Whalefall

Hvaler har skræmt mennesker siden Moby Dick i 1851 bed benet af kaptajn Ahab, og på film har de optrådt som monstre i Pinocchio (1940), Orca (1977) og Killer Whale (2026). 

Erfaringen viser dog, at bliver man slugt levende af sådan en kæmpe, kan det være et spørgsmål om tålmodighed. Bare spørg Jonas (”Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter” – Jonas’ Bog 2,1), Geppetto og baron Münchhausen, der alle slap fri. 

Noget tilsvarende gælder i virkeligheden. Så sent som sidste år blev en kajakroer i Magellanstrædet fanget i munden på en pukkelhval, som efter få sekunder spyttede ham ud igen. Hans far filmede hændelsen. Og det er ikke en enlig whale. 

Alligevel kommer det som et chok for unge Jay Gardiner, da han under en dykning nord for Hollywood bogstavelig talt bliver viklet ind i jagten på en stor blæksprutte og derved ender i maven på dens forfølger, en 60 ton tung og 24 meter lang kaskelothval. 

Han var egentlig bare dykket ned for at finde resterne af sin druknede far, som han i live havde et anstrengt forhold til. Faren lever videre i hans minder, som vi regelmæssigt ser. 

Så dét er filmens tre hovedpersoner: Jay (Austin Abrams), hans far Mitt (Josh Brolin) og kaskelothvalen. 

Få ting i denne verden er så ærefrygtindgydende som at befinde sig foran en hval i fuld størrelse, også selv om den ikke er levende. Det kan man eksempelvis opleve på Londons Natural History Museum. 

At ligge inde i hvalens mave er ganske anden sag, som Whalefall skildrer med en velfungerende illusion af biologisk naturalisme. 

Jay passerer i forståelig panik gennem hvalens mundhule, svælg og spiserør, hvorpå han ender i den forreste del af mavesækken. Han har ilt til en time, og hvalens indre er fosforescerende, så her får han lejlighed til at trække vejret, se sig omkring og tænke sig om. 

Han mumler løbende sine tanker gennem dykkerudstyrets mundstykke, og filmens Oscar-værdige lyddesign gør ham forståelig trods en dyb rumlen fra omgivelserne. 

Den forreste del af maven er et kraftigt muskuløst kammer, der ælter og sammenpresser føden, så væggene rundt om ham er i konstant bevægelse. Han opdager snart, at han for alt i verden skal undgå at blive presset videre til det næste kammer, hvor fordøjelsesenzymer og saltsyre nedbryder hvalens føde. 

Uheldigvis for Jay er Whalefall ikke en af den slags film, hvor man bare kan smide en flaskepost ud gennem munden og blive reddet. Eller blive blæst ud gennem blåsthullet som Marlin og Dory i Finding Nemo. 

Så i stedet forsøger Jay møjsommeligt at kravle tilbage og ud gennem spiserøret. Ligesom ekspeditionerne gennem menneskekroppene i Fantastic Voyage fra 1966 og Spermageddon fra 2024 er det nemmere sagt end gjort, og at afsløre mere om den sag ville være en spoiler. 

Genremæssigt er Whalefall en overlevelses-thriller i familie med Buried, hvor Ryan Reynolds er levende begravet i en ligkiste, og 127 Hours, hvor James Franco er fastklemt i en dyb klippesprække. 

Flashbacksene udforsker det anstrengte forhold mellem Jay og hans krævende, bedrevidende far, hvis trælse formaninger måske antyder en flugtrute fra fængslet af hvalflæsk. Hvalens indre fungerer dermed som en arena for hovedpersonens opgør med sin egen fortid. 

Det er begavet, men ender med at fylde lidt for meget i filmen, som bliver spirituel på et helt andet plan, da andre hvaler kommer til, glødende i oceanets mørke dyb. Her nærmer filmen sig new age-agtige visioner i familie med de svævende hvaler i Fantasia 2000. 

Whalefall ender således som langt mere end en gyser om en mand, der sluges af et havmonster. 

Den placerer sig sammen med den bibelske Jonas i et mytologisk felt af død og genfødsel med hvalen som en levende grav, der også kan fungere som livmoder. Opholdet inde i væsenet bliver en prøvelse, en astralrejse til Hvalhalla, som forandrer den slugte til andet og mere end føde.