We Bury the Dead

Selv om titlen antyder det modsatte, byder We Bury the Dead os velkommen tilbage til zombieland. 

Handlingen starter med det umiddelbart pragmatiske og monotone oprydningsarbejde efter en katastrofe af den type, mange af os går rundt og frygter: Et amerikansk masseødelæggelsesvåben er ved en fejltagelse gået ka-boom! og har derved tyndet ud i befolkningen på den australske ø Tasmanien. 

Ava Newman ankommer for at lede efter sin ægtemand. Ligene ligger, hvor de er faldet om, med misfarvede øjne og strålingsdeformeret rosinhud som vidnesbyrd om, at dette ikke var nogen naturlig bortgang. 

På lydsiden høres Händels arie Lascia ch’io pianga, hvis italienske tekst kan oversættes til: 

Forlad tornen, pluk rosen;
du går og søger din smerte.
Gråfrost, ført af skjult hånd,
vil komme, når dit hjerte mindst venter det. 

Musikvalget er ikke blot stemningsskabende. For trods enkelte drabelige konfrontationer mellem døde og levende er We Bury the Dead først og fremmest en film om sorgbearbejdelse. 

Et poetisk billeddigt om – ved at vove sig bag om de genopstandne gnaskere, der hjemsøger apokalypsens slagmark – at finde en mere frugtbar spire til en ny begyndelse. 

I We Bury the Dead er det Daisy Ridley, der topper.

Hun brød stort igennem som skrotklunseren og Jedi-ridderen Rey i Star Wars: The Force Awakens og Star Wars: The Last Jedi. Men som mange af Star Wars-franchisens dygtige skuespillere har hun efterfølgende sjældent fået de roller, hun fortjener.

We Bury the Dead er skrevet og instrueret af Zak Hilditch, hvis apokalyptiske drama These Final Hours blev udtaget til Cannes-festivalens parallelkonkurrence i 2013. 

I hans nye films stærkeste passager går kameraet helt tæt på Daisy Ridley og fanger hver en lysfoton fra hendes store, udtryksfulde øjne. De andre karakterer ævler løs, men det virker, som om instruktøren og skuespilleren har opdaget, hvor lidt brug der i hendes tilfælde var for replikker. 

I det hele taget er det en visuelt meget flot film med skarpe kontraster, mættede farver og dybe skygger. En optisk glød indrammet af Steve Annis, der også har fotograferet den surrealistisk vildtvoksende ruminvasion i Color Out of Space og den grundløst forhadte The Crow (2024), hvor han især brillerer med kameraarbejdet under en brutal actionsekvens i et operahus. 

We Bury the Dead glider undervejs ud på et sidespor med et noget forceret MeToo-subplot, som nogle måske vil opfatte som dens stærkeste passage. I alt fald har det klart interesseret instruktøren mere end de levende døde. Når disse optræder, er det sminkøren, der løfter opgaven bistået af truende kliklyde fra lyddesigneren. 

I min barndom elskede jeg tv-delfinen Flipper med dens store smil og kærlige kliklyde, men det har mit liv som horrorfan ødelagt. Det er vistnok Predator, der i 1987 udskiftede horrorgenrens traditionelle vekslen mellem monsterbrøl og Wilhelm-skrig med genrens i dag allestedsnærværende brug af gutturale kliklyde. 

Få ting giver så ubehagelig en oplevelse af at være et potentielt måltid som synet af levende lig med rastløst klikkende kæber. 

Ultimativt formår We Bury the Dead at begrave sine dæmoner og finde lyset for enden af gravkammeret, i en næsten surrealistisk finale med en grædende baby i en kirkeruin, der kunne være hentet ud af en Twilight Zone-episode eller et Sergio Leone-flashback. 

Ultimativt formår We Bury the Dead at bevæge sig fra mørke mod et spinkelt håb, og filmen kulminerer i en næsten surrealistisk finale med en grædende baby i en kirkeruin, der kunne være hentet ud af et Twilight Zone-afsnit eller et drømmeagtigt flashback hos Sergio Leone. 

Ikke nogen stor film, men en lille god én.