Serieanmeldelse
07. aug. 2025 | 11:14

Wednesday – sæson 2

Foto | Millar Gough Ink

Jenna Ortegas er cool som Wednesday og fungerer godt i samspillet med resten af familien eller sin udadvendte og energiske varulve-roomie.

Jenna Ortega udtrykker som goth-pigernes heltinde utroligt meget med sit stenansigt, og de humoristiske indslag er mere konsekvent sjove i anden sæson af Netflix-succesen.

Af Anders Vedby Jørgensen

Goth-pigernes heltinde, Wednesday Addams, er tilbage og klar til et nyt skoleår og nye mysterier i anden sæson af Netflix’ hitserie, der gjorde Jenna Ortegas dans til landeplage på TikTok. Og ligesom sidst trækker hun i det sorte tøj og lægger ansigtet i de rette, skulende folder. 

Den (u)hyggelige familien Addams har en lang historik af filmatiseringer siden deres første optræden i 1930’ernes tegneseriestriber. Fra 60’ernes sitcom over to veldrejede biograffilm i 90’erne og med adskillige animationsforsøg undervejs. 

I den aktuelle spinoff-serie med den dystre datter i centrum har man valgt at skrue ned for hverdagskomikken og op for teenagedramaet med et plot, hvor titelkarakteren sendes på den Hogwarts-agtige kostskole Nevermore Academy for ”de udstødte”. 

På bedste Harry Potter-manér var sæson 1’s skolegang også krydret med mordmysterier og monstre, hvor Wednesday agerede detektiv sammen med sidekicket, den omvandrende hånd Thing. Første halvdel af den nye sæson (anden del udkommer 3. september) byder på mere af det samme, men har heldigvis også flere kærkomne, nye tiltag. 

Resten af familien flytter med ind på campus. Det afføder et større fokus på mor-datter-konflikten mellem Wednesday og Catherine Zeta-Jones’ sensuelle Morticia, hvilket giver forventninger om tiltrængt tyngde til hovedpersonens udviklingshistorie. Da også bedstemoren melder sin ankomst, bliver det tydeligt, at der er tale om en familie med flere generationer af markante matriarker. 

Wednesdays bror Pugsley – hvis muntre og naive personlighed står i kontrast til søsterens – indskrives også som elev på skolen. Han leverer den mest charmerende sidehistorie, hvor han med sine elektriske kræfter genopliver en zombie og opbevarer den i et skur som en slags kæledyr. 

Franchisens sorthumoristiske tilgang til kernefamiliens dynamik, hvor normaliteten vendes på hovedet og afslører sin iboende absurditet, har altid været sjovest i mødet med de udefrakommende, ”almindelige” mennesker. Men i denne udgave er den skematiske opdeling mellem ”de udstødte” og ”normierne” et velkendt faktum for alle. Derfor mangler der desværre ofte et modspil til de galgenhumoristiske optrin. 

Når alle underlige og ukurante eksistenser grupperes på den måde, er de vel heller ikke så specielle alligevel? 

Jenna Ortega er dog lige så selvsikker og dreven i hovedrollen som i første sæson og udtrykker utroligt meget med sit stenansigt. Men det er svært at komme udenom, at Wednesday-karakteren til tider bliver lidt monoton, når der konstant skal kvitteres med sardoniske onelinere i den overlegent vidende jargon. 

Hun fungerer absolut bedst i samspillet med resten af familien eller den udadvendte og energiske varulve-roomie Enid. 

Monotonien brydes også af, at de humoristiske indslag nu er mere konsekvent sjove. Det gælder ikke mindst Steve Buscemi i rollen som den nye, kiksede rektor, der konstant er på rov efter private donationer til skolen. Fans af 90’er-filmene vil også genkende den tidligere onkel Fester-skuespiller Christopher Lloyd som en af underviserne, der optræder som et afskåret hoved i en glasklokke! 

Afsnit tre rammer et komisk højdepunkt, da skolen på en campingudflugt konkurrerer med en machomilitaristisk spejdertrop, der svarer på deres leders tilsvininger med det velkendte ”Sir, yes sir!” 

Her får clashet mellem normalt og unormalt en smule satirisk bid.

Hovedplottet med dets mystiske stalkere og morderiske ravne er skåret meget over samme læst som første sæson, men heldigvis kommer afsløringerne nu hurtigere, og der er en større variation i lokaliteter og situationer. 

Det er måske nok et klichéfyldt potpourri af kutteklædte skurke og skumle sindssygehospitaler, men det er alt sammen virkelig velsmurt og energisk udført. 

Så selv om der ikke er meget nyt under fuldmånen, har serien stadig masser af gotisk hygge og mørk charme at byde på.

Trailer: Wednesday – sæson 2

Kommentarer

Titel:
Wednesday 

Sæson:
2

Land:
USA

År:
2025

Instruktør:
Tim Burton, Paco Cabezas, Angela Robinson

Manuskript:
Alfred Gough, Miles Millar, Kayla Alpert, April Blair, Siena Butterfield, Valentina Garza, James Madejski, Lauren Otero, Erika Vázquez

Medvirkende:
Jenna Ortega, Hunter Doohan, Emma Myers, Joy Sunday, Georgie Farmer, Catherine Zeta-Jones, Luis Guzmán

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 60 minutter

Premiere:
6. august på Netflix

© Filmmagasinet Ekko