Uniformen

Interessant nok begynder Prime Videos gevaldige politiserie Slangedræber og DR’s Uniformen på næsten samme måde: En politimand skyder en aggressiv voldsmand ned.

For så vidt ikke så underligt, i og med at begge serier tilhører samme genre – politiet på arbejde i en grusom og grovkornet verden.

Men i den første er skyderen en professionel leder af Uropatruljen. I den anden affyres skuddet af en Politiskole-praktikant af anden etnisk herkomst. I den første taler vi om en kompliceret mafiaagtig bandekriminalitet, i den anden et værtshusslagsmål, som udvikler sig kaotisk voldeligt.

Begge har genrens skakbræt med strissere som brikker, men den ene åbner med en springer, den anden med bonde. Eller snarere en kvinde udefra. Den nyankomne rektor på Politiskolen accentuerer i sin ankomsttale uddannelsens humanistiske og empatiske side. At værne om og beskytte borgerne.

Snart følger vi nogle af skolens elever, deres skoledag og skærmydsler. Synkront med, at den nye rektor med et andet køn end ellers på rektorkontoret lige skal anerkendes af de meget stovte og maskuline lærere og politifolk.

Så kommer skudepisoden mod den attakerende unge mand, der ændrer alting for den udøvende elev, hans foresatte og meget af livet på skolen. I og med at korpsets kodeks træder i kraft. Politi er politi nærmest.

DR’s Uniformen, med manuskript af Anders Frithiof August og Oscar Dyekjær Giese, er i bund og grund lurmærket dansk tv-dramatik. Det vil sige mere realisme end ramasjang, samtidig med at den trækker på den amerikanske undergenre rookie movies – film om, hvordan man bliver en dygtig betjent gennem uddannelse, erfaring, fejl og læring.

Trængsler og udfordringer rammer elever og instruktører, men midt i det hele følger alle politikorpsets medlemmer det grundlæggende princip: Vi har hinandens ryg.

Det siges sågar af en højtstående politimand, hvis datter i øvrigt går på skolen. Temaet for alle politirutinehistorier er venskab og sammenhold som højeste værdi i livet – med og uden uniform. Men også vrangen af venskabet. At dække over hinanden ude i marken og i asfaltjunglen, at manipulere med gerningsstedet, så sagen får en anden skæbne end den sande.

Her i Uniformen er det en knivs placering, da det skæbnesvangre skud knalder. Mens skuddet i Slangedræber bliver starten på et gevaldigt hævntogt med skud fra hoften, er i Uniformen et nærværende etisk dilemma, et moralsk anliggende med noter af samfundsdebat.

Plottets fokus er på den unge mand med skyderen, Youssef, spillet både velsignet underdrejet og markant sandfærdigt af Soheil Bavi.

Det mere socialt menneskelige fokus, der er helt på linje med DR’s dramatiske tradition for heftigt at artikulere intimsfære som intrigant kerne, ligger i Lene Maria Christensens formidable spil som rektoren.

Hun har ballade på hjemmefronten og er separeret fra sin drøm af en ædel og nobel strissermand, gestaltet overbevisende af Jakob Cedergren. Begge skuespillere beviser igen, at de hører til blandt vore ypperste af slagsen.

Marco Ilsø er fremragende som Youssefs uberegnelige ven Daniel. I det hele taget er der i Jonas Alexander Arnbys instruktion gode skuespillere over hele linjen. Kendte som mindre kendte, alle serverer smult strisserlivet i skolegården med bravur og betydning. Der er mange nye ansigter i klasseværelset, på kollegiet og i kantinen, som man gerne vil se igen i uniform.

Klichéerne står på række og kommer til udtryk med genrens velkendte præcision: fars tolvtalspige, den brøsige tillidsmand, den skudsikre våbenekspert, sadisten i skabet, den milde panser, som træder i karakter.

Alle drikker evindeligt kaffe fra store papbægre, og så er der lidt kærlighed mellem umage par med følsom kant. Realismen er i højsædet med toner af social indignation.

Det er helt okay, men det, som hiver serien op over middel, er dens suveræne casting af vort lands bedste skuespillere.