditionelt filmisk end tv-serieagtig.
Men genren er samtidig på grænsen til det nedslidte klichéagtige: de sædvanlige mistænkte, som bliver samlet op undervejs og efterladt igen, såfremt deres uskyld er bevist; kriminalitet, som i længden ikke må kunne betale sig; social samvittighed om, at forbrydere også er mennesker.
Men det er ganske godt gjort, og som serie lever den op til kvaliteten, der ligger i britiske seriers glimrende tæft for at gavne og fornøje med forbrydelser og straf.
facebook
twitter
Kommentarer