Vægtløs

Den femtenårige og overvægtige Lea skal tilbringe en sommer på en sundhedskoloni for børn som hende samt aparte og anderledes teenagere.

Lea får som bofælle den slanke Sasha, og selvfølgelig spejler hun sig selv i Sasha, som ret hurtigt får noget i gang med egnens ungersvende, der rider rundt på scootere.

Lea bliver mere og mere fascineret af den empatiske og imødekommende pædagog Rune. Sågar belurer hun ham, mens han er i brusebad. Snart bliver Leas fascination til forelskelse. Ikke mindst fordi han byder sig til med kærtegn og kram, drømme om sommerhus og pandekager.

Lea begynder at blive tiltrukket mere end, hvad godt er. Det bliver Rune foruroliget over, og han forsøger at trække sig ud af affæren, eller hvad det nu er.

Emilie Thalunds bittersøde ungdomsdebut, Vægtløs, indskriver sig i undergenren ”den sommer, jeg blev voksen” og skildrer nænsomt overgangen fra næsten-voksen til helt-voksen – med alt, hvad det indebærer. Det er fortællingen om en ung følsomheds smertefulde erfaringer, den første forelskelses fallit og den dyrekøbte erkendelse af livets flygtighed.

Alle disse betegnelser passer på Vægtløs og så alligevel ikke helt. Thalunds stille film, der har manuskript af Ekko Shortlist-vinderen Marianne Lentz (En flirt og Den store stilhed), dekonstruerer faktisk enhver form for dramatisk klimaks og konklusion.

Den forbudte kærlighed mellem en teenagepige og en voksen mand, i hvis varetægt hun er, bliver aldrig accentueret til andet end, hvad den er. Og hvis man tror, at den slanke Sasha er den onde pige over for sin tykke sambo, skuffes man. Hun er faktisk den eneste, som gennemskuer pædagogen og udviser søstersolidaritet over for Lea.

Rune er ikke kun et skuffejern, men en latent børnelokker, sympatisk nuvel, og inderlig omsorgsfuld, men alligevel en skidt fyr uden at blive til filmens endimensionelle skurk.

Vægtløs er på sæt og vis en spøjs blanding af forfatteren Herman Bang og instruktøren Nils Malmros. Fra den første har vi en henkastet impressionisme – instruktøren har noget med fødder i sandaler og sko som signifikante tegn i sit narrative flow om stille eksistenser en sommer på landet.

Toner af Nils Malmros er ikke kun fokus på unge mennesker, som bliver gammelkloge af omstændigheder. Men også på grund af de næsten navnløse skuespillere, der spiller, som om de aldrig var iscenesat af en strikt instruktørhånd.

De spiller med i handlingens uforudsigelighed med en naturlig autenticitet, der aldrig synes artificiel. Nærmest med en vægtløs og underdrejet naturalisme, som via mere spredte indtryk end intentionel intrige gestalter historien til en vedkommende og nødvendig film.

Uden store fagter og melodramatisk elan er Vægtløs brillant som billedfortælling om den første kærlighed og venskab med vægtfylde.

Debutanten Marie Helweg Augustsen bemestrer hovedrollen suverænt og skelsættende. Hun er på alle måder smuk og smittende med et selvværd, som efterhånden vokser.

Om end ikke til det fuldkomne harmoniske i krop og sjæl så forlader vi hende ikke på en ensom perron, men som en ung kvinde med en erfaring, der både smerter og styrker. Fordi opholdet på sundhedskolonien trods alt og på tværs af kærestesorg har været helsebringende for hende.

Samboen Sasha spilles fermt og frejdigt af Ellen Paaske (Fuld af kærlighed), mens Joachim Fjelstrup (Carmen Curlers) overbeviser som den falske good guy, der i virkeligheden er en svag kujon.

Vægtløs har allerede velfortjent høstet opmærksomhed på festivaler med hovedprisen i New Directors-programmet på San Sebastián-festivalen og kritikerprisen i Göteborg.

Lad os slutte med en anmelderkliché: en lille stor film.